Jeg er begyndt på noget nyt, som giver energi.
Jeg er begyndt at lave De Fem Tibetanere hver morgen inden morgenmaden.
Efter to børnefødsler er min krop, der i forvejen ikke er i den bedste form, fordi jeg er en doven hund, begyndt at knirke betænkeligt meget. Især har jeg ondt i ben og ankler, når jeg skal op om morgenen. Derudover følte jeg en form for tab af energi, en fornemmelse, der er rimelig svær at definere, men som ikke desto mindre er ganske følelig.
Noget skulle der gøres. Noget nemt, hurtigt og alligevel øjeblikkelig virkende. Og dette noget findes. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men det er det.
Heldigvis har Mark og jeg tidligere gået til yoga, hvorfra jeg husker disse fem øvelser. De tager ca. 10 minutter, de træner kroppen og jeg føler et øjeblikkeligt tilskud af fysisk og mental energi. Sammen med et par gode spadsereture på to timer nogle gange om ugen, betyder de at jeg allerede efter en uge føler mig langt bedre tilpas.
Jeg startede den 3. oktober med 3 x 5 tibetanere, fra d. 4. november vil jeg så lave 4, den 5. december 5 og så fremdeles. Mit foreløbige mål er at lave 10 x 5 tibetanere hver morgen. Derudover har jeg tilmeldt mig et weekend kursus ultimo januar for lige at blive helt sikker på teknikken. Dette er kommet ind i mit liv for at blive. Også selv om det til at starte med er hårdt og svært at lave de fem øvelser.? Især øvelse nr. 4 er en mean motherfucker. Men jeg gør det.
En anden ting, der er værd at nævne er, at jeg kan mærke en mindre lyst til søde sager efter jeg startede. De fem Tibetanere giver mig simpelthen den energi, som min krop mangler og som jeg ellers har substiteret med sukker. Juhuu.
Jeg bruger denne bog som udgangspunkt: Livsenergi med de fem tibetanere : sundhed, energi og personlig styrke i fem dynamiske øvelser af Christopher S. Kilham. Det er også muligt at anvende en lyd-cd: De 5 tibetanere indtalt af Guni Martin, hvis man får mere ud af at lytte.
I Kilham bogen får man også en nem indføring i energi og chakraerne, som er et interessant udgangspunkt for forståelsen af hvordan øvelserne virker.
Det lyder rigtig spændende, Kristine….. Har det været svært at holde fast i dig selv ?
Det har ihvertfald været svært at holde fast i at gøre de fem tibetanere hver dag, hvis du forstår hvad jeg mener. Men nu tror jeg at jeg er tilbage på sporet.