Rubedo

Rubedo betyder Rød eller “rødhed”, og er den endelige fase i det alkymistiske opus. Rubedo markerer enden på det alkymistiske værk, og såvel Guld som De Vises Sten associeres med den røde farve, og med kulminationen på værket.

Albedo er afklaringens og lysets fase, men den er på en måde gold. Selvom den repræsenterer befrielse og indsigt, mangler der ægte liv, puls, passion og dybde, som Rubedo repræsenterer:

“In order to make it come alive it must have “blood”, it must have what the alchemists called the rubedo, the redness of  life” Jung

For mig er Rubedo, som kulminationen på transformationsprocessen, symbolet på helhed, og på Eros (i den bredeste forstand), der vi erkender og anerkender os som dem vi virkelig er, vores Selv, vores helhed. Dermed bliver vi i stand til at leve og elske passioneret, i ordets egentlige forstand.

De tre faser hører sammen, og vi gennemlever dem igen og igen; Nigredos depressive sorthed, Sjælens sorte nat – vi kommer alle ud for sorg og prøvelser i tilværelsen, Albedos ro, opklaring, befrielse og lettelse, og Rubedos lidenskab, der gør os i stand til at transformere og transcendere både vores prøvelser og den erfaring og afklaring, der følger.

Selvom Rubedo symboliserer kronen på værket, må vi derfor ikke naivt tro, at processen kun opleves een gang. Hele livet er en spiralisk proces, hvor de tre faser følger og blander sig med hinanden igen og igen, som den tre-hovede drage ovenfor der symboliserer selve livsprincippet.

Albedo

På den anden side af Nigredo kommer Albedo , der betyder “hvid “eller “hvidhed”.

Albedo repræsenterer en følelse af genfødsel, renselse og fornyelse ovenpå mørket.


Detalje fra Splendor Solis – The Philosophical Tree. De sorte og hvide fugle flyver bort ved daggry og igangsætter dermed transformationsprocessen fra Nigredo til Albedo.

Et alkymistisk billede, der knytter sig til Albedo er “the white exfoliated earth”. Den sorte jord dækket af asken fra Calcinatio-processen, asken som er ren og fin og hvid som sne. Det er i denne hvide jord, at man kan begrave sit guld, og se det forædles, hvis man er tålmodig.

Albedo-fasen er renselse, måske en følelse af ro, ovenpå det sorte og depressive. Men det repræsenterer også en abstrakt, ideal følelse, hvor man nok er befriet, klarsynet og renset – men det er ikke liv. Passionen mangler.

Nigredo

Nigredo betyder sort eller “sorthed”.  Nigredo er den første af de tre faser, der udgør det alkymistiske arbejde med at skabe De Vises Sten, Lapis Philosophorum.

Nigredo knytter sig til de alkymistiske processer Mortificatio – at slå ihjel – og Putrefactio – forrådnelse. Det er det, som den alkymistiske substans Prima Materia udsættes for i den første fase af det alkymistiske værk. Eller – det er sådan, Prima Materia opleves i begyndelsen.

Der er altså tale om det mørkeste mørke, om død, opløsning, råddenskab.

I den jungianske psykologi er Nigredo blevet knyttet sammen med udtrykket “Sjælens mørke nat” og dermed med en følelse af depression og fortvivlelse.

Der er en forbindelse til Skyggen, og til Egoets arbejde med at erkende og se sin egen skygge i øjnene, og den pine, som dette arbejde medfører.

Vi kommer alle ud for nigredo faser i tilværelsen, perioder hvor alt ser sort ud og hvor vi oplever fortvivlelse, sorg, psykisk smerte, energitab og sjælelig “død”.