If you judge people, you have no time to love them.
Jeg spekulerer på, hvorfor vi har så travlt med at dømme os selv og hinanden?
Muligvis er det en urgammel mekanisme, der stammer fra en tid hvor vi havde brug for at vurdere om noget ukendt var farligt. Det er en kæmp eller flygt mekanisme.
Det handler om status. Og jeg tror stadig at det handler om status når vi dømmer hinanden; er han rigere, klogere, flottere end jeg? Er hun smukkere, slankere, mere sexet? Vi leder måske efter tegn der fortæller os at det ikke er tilfældet, vi leder måske efter svagheder eller defekter eller imperfektioner, så vi selv kan føle os bedre tilpas.
Uanset hvad så dømmer vi enten den Anden eller os selv. Eller begge dele på én og samme tid. Og dommen hjælper os til hvad – at føle os bedre tilpas? Eller omvendt til at føle os underlegne? Det foregår lynhurtigt og ubevidst, og vi når ofte slet ikke selv at opdage, hvad der er på færde.
Men når vi dømmer os selv og hinanden – er det – som Mother Teresa siger – ikke muligt at elske samtidigt. Hverken os selv eller andre.