Jeg sad i mørket. I en gang eller et forgemak med mange døre. Og jeg ventede. Jeg ventede på at en af dørene ville åbne sig. At en rude af lys ville blive kastet ud i mørket, at jeg ville budt velkommen ind, at jeg ville blive favnet og kysset. Jeg ønskede det med en dyb intensitet og en bittersød længsel.
Jeg rejste mig ikke op. Jeg gik ikke derfra. Jeg blev siddende en rum tid endnu. I mørket.
Jeg var næsten kommet hjem. Men ikke helt. Jeg ventede stadig, på at nogen skulle åbne døren for mig, på at nogen skulle lukke mig ind, på at et bæger skulle rumme min længsel.
På et tidspunkt.
På et tidspunkt åbnedes en indre dør. En stråle af rhombeformet lys faldt i mørket. Om min hals havde jeg nøgle med hvilken jeg kunne åbne døren. Nøglen havde jeg haft hele tiden, døren havde været der hele tiden.
En indre dør.
Jeg spurgte mig selv, om jeg skulle vente i et koldt og mørkt forgemak, når jeg kan finde hjem, når jeg blot kan gå ind i feltet, ind mit inderste og være den jeg altid var siden tidernes morgen. I kærlighed, som den er, når den ikke er andet end det.
Hjem.
Det inderste kammer, hjertekammeret, det helligste sted, brudekammeret, derfra vores lys stråler.