Vær den forandring du ønsker at se i verden

I forlængelse af et tidligere indlæg om at være sin egen sti kom jeg til at tænke på dette citat af Mahatma Gandhi: “Vær den forandring du ønsker at se i verden”. Vi skaber forandring ved at være forandring.

Anne Christine Hagedorn nævner det også sin bog Dit indre klima:

“At være forandringen vil sige at komme ud af hovedet, strategierne og indfinde sig i hjertet, i nuet og at være tilgængelig for den indre visdom.  Det betyder at tage ansvaret for sig selv, at leve i overensstemmelse med det, man siger og selvfølgelig betyder det også at udføre et skabende arbejde”

For mig betyder det at være forandring at finde ind til sit egen bevidsthed; sit ro, sit fokus, sit nærvær. At stille sig selv til rådighed  for tilværelsen og andre, og finde sin indre visdom.

At stille sig selv til rådighed, hvad betyder det? At stille mig selv til rådighed for det øjeblik, jeg befinder sig i i dette nu, og være nærværende for de mennesker, jeg er sammen med i dette nu eller den opgave, jeg står over for at løse. Hvad enten det er at katalogisere en bog, lave mad, hente børn eller at skrive et blogindlæg. At stille sig selv tilfreds med det der er lige nu, og tro på at jeg får stillet mine basale behov; sult, tørst, søvn og tøj på kroppen. At jeg  får det der er behov for, så jeg kan gøre det, jeg skal gøre.

Det er ikke nemt. Det er nemt at blive distraheret, frustreret, ked af det etc. Men det er hele tiden et skridt nærmere for hver gang man bliver lidt mere fokuseret på bare at være, og tør slippe frygten og tro på forandring.

Om at være sin egen sti

“You cannot travel on the path until you become the path itself.”

Det ovenstående citat af Buddha (Siddhartha Gautama) ledte jeg efter i weekenden. Jeg ledte og ledte, men kunne ikke finde det nogle steder. Jeg spurgte på Aeclectic, og fik nogle svar, blandt andet et link til nogle taocitater, men ikke lige dette. Så opgav jeg og tænkte at citatet måtte finde mig. Og vupti her til morgen, var der så en sød person på forummet, der gav mig det citat, jeg havde  prøvet at huske og ledte efter. Jeg elsker Aeclectic!

Hvad betyder citatet? Jeg kan jo kun skrive, hvad jeg selv mener, at det betyder.

Det er et af den slags citater, som jeg kan blive ved med at vende tilbage til, både fordi det har en evig grundbetydning, og fordi det har  forskellige betydninger og giver mange associationer, afhængig af kontekst.

Én association er til Stephen R. Covey og hans bog 7 gode vaner, hvor han til at starte med skriver om handlingsetik vs. karakteretik. Handlingsetik betyder, at hvis vi blot fokuserer på at ændre vores ydre adfærd og handlinger, tror vi at kunne skabe de ønskede ændringer i vores liv, men det vil være på en overfladisk, ikke vedvarende måde.

Mens vi, ved at at arbejde med vores karakter og vores opfattelse (paradigmer) og ved at tage nogle grundlæggende principper til os og dermed ændre os selv, vil opleve og opnå virkelige forandringer, der kan gøre en reel forskel, både i vores eget liv, og i relation til andre.

Med andre ord, vi kan ikke høste frugten af at foretage ændringer, hvis vi ikke ændrer os selv, hvis vi ikke bliver vores egne ændringer.

En vigtig pointe er, i denne forbindelse, at formålet med selv-udvikling ikke er et opblæst ego – men selv-afvikling – eller måske snarere ego-afvikling. Jeg ser det som et bjerg. Først bestiger vi bjerget for at udvikle os – derefter går vi ned ad bjerget for at afvikle os. Når vi kommer ned ad bjerget er vi måske – tilsyneladende – tilbage til udgangspunktet. Nede på jorden igen. Men landskabet er anderledes, og det er vi osse.

Vi er selv det bjerg, vi bestiger. Og stien, vi går. Det er ikke en nem rejse.