I min serie om det onde er jeg nu kommet til selve symbolet på og personifikationen af det onde i den vestlige, kristne kultur. Satan, Lucifer, ja – Djævelen selv.
Det vil sige: Det troede jeg, at jeg var. Men nej. Efter at have forsøgt i ca. halvanden uge, må jeg kaste håndklædet i ringen. Dette indlæg lader sig ikke skrive, ihvertfald ikke som jeg havde forestillet mig det.
Det skulle være et spændende indlæg, hvor følgende spørgsmål blev spurgt, og muligvis også besvaret: Hvem er denne skikkelse? Hvilken betydning har han haft til forskellige tider? Udtrykker hans forskellige skikkelser forskellige måder hvorpå det onde er blevet opfattet og beskrevet i kulturen? Etc.
Der er heldigvis blevet skrevet digre værker om dette. Her tænker jeg især på Jeffrey Burton Russells firebindsværk om Djævelen; The Devil (1977), Satan (1981), Lucifer (1984) og Mephistopheles (1986).
Heldigvis har han også skrevet et femte bind, der opsummerer disse fire bind. Det er et held for os, der gerne vil et hurtigt indblik i det onde ;o) Dette femte bind hedder The Prince of Darkness : Radical Evil and the Power of Good in History (1988).
Så kan du- kære læser jo fordybe dig deri – hvis du har lyst.
Selv tænker jeg at Djævelen muligvis – ihvertfald for mig – nægter at lade sig definere af noget så kort som et blogindlæg.
Han undslipper mit frugtesløse forsøg på beskrivelse og kategorisering, og ler i mørket.