Om at være sin egen sti

“You cannot travel on the path until you become the path itself.”

Det ovenstående citat af Buddha (Siddhartha Gautama) ledte jeg efter i weekenden. Jeg ledte og ledte, men kunne ikke finde det nogle steder. Jeg spurgte på Aeclectic, og fik nogle svar, blandt andet et link til nogle taocitater, men ikke lige dette. Så opgav jeg og tænkte at citatet måtte finde mig. Og vupti her til morgen, var der så en sød person på forummet, der gav mig det citat, jeg havde  prøvet at huske og ledte efter. Jeg elsker Aeclectic!

Hvad betyder citatet? Jeg kan jo kun skrive, hvad jeg selv mener, at det betyder.

Det er et af den slags citater, som jeg kan blive ved med at vende tilbage til, både fordi det har en evig grundbetydning, og fordi det har  forskellige betydninger og giver mange associationer, afhængig af kontekst.

Én association er til Stephen R. Covey og hans bog 7 gode vaner, hvor han til at starte med skriver om handlingsetik vs. karakteretik. Handlingsetik betyder, at hvis vi blot fokuserer på at ændre vores ydre adfærd og handlinger, tror vi at kunne skabe de ønskede ændringer i vores liv, men det vil være på en overfladisk, ikke vedvarende måde.

Mens vi, ved at at arbejde med vores karakter og vores opfattelse (paradigmer) og ved at tage nogle grundlæggende principper til os og dermed ændre os selv, vil opleve og opnå virkelige forandringer, der kan gøre en reel forskel, både i vores eget liv, og i relation til andre.

Med andre ord, vi kan ikke høste frugten af at foretage ændringer, hvis vi ikke ændrer os selv, hvis vi ikke bliver vores egne ændringer.

En vigtig pointe er, i denne forbindelse, at formålet med selv-udvikling ikke er et opblæst ego – men selv-afvikling – eller måske snarere ego-afvikling. Jeg ser det som et bjerg. Først bestiger vi bjerget for at udvikle os – derefter går vi ned ad bjerget for at afvikle os. Når vi kommer ned ad bjerget er vi måske – tilsyneladende – tilbage til udgangspunktet. Nede på jorden igen. Men landskabet er anderledes, og det er vi osse.

Vi er selv det bjerg, vi bestiger. Og stien, vi går. Det er ikke en nem rejse.