I dag hvor det er dronningens 40-års jubilæum og alt handler om denne begivenhed, kan jeg ikke udlade at overveje, hvad det med dronninger og konger egentlig betyder.
Som statsform synes jeg – det skal ikke være en hemmelighed – at monarkiet er forældet. Vi lever i et sekulariseret, demokratisk samfund, hvor tanken om at nogen er hævet over andre som udgangspunkt er latterlig.
Ideen med kongeværdigheden er vel netop at det er en sakral institution; kongen er indsat af Gud. I nogle samfund blev kongen opfattet som Gudindens mand, der blev rituelt ofret ved høsttide og genopstod ved vintertide. Nogle forskere mener sågar at konger i fx England blev dræbt i sådanne hedenske ritualer.
Alt dette netop for at sige, at kongevældet er en sakral institution, men det er vel de færreste af os, der reelt mener at kongefamilien er indsat af Gud?!
Spørgsmålet er så, hvad vi skal med ideen om konger og dronninger?
I eventyrene skal den gamle konge finde en efterfølger i form af en svigersøn, en ægtemand til sin datter, så bejleren skal gennemgå en række prøvelser for at blive fundet værdig. I andre eventyr er det kongelige eller fyrstelige forklædt eller forvandlet – fx til en frø eller en lindorm. I alkymien ofres kongen som symbol på det gamle jeg. Han drukner eller får hovedet hugget af. I Conjunctio skal dronningen og kongen forenes for at en ny helhed kan skabes.
Ideen om det royale, om dronningen og kongen, slipper os aldrig, som noget ekstraordinært. Eksempler fra eventyr og alkymien illustrerer at det kongelige lever i os på et dybt psykologisk, symbolsk plan. Det hellige, det numinøse spiller en rolle som billeder af indre dronninger og konger.
Og måske er det – ironisk nok – derfor vi i dette lille land er så glad for dronningen, fordi en masse indre materiale bliver projiceret ud på hende. Vi har brug for dette billede i det ydre, fordi vi ikke har kontakt med det i det indre, hvor det giver mere mening at lede efter det og at arbejde med det.