Traume

“Thi stykkevis erkender vi … “

Det er først nu, at jeg begynder at forstå det fulde omfang af hændelserne i min barndom. Det har været en lang proces, der er kommet stykkevist. Men det har givet mig en stor indsigt i mit eget sind – og den menneskelige tilstand, kan jeg sige uden at blinke.

For længe siden læste jeg, at det at have en alkoholiseret forælder kan afføde et traume på samme vis som krigsoplevelser, overgreb og ulykker. Dengang blev jeg overrasket over at det kunne være “så slemt”, og tog det ikke helt alvorligt – måske fordi jeg ikke ville erkende det.

I disse dage har jeg af forskellige årsager følt at jeg hang i en meget tynd snor. For andre, udenforstående, ville det forekomme uforståeligt, for det der sket i den foregående uge har blot været en ekstrem travlhed. Men samtidig med at der har været travlhed hjemme har der været omorganisering på arbejdet, og begge dele er triggere for stress.

Derfor fik det mig til at tabe luft. Jeg var på nippet til at blive stresset. For et år siden udløste private omstændigheder en akut stress, der fik mig til at gå kortvarigt ned med flaget. Heldigvis var det kortvarigt, og jeg kom op igen.

Jeg er stærk, en overlever, som voksne børn af alkoholikere ofte er.

Både nu og for et år siden var min umiddelbare reaktion derfor, at jeg burde kunne klare det. Men det kan jeg ikke, og erkendelsen af, at jeg ikke skal klare alt, men at det er okay – at erkende at jeg ikke kan, medfødte heling. Måske netop fordi jeg med tiden har lært at række ud og bede om hjælp – istedet for som da jeg var ung, at overleve – og lide – i stilhed. Jeg føler en intens sorg over den unge pige og kvinde, som dengang stod alene i kaoset.

Min pointe med alt dette er, at jeg har erkendt at jeg bærer på en post traumatisk stress, der kan udløses, når mit rolige, naturlige habitat udfordres – når der sker for mange ting på een gang. Og det er naturligvis ikke på nogen måde for at gøre mig selv til offer, at jeg skriver dette, snarere tværtimod. Mit liv er godt, jeg er – sædvanligvis – stærk, sund og glad.

Men min pointe har naturligvis også et videre perspektiv. Vi kan aldrig helt kan vide, hvad der foregår hos og i andre, og hvorfor de reagerer som de gør, og at vi derfor må være overbærende, opmærksomme og omsorgsfulde.

At bære over med – måske kunne det strækkes til at betyde, at vi hjælper andre med at bære deres byrde – at bære med. Jeg har heldigvis oplevet, at mange gode mennesker bærer over med mig.

At være opmærksomme – at se tegnene hos andre, når de er på nippet til at krakelere.

At være omsorgsfulde – måske er det blot at lytte, at sidde sammen med i stilhed – det kan betyde alt.

Og vilje og evne til omsorg er nødvendige i disse tider, vi har brug for det, vi har brug for hinanden, vi har brug for godhed og kærlighed.

Og uanset om vi tror på en højere magt eller ej, så kan kærligheden og det at være kendt jo betyde at vi simpelthen vælger at kende os selv i den Anden, og føler os kendte af den Anden:

“Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

Tagget , , , , , Skriv en kommentar

Bål og brand

“You will find the witch at the end of a pointed finger”

I aften er det Sct. Hans aften. En gammel midsommerfest, der som så meget andet har fået et kristent navn. Dybest set er det en markering af at vi går mod mørkere tider i årets cyklus.


Vi fejrer det ved at tænde et bål og synge Midsommervisen, hvori det blandt andet lyder:

“Hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde.”

Vi sætter ovenikøbet en “heks” på bålet og futter hende af. Lad os endelig beholde heksen af strå og gamle klæder, selvom jeg altid har identificeret mig med hende, og synes at det var en mærkelig, morbid skik.  Som om vi egentlig hellere ville brænde en rigtig heks af. Hvis vi kunne.

Jeg har også tænkt, at det Drachmann skriver i Midsommervisen er helt forkert. At en dybere mening med Sct. Hans kunne være  ikke  at holde trolden og heksen fra livet – men acceptere dem som del af os selv, og del af vores samfund.

Det er det med det onde, som jeg har skrevet om før. Vi genkender det bedre i andre, hvis vi erkender det hos os selv. Vi kommer ikke af med heksen og trolden ved at holde dem fra livet i en symbolsk afbrænding. Vi kommer i det hele taget ikke af med dem – for de er os.

Vi forsøger at komme af med dem, ved at lægge dem over i andre; “Hun er en heks, brænd hende”. Ved at pege andre ud, og gøre dem til de onde. De sker på alle niveauer, både mikro- og makroniveau.

Derfor kommer vi ikke af med det onde – istedet spiller vi en form for Sorteper. Og nissen følger med. Istedet for at anerkende at det onde også er i os, og tage ansvar for vores egen ondskab.

Bjælken i vores eget øje.

Det er den refleksion Sct. Hans afføder hos mig.

Hav en god aften. Pas på din heks

Tagget , , Skriv en kommentar

Om sommerfugle

“Happiness is like a butterfly; the more you chase it, the more it will elude you, but if you turn your attention to other things, it will come and sit softly on your shoulder.” ~ Henry David Thoreau

Nåde er at kunne møde og slippe øjeblikke, mennesker og situationer med lethed uanset om disse øjeblikke eller mennesker bereder os glæde eller sorg. At se på såvel glæde og lyst, men også sorg og smerte som en sommerfugl, som vi ikke kan fange eller holde fast.

Til tider søger vi det smertefulde og holder fast i det smertefulde, selvom det er muligt at slippe det. Og det er også sådan, at vi nogle gange skal acceptere, at vi ikke kan slippe noget, uanset hvad vi gør. Men i stedet for at vende os fra det og forsøge at løbe væk fra det, ville det måske være en hjælp at vende os imod det og byde det velkomment. At bære det, så længe det sidder på vores hånd eller skulder. At løbe væk fra noget eller at forsøge at undgå noget, der hænger som en skygge i sjælen, er at være fange af det.

Uanset om vi forsøger at flygte fra dæmonen eller på selvpinerisk vis stikker hånden ind i flammen, bliver vi selv som sommerfuglen, der er fanget, forgiftet med æter og sat på en pind.

Jeg øver mig i ikke at fange og holde sommerfuglene i mit liv fast, men at være taknemmelig for dem. Både for dem, der bliver siddende, og for dem, der flyver igen.
Jeg øver mig i at møde livet med et let og åbent sind, der byder velkommen og ikke holder fast.

Sommerfugle er smukkest, når de er fri og levende

Jeg er holdt op med at søge glæden eller kærligheden uden for mig selv. Ikke fordi jeg tror at glæde eller kærlighed ikke er derude, snarere tværtimod.  Jeg tror at begge dele er der i rigt mål til os alle.

Det er af samme årsag, som i citatet: Det vi søger, undflyr os, hvis det at søge bliver en jagt. Det kommer til os i livets strøm, hvis vi tør acceptere, at vi ikke kan styre det.

Det betyder ikke at jeg ikke indleder kontakt eller er åben overfor kontakt. Det betyder bare at jeg møder livet med et åbent blik, og et blødt punkt i sindet, uden en forudfattet idé om, hvad noget skal blive til, eller hvad nogen skal være.

Jeg er overbevist om, at vi altid har muligheden for glæde eller nåde i os, at det strømmer ud indefra. Hvis vi sidder stille og lytter, eller har opmærksomheden rettet mod det liv, som vi skal leve under alle omstændigheder, så kommer sommerfuglen ud indefra, fra hjertet.

Sommerfuglen er det ultimative symbol på forvandling: Larven gemmer sig i puppen, undergår en ændring af alle molekyler og bliver til noget helt andet end det den var før, på magisk og forunderlig vis.

Lad glæden sidde stille ikke blot på din hånd, eller din skulder. Lad den også bo i dit hjerte. Uanset livets øvrige omstændigheder.

Alt er forandring. Nåden er i dansen, i at lade sommerfuglen flyve frit.

Tagget , , , Skriv en kommentar

Tid

“Alting har en tid
for alt hvad der sker under himlen,
er der et tidspunkt …”

Jeg elsker disse sommermorgener, hvor jeg vågner tidligt og alt er stille. Jeg elsker at vågne i mit eget tempo. Sætte kaffe over, lytte til vandet der koger, nusse katten, se på træet udenfor med de hvide blomster.

Tid er som et træ, organisk

Finde min egen rytme, mærke sangen i blodet, ikke have travlt. Være i ét med tiden.

Teksten ovenfor er skrevet for omkring 3000 år siden, muligvis af Kong Salomo, og det indeholder en tidløs visdom. Accepten af at alt har sin tid; en tid til at elske, en tid til at hade, en tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede, en tid til at opsøge, en tid til at miste, en tid til at tie, en tid til at tale …

I vore tider har vi glemt dette. Vi har glemt tidens rytmiske, cykliske, natur til fordel for en lineær tid, hvor alt peger frem mod noget andet. Og vi bruger det meste af vores tid nu på at kontrollere et udfald, som vi alligevel ikke har kontrol over – for alt har sin tid. 

Vi glemmer at alt er foranderligt. At tid er som vand i en si. Den løber igennem os.

I den østerlandske, taoistiske forståelse går tiden ikke, den kommer imod os, som en stor bølge, og spådomsoraklet I Ching fortæller om tidens kvalitet, ikke om tidens kvantitet. Og vi ved jo godt, at vores fornemmelse af tid er mærkbart anderledes afhængigt af hvordan vi har det og hvordan vi bruger tiden.

Selvom det er netop er misvisende at sige, at vi bruger tiden. Måske er det snarere den der bruger os?

Jeg ser ud af vinduet, på det hvide træ, drikker min stærke kaffe med fløde, flyder ind i tiden, ud igen. lader tankerne vandre, siger tyst farvel til, det der har været og åbner for det, der skal komme. Lukker en bog og åbner en anden. Forsegler en kolbe og sætter den på hylden.

Jeg blander en ny eliksir, og lader den simre stille over en sagte ild.

Det er en ny tid for mig.

Tagget , 2 kommentarer

KærlighedsManifest

Psyche in the land of bliss.

Mit kærlighedsManifest:

1. Kærligheden er stor og udelt, og brydes i hjertets prisme.
2. Gud er i Alt. I kærtegnet, kysset, krammet, kærlighedsgerningen skaber vi sammen det Guddommelige.
3. Jeg er en alkymist, en kætter, en heks, en jomfru, en skøge.
4. Min ild er den ældste: Jeg søger visdom, sjæl og passion i mørket.
5. Gudinden er i mig foreningen af Jomfruen og Skøgen: I am the Whore and the Holy One.
6. Jeg vier mit liv til at skabe et rum for glæde og et rum for sorg. For den guddommelige latter og for den guddommelige gråd.
7. Jeg vier mit liv til at sprede sensualitet, nydelse, glæde, poesi og skønhed i videst muligt omfang.
8. Jeg vil bestræbe mig på altid være den mest glade, generøse og glamourøse udgave af mig selv.
9. Jeg elsker min krop og min sjæl, som kar, der kan øses af til andre i kærlighed. Men kolben er tæt, kilden er min egen.
10. Jeg vil stå ved min kærlighed, min lyst, min vrede, min kreativitet, min glæde, min sorg, min angst, min død.
11. Kodeordene er nuet, nydelsen og nærværet.
12. Jeg ejer ikke dig – du ejer ikke mig.
13. Jeg vil ikke forsøge at ændre dig og du vil ikke ændre mig – men vi kan transformeres i relationen.
14. Vi er forbundne – men ikke bundne.
15. Be. Shine. Love. 

Tagget Skriv en kommentar

At være langsom

At være langsom og at give sig tid, har for mig at gøre med nydelse og sensualitet.

” … kroppens rundhed skaber en rundhed og langsomhed i hendes bevægelser og gester. Der udgår en sødmefuld ladhed fra hende. Hun er i besiddelse af langsomhedens visdom og behersker den teknik at sagte farten”

Jeg bilder mig i min forfængelighed ind at beskrivelsen af en kvindes krop i Kunderas roman Langsomheden kunne være en beskrivelse af min egen krop.

Jean-Honoré Fragonard - The Stolen Kiss. At give sig tid til et stævnemøde, at være langsom.Jeg elsker at være langsom. At dvæle i tiden, at hvile i hver en bevægelse. At nyde nuet. Og lad det strække sig ud. Så for mig ligger der, som hos den franske Madame, helt klart et erotisk og æstetisk element i langsomheden. Måske har vi i vores tid mistet forståelsen af nydelse som noget dvælende, baseret på kunsten at være langsom.

Kundera beskriver – som altid fremragende – i romanen dels det modernes menneskes latterlige forfængelighed, og vores tab af langsomheden og langsomhedens visdom. Og den nydelse og følelse, der er forbundet hermed.

At være langsom gør det muligt at forme tiden:

“At formgive et stykke tid – det er skønhedens fordring, men også erindringens. For det, som ingen form har lader sig ikke indfange, lader sig ikke erindre, For dem [la Madame og hendes elsker] var det ganske særlig vigtigt at undfange deres møde som en form, i betragtning af at deres nat måtte være foruden en morgendag, og kun ville kunne gentages i mindet”.

Kundera forsætter med at pointere forholdet mellem langsomhed og erindring, hurtighed og glemsel; “Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen og mellem hurtigheden og glemslen”. En mand, der ønsker at erindre noget, sagtner farten, mens en mand, der ønsker at glemme, sætter derimod farten op.

“I den eksistentielle matematik tager denne erfaring form af to elementære ligninger; graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet.”

Og senere vender han denne ligning om og argumenterer for at vores epoke er besat af begæret efter glemsel og at det er derfor at den forfalder til “hurtighedens dæmon”.

Mens hurtighedens dæmon skyldes at vi søger glemslen, har det at være langsom at gøre med nydelse, æstetik og at forme tiden, således at den kan erindres.

Jeg tænker, at Kundera har ret, vi har glemt at være langsomme for at kunne være nydende og nærværende i nuet. Mange mennesker ønsker noget andet, længes efter en anden fylde – men det er kollektivet, som Kundera adresserer, mens hans fine roman taler til individet.

For mit eget vedkommende oplever jeg i disse dage nødvendigheden af at være langsom, at rumme langsomheden. Igen at indse at acceptere at ting skal modnes og at de tager tid for at blive til de, det skal eller kan blive. Som indholdet i den alkymistiske kolbe, der simrer og bobler.

Intet kan forceres. Heller ikke Nuet.

Så er det godt at huske mig selv på, at med til Kunsten at leve hører det at være langsom.

Milan Kundera: Langsomheden. 4. udgave. Gyldendal, 2013.

Tagget , , , Skriv en kommentar

The zipless fuck

The zipless fuck is the purest thing there is, rarer than the unicorn and I have never had one. – Erica Jong

Det gnidningsløse knald defineres af Jong som:

“A sexual encounter between strangers that has the swift compression of a dream and is seemingly free of all remorse and guilt. It is absolutely pure, there is no power game and it is free of ulterior motives.”

Jeg har altid misundt de mennesker, jeg kender, der i er stand til at nyde sex uden at blande følelser som frygt, skam og skyld – og ja måske endda også kærlighed – ind i ligningen. De, der er i stand til at have et rent lystbetonet, legende, swingende forhold til sex.

The Lovers, The Alchemical Tarot, Robert Place

Det har aldrig været min stærke side, må jeg erkende. Måske fordi jeg er opdraget til at være den Den Pæne Pige. Min Eros, forbundethed i videste forstand, var knyttet til min mor i et medmisbrugsforhold. Det har haft mange implikationer, som jeg vist har berørt tidligere.

One night stands har efterladt mig med enten en følelse af tomhed, fortrydelse eller en følelse af skyld eller en følelse af at være blevet brugt – selvom det reelt har været gensidigt. Dem, hvor der ikke har været nogle hangs bagefter, har interessant nok været med venner/kammerater.

Jeg har altid haft en idealistisk forestilling om at skabe et elskovsforhold, der var en hybrid mellem ubundet kærlighed og sex. det betyder naturligvis ikke at der ikke er nogle følelser i ligningen, blot at de følelser på en eller anden måde er ubundne. Måske er det et paradoks, for i selve begrebet Eros ligger jo relation, forbindelse, bånd. Men ihvertfald en forestilling om ikke at forvente noget af den anden, fx at nogen skal ændre sig eller tilpasse sig i relationen.

Men som C.G. Jung skrev:

“The meeting of two personalities is like the contact of two chemical substances: if there is any reaction, both are transformed.

Kodeordet er skal. Det er ikke et krav. Transformation er en mulighed.

Det er et paradoksalt felt at bevæge sig ind i.

Når jeg fornyligt erklærede den Pæne Pige sat på gaden, once and for all, handler det ikke om jeg nu vil hengive mig til tøjlesløs, skamløs sex. Nej, det handler mere om at stå ved mig selv. Ved min lyst og min kærlighed, og ved min skam, min frygt.

For nyligt så jeg følgende hashtag i et indlæg på facebook #shameisfortheinsecure. Hvilket må siges at reducere begrebet noget, efter min mening. Skam er lidt som en virus, den er der, og det er ikke noget vi selv har valgt. Skamløshed er omvendt ikke en ophævelse af skam. Men dens outrerede udtryk. Vi kommer ikke af med skam ved at opføre os skamløst – eller ved at blive mere “sikre” på os selv.  Vi kan leve med den ved at erkende den, acceptere den og være omsorgsfuld i forhold til vores egen skam. At gå igennem mørket – med den.

Og måske er skammen netop kerneproblemet i forhold til det lette, ubesværede forhold til sex.  Måske er de mennesker bare så heldige ikke at være blevet præget med skam hjemmefra, eller måske er de gået vejen igennem mørket – og ud på den anden side.

Ikke at være den pæne pige handler ikke blot om lyst og efterlevelse af lyst – men også om at kommunikere den lyst. At tale om den. At turde tale om lyst, skam, frygt – og følelse.

Som en veninde sagde til mig om min drøm om elskeren – det betyder jo ikke at elskoven skal være uden følelser – det kan det ikke. Og det skal det ikke. Og det bliver det ikke.

For sådan er jeg ikke. Ikke at være den pæne pige – handler om at acceptere the full monty. Og at acceptere at sandheden ligger – for mig – et sted i spændingsfeltet mellem La Femme og La Virge.

Det er sgu et kompliceret felt at bevæge sig i. Og konklusionen er at The zipless fuck ikke eksisterer – for mig.

Men der kan skabes et andet erotisk felt.

Tagget , , , , , Skriv en kommentar

Kunsten at leve

Jeg afsluttede mit essay om Kunsten at elske med en pointering af, at livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle livets facetter. Kunsten at leve er også en disciplin, og den starter ved at værdsætte selve livet. Og derefter bevidst at vælge, hvad vi vil give opmærksomhed:

The only thing that’s capital-T True is that you get to decide how you’re going to try to see it. You get to consciously decide what has meaning and what doesn’t. You get to decide what to worship.

Livet er et mirakel, bevidsthed er et mirakel, at have et godt helbred og være ved sin forstands fulde brug er et mirakel. Forleden dag kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg er på ikke at være i live – ihvertfald ikke i min nuværende tilstand – fordi jeg er født med en stofskiftelidelse, der kræver at jeg tager medicin hver dag for at kunne fungere.

Og hvor taknemmelig, jeg egentligt er, over at det er muligt – uden at jeg faktisk tænker særligt meget over det i min hverdag.

Der er en masse ting, vi tager for givet i vores hverdag – og det er der ikke noget galt med. Vi må gerne tage ting for givet, uden at vi behøver at være dybt taknemmelige hele tiden. Nogle gange lægger vi mere vægt på og mærke til det, som mangler, end til det som fylder.

Det vigtige er ikke, om vi ser på tilværelsen med taknemmelighed eller ej, eller om vi skiftevis opfatter glasset som værende halvt tømt eller halvt fyldt.

Men om vi gør det med bevidsthed; Om vi har en form for meta-perspektiv på livet og vores levevis.

Der er fx en masse ting i min helt almindelige tilværelse, der kan drille mig i hverdagen. Sagen er bare den, at hvis ikke jeg hver dag kunne tage to små hvide piller, så ville det hele være fuldstændigt ligegyldigt. Det sætter det hele i perspektiv.

Erkendelsen af at jeg faktisk ikke kan tage noget for givet – heller ikke de to små hvide piller – betyder at jeg får mulighed for at standse op og se på livet på en anden og ny måde.

Red or blue?I The Matrix er forskellen mellem viden og illusion
symboliseret af valget mellem den røde og den blå pille,
som Morpheus sætter Neo overfor

Det er det, jeg mener med bevidsthed og perspektiv.

Det er okay at opfatte livet som irriterende og mangelfuldt. At være ærgerlig, ked af det og fortryde ting. Ubehagelige situationer og konflikter vil opstå. Ting bliver væk, eller går itu. Relationer bliver brudt, eller løber ud i sandet. Vi mister mennesker, som vi holder af etc.

Hele forskellen består i, hvordan vi ser på disse ting. Om vi kan træde et skridt tilbage og se det hele, herunder vores egen andel og ansvar i dem udefra, med bevidsthed – istedet for at blive overvældet og identificeret. Istedet for at give andre skylden – eller omvendt tillægge os selv for stort et ansvar og betydning – i forhold til tingenes gang.

Der er to begreber her, som er værd at have in mente:

1. Det indiske begreb for ikke-viden; avidya – som betyder at ikke vide, ikke forstå, ikke se. Det opfatter jeg som værende ikke-bevidsthed eller ubevidsthed – og ikke mindst en manglende vilje til at blive (mere) bevidst. Det er ikke en dyd – og det er bestemt ikke en undskyldning! Selvom det tit anvendes som en undskyldning.

2. Det almindelige begreb interesse – som kommer af det latinske verbum inter-esse; at befinde sig midt i – men som almindeligvis betyder at tillægge noget positiv opmærksomhed.

Og hvis vi kombinerer disse to begreber, kan det hele handle om at være positivt interesseret i, hvordan livet udfolder sig, at tillade sig at blive opslugt, at leve sig ind i noget, at leve med. Og samtidigt kunne se, forstå og vide, hvilken andel, vi selv har i tingene. At kunne træde et skridt tilbage, og observere os selv og andre.

Det handler om balancen mellem at leve sig ind i levet, og se på det udefra – en kontinuerlig vekselvirkning.

Så for mig at se er livskunsten, kunsten at leve, overordnet set det at værdsætte selve livets mirakel, at kunne indtage et bevidst meta-perspektiv, at balancere mellem indlevelse og observation. Og endelig – og ikke mindst at vælge, hvad vi vil fokusere på. Hvad vi vil bruge vores dyrebare tid, frihed og opmærksomhed på:

The really important kind of freedom involves attention, and awareness, and discipline, and effort, and being able truly to care about other people and to sacrifice for them, over and over, in myriad petty little unsexy ways, every day. That is real freedom. The alternative is unconsciousness, the default-setting, the “rat race” — the constant gnawing sense of having had and lost some infinite thing.

I løbet af det næste stykke vil jeg skrive en række indlæg om det at leve – og hvad der er vigtigt for mig i livet. Det vil sige, dét jeg har valgt at fokusere på. Det er ment som inspiration, perspektivering og reflektion.

Du har foretaget andre valg. Det vigtige er bare, efter min mening, at det er bevidste valg.

Citater fra David Foster Wallace: This is water.

Tagget , , , Skriv en kommentar

Tour de Force gennem mit kærlighedsliv

Tour de force gennem mit kærlighedsliv
En rutschebane tur igennem mit kærlighedsliv i årene 2012-2016 og en tur ned ad Memory Lane. Det var hvad jeg oplevede, da jeg ryddede op i min Evernotekonto for at lukke den. Det er en del af en større oprydning i mine digitale profiler.

I den forbindelse sad jeg manuelt og flyttede ca. 160 breve og noter over i Dropbox. Og dermed fik jeg et gensyn med en masse tekster, breve, fantasier og digte som jeg har skrevet i den periode. Og tanker om frihed, kærlighed, forhold etc., som jeg har udvekslet med en ven.

Det var noget af en øjenåbner, i forhold til alle de ting, jeg kæmpede for. Ting jeg forsøgte at fikse, forklare, forstå og fokusere på. Det var måske mere (indre) kamp end et egentligt kærlighedsliv?

Der var nemlig også en masse tanker om aspirationer og fokuspunkter. En masse noter om ting jeg gerne måtte og ting, jeg ikke måtte; fx spise sundt, dyrke yoga, meditere på hjertet. Der er ikke noget af der ikke er i sig selv er godt. Det er mere den horisont, som det blev skrevet udfra; måske en illusion om at jeg ville opnå mere klarhed, eller jeg ville have en følelse af kontrol ved at følge alle disse “regler”?

Jeg fandt også mellem noterne et citat af Goethe: “Niemand ist mehr Sklave, als der sich für frei hält, ohne es zu sein”.

Ingen er mere slave end den, der føler sig fri uden at være det. Ironien er til at føle.

Det var en øjenåbner at skimme alle disse breve og noter. Sikke dog en rutschetur. Sikke meget hårdt arbejde, jeg satte mig selv på.  Sikke mange tanker og indre stemmer. Hvid støj. Sikke mange ting, jeg ville, som jeg nu på magisk vis har mistet interessen for.

Jeg er blevet klogere. Jeg har ihvertfald gjort mig nogle erfaringer, nogle ad flere omgange i manegen – men der er jo ingen facitliste i forhold til hvor mange erfaringer, man har brug for at gøre sig, før bægeret er fuldt.

For mig løb bægeret på et tidspunkt over. Og det var godt. Det skabte klarhed. Klarhed er bedre end kontrol. Det var først da jeg holdt med at ville forsøge at kontrollere alt, inklusive mig selv. Det var først da jeg erkendte, at ensomheden, og en radikal vilje til at se denne ensomhed i øjnene, er frihedens anden side. Ikke dens bagside – bare dens anden side.

At frihed ikke bare er frihed, men enten er frihed fra eller til noget. Og at der til frihed følger et ansvar – som betyder “at svare på”. Tilværelsen stiller os et spørgsmål, og det er så vores opgave at besvare dette spørgsmål: Hvem er vi?

At friheden måske føles som en befrielse – men måske i virkeligheden er en flugt – og hvad er det, vi flygter fra? Os selv?

I svaret på hvem vi er ligger en forløsende kraft.

Det har været godt, smukt og smertefuldt som ind i Helvede. Men jeg fortryder det ikke, for det er mit kærlighedsliv, som det nu har været. Jeg har lagt vidnesbyrdet om det ind i mapper, og lukket dem, og lukket døren for dét kapitel.

Jeg tror, at det jeg ønskede var at finde fred, at komme “hjem”. Og vejen var en rutschetur.
Det var et rent eventyr: Hjem – ud – hjem igen.

Jeg er hjemme nu.

Skriv en kommentar

Tao

At skrive om Tao er i virkeligheden en ørkesløs øvelse. Dels fordi jeg ikke ved nok, dels fordi det faktisk overhovedet ikke drejer sig om viden, men om væren. I princippet ville det give lige så meget mening at lave en kop the, danse eller spise en praliné.

Tao

At tale om Tao er ikke muligt, fordi den tao, vi kan tale om ikke er den sande Tao.
Ord giver blot ét perspektiv af virkeligheden. Alligevel ønsker jeg at tænke på eller tale om Tao, om strømmen, om tid, om bevidsthed, om væren.

Hvorfor? Fordi det gør mig glad. Som bobler i bækken stiger en følelse af glædesfylde op i mig, en slappen af, en følelse af at være kommet hjem. En intuitiv viden om at jeg allerede er hel, allerede hjemme.

I Tao holder al stræben op. Du er noget nu, og i det næste øjeblik er du noget andet, oplever du noget andet, ved du noget andet. Det betyder ikke hjerteløs nihilsme eller hjernetom hedonisme, og det betyder ikke, at du skal give afkald på at have en stemme, et sæt af værdier eller noget du kalder dit “jeg”. Det betyder blot at det ikke giver mening at identificere dig med et bestemt punkt i den strøm af liv, der er dig.

Tao er et ord;

What’s in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet.

Tao er et ord. Det betyder Vejen, eller sti, rute, nøgle eller princip. For Alan Watts er Tao en vandets vej (the watercourse way), og den strømmen vand har er en smuk og dyb metafor for Tao. Tao handler om at stole på processen.

Tao er blot et ord, en betegnelse, og det er ikke en ideologi, og på den måde giver det lige så lidt mening at sige at jeg nu er taoist, som hvis jeg pludselig kalder mig liberal, buddhist, kosmopolit, gnostiker.

Jeg holder mig til mit gode gamle alkymista – vel vidende at også alkymien handler om at stole på processen, at leve sig ind i og leve processen.

Selv om Tao opererer med polariteter sættes den ene pol ikke over den anden. Maskulin er ikke bedre end feminin, lys er ikke bedre end mørke – og så fremdeles. Polariterne har brug for hinanden og understøtter hinanden. Og skifter konstant.

Det handler om – som jeg vil komme ind på i et senere indlæg – om non-dualisme. Og at vi allerede er dét. En ide om at vi kan adskille os fra helheden er en illusion, selvom vi sorterer, dissekerer og diskriminerer. Vi analyserer – og det er også en del af processen. Analysen er indeholdt i syntesen. Vi er selv en del af Tao:

“The principle [is] that “you” cannot go along with “things” unless there is the understanding that there is, in truth, no alternative since you and the things are the same process – the now-streaming Tao. The feeling that there is a difference is also that process. There is nothing to do about it. There is nothing not to do about it. There is only the stream and its myriad convulsions – waves, bubbles, spray, whirlpools and eddies – and you are that.”

Og forandring, foranderlighed, forvandling, er uomgængelig.

Jeg er fascineret af Tao, fordi verden fortrylles i lyset af Tao. Tao sætter sjælen fri.

Alan Watts: Tao – the watercourse way.

Tagget , Skriv en kommentar