KærlighedsManifest

Psyche in the land of bliss.

Mit kærlighedsManifest:

1. Kærligheden er stor og udelt, og brydes i hjertets prisme.
2. Gud er i Alt. I kærtegnet, kysset, krammet, kærlighedsgerningen skaber vi sammen det Guddommelige.
3. Jeg er en alkymist, en kætter, en heks, en jomfru, en skøge.
4. Min ild er den ældste: Jeg søger visdom, sjæl og passion i mørket.
5. Gudinden er i mig foreningen af Jomfruen og Skøgen: I am the Whore and the Holy One.
6. Jeg vier mit liv til at skabe et rum for glæde og et rum for sorg. For den guddommelige latter og for den guddommelige gråd.
7. Jeg vier mit liv til at sprede sensualitet, nydelse, glæde, poesi og skønhed i videst muligt omfang.
8. Jeg vil bestræbe mig på altid være den mest glade, generøse og glamourøse udgave af mig selv.
9. Jeg elsker min krop og min sjæl, som kar, der kan øses af til andre i kærlighed. Men kolben er tæt, kilden er min egen.
10. Jeg vil stå ved min kærlighed, min lyst, min vrede, min kreativitet, min glæde, min sorg, min angst, min død.
11. Kodeordene er nuet, nydelsen og nærværet.
12. Jeg ejer ikke dig – du ejer ikke mig.
13. Jeg vil ikke forsøge at ændre dig og du vil ikke ændre mig – men vi kan transformeres i relationen.
14. Vi er forbundne – men ikke bundne.
15. Be. Shine. Love. 

Tagget Skriv en kommentar

At være langsom

At være langsom og at give sig tid, har for mig at gøre med nydelse og sensualitet.

” … kroppens rundhed skaber en rundhed og langsomhed i hendes bevægelser og gester. Der udgår en sødmefuld ladhed fra hende. Hun er i besiddelse af langsomhedens visdom og behersker den teknik at sagte farten”

Jeg bilder mig i min forfængelighed ind at beskrivelsen af en kvindes krop i Kunderas roman Langsomheden kunne være en beskrivelse af min egen krop.

Jean-Honoré Fragonard - The Stolen Kiss. At give sig tid til et stævnemøde, at være langsom.Jeg elsker at være langsom. At dvæle i tiden, at hvile i hver en bevægelse. At nyde nuet. Og lad det strække sig ud. Så for mig ligger der, som hos den franske Madame, helt klart et erotisk og æstetisk element i langsomheden. Måske har vi i vores tid mistet forståelsen af nydelse som noget dvælende, baseret på kunsten at være langsom.

Kundera beskriver – som altid fremragende – i romanen dels det modernes menneskes latterlige forfængelighed, og vores tab af langsomheden og langsomhedens visdom. Og den nydelse og følelse, der er forbundet hermed.

At være langsom gør det muligt at forme tiden:

“At formgive et stykke tid – det er skønhedens fordring, men også erindringens. For det, som ingen form har lader sig ikke indfange, lader sig ikke erindre, For dem [la Madame og hendes elsker] var det ganske særlig vigtigt at undfange deres møde som en form, i betragtning af at deres nat måtte være foruden en morgendag, og kun ville kunne gentages i mindet”.

Kundera forsætter med at pointere forholdet mellem langsomhed og erindring, hurtighed og glemsel; “Der er en hemmelig forbindelse mellem langsomheden og erindringen og mellem hurtigheden og glemslen”. En mand, der ønsker at erindre noget, sagtner farten, mens en mand, der ønsker at glemme, sætter derimod farten op.

“I den eksistentielle matematik tager denne erfaring form af to elementære ligninger; graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet.”

Og senere vender han denne ligning om og argumenterer for at vores epoke er besat af begæret efter glemsel og at det er derfor at den forfalder til “hurtighedens dæmon”.

Mens hurtighedens dæmon skyldes at vi søger glemslen, har det at være langsom at gøre med nydelse, æstetik og at forme tiden, således at den kan erindres.

Jeg tænker, at Kundera har ret, vi har glemt at være langsomme for at kunne være nydende og nærværende i nuet. Mange mennesker ønsker noget andet, længes efter en anden fylde – men det er kollektivet, som Kundera adresserer, mens hans fine roman taler til individet.

For mit eget vedkommende oplever jeg i disse dage nødvendigheden af at være langsom, at rumme langsomheden. Igen at indse at acceptere at ting skal modnes og at de tager tid for at blive til de, det skal eller kan blive. Som indholdet i den alkymistiske kolbe, der simrer og bobler.

Intet kan forceres. Heller ikke Nuet.

Så er det godt at huske mig selv på, at med til Kunsten at leve hører det at være langsom.

Milan Kundera: Langsomheden. 4. udgave. Gyldendal, 2013.

Tagget , , , Skriv en kommentar

The zipless fuck

The zipless fuck is the purest thing there is, rarer than the unicorn and I have never had one. – Erica Jong

Det gnidningsløse knald defineres af Jong som:

“A sexual encounter between strangers that has the swift compression of a dream and is seemingly free of all remorse and guilt. It is absolutely pure, there is no power game and it is free of ulterior motives.”

Jeg har altid misundt de mennesker, jeg kender, der i er stand til at nyde sex uden at blande følelser som frygt, skam og skyld – og ja måske endda også kærlighed – ind i ligningen. De, der er i stand til at have et rent lystbetonet, legende, swingende forhold til sex.

The Lovers, The Alchemical Tarot, Robert Place

Det har aldrig været min stærke side, må jeg erkende. Måske fordi jeg er opdraget til at være den Den Pæne Pige. Min Eros, forbundethed i videste forstand, var knyttet til min mor i et medmisbrugsforhold. Det har haft mange implikationer, som jeg vist har berørt tidligere.

One night stands har efterladt mig med enten en følelse af tomhed, fortrydelse eller en følelse af skyld eller en følelse af at være blevet brugt – selvom det reelt har været gensidigt. Dem, hvor der ikke har været nogle hangs bagefter, har interessant nok været med venner/kammerater.

Jeg har altid haft en idealistisk forestilling om at skabe et elskovsforhold, der var en hybrid mellem ubundet kærlighed og sex. det betyder naturligvis ikke at der ikke er nogle følelser i ligningen, blot at de følelser på en eller anden måde er ubundne. Måske er det et paradoks, for i selve begrebet Eros ligger jo relation, forbindelse, bånd. Men ihvertfald en forestilling om ikke at forvente noget af den anden, fx at nogen skal ændre sig eller tilpasse sig i relationen.

Men som C.G. Jung skrev:

“The meeting of two personalities is like the contact of two chemical substances: if there is any reaction, both are transformed.

Kodeordet er skal. Det er ikke et krav. Transformation er en mulighed.

Det er et paradoksalt felt at bevæge sig ind i.

Når jeg fornyligt erklærede den Pæne Pige sat på gaden, once and for all, handler det ikke om jeg nu vil hengive mig til tøjlesløs, skamløs sex. Nej, det handler mere om at stå ved mig selv. Ved min lyst og min kærlighed, og ved min skam, min frygt.

For nyligt så jeg følgende hashtag i et indlæg på facebook #shameisfortheinsecure. Hvilket må siges at reducere begrebet noget, efter min mening. Skam er lidt som en virus, den er der, og det er ikke noget vi selv har valgt. Skamløshed er omvendt ikke en ophævelse af skam. Men dens outrerede udtryk. Vi kommer ikke af med skam ved at opføre os skamløst – eller ved at blive mere “sikre” på os selv.  Vi kan leve med den ved at erkende den, acceptere den og være omsorgsfuld i forhold til vores egen skam. At gå igennem mørket – med den.

Og måske er skammen netop kerneproblemet i forhold til det lette, ubesværede forhold til sex.  Måske er de mennesker bare så heldige ikke at være blevet præget med skam hjemmefra, eller måske er de gået vejen igennem mørket – og ud på den anden side.

Ikke at være den pæne pige handler ikke blot om lyst og efterlevelse af lyst – men også om at kommunikere den lyst. At tale om den. At turde tale om lyst, skam, frygt – og følelse.

Som en veninde sagde til mig om min drøm om elskeren – det betyder jo ikke at elskoven skal være uden følelser – det kan det ikke. Og det skal det ikke. Og det bliver det ikke.

For sådan er jeg ikke. Ikke at være den pæne pige – handler om at acceptere the full monty. Og at acceptere at sandheden ligger – for mig – et sted i spændingsfeltet mellem La Femme og La Virge.

Det er sgu et kompliceret felt at bevæge sig i. Og konklusionen er at The zipless fuck ikke eksisterer – for mig.

Men der kan skabes et andet erotisk felt.

Tagget , , , , , Skriv en kommentar

Kunsten at leve

Jeg afsluttede mit essay om Kunsten at elske med en pointering af, at livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle livets facetter. Kunsten at leve er også en disciplin, og den starter ved at værdsætte selve livet. Og derefter bevidst at vælge, hvad vi vil give opmærksomhed:

The only thing that’s capital-T True is that you get to decide how you’re going to try to see it. You get to consciously decide what has meaning and what doesn’t. You get to decide what to worship.

Livet er et mirakel, bevidsthed er et mirakel, at have et godt helbred og være ved sin forstands fulde brug er et mirakel. Forleden dag kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg er på ikke at være i live – ihvertfald ikke i min nuværende tilstand – fordi jeg er født med en stofskiftelidelse, der kræver at jeg tager medicin hver dag for at kunne fungere.

Og hvor taknemmelig, jeg egentligt er, over at det er muligt – uden at jeg faktisk tænker særligt meget over det i min hverdag.

Der er en masse ting, vi tager for givet i vores hverdag – og det er der ikke noget galt med. Vi må gerne tage ting for givet, uden at vi behøver at være dybt taknemmelige hele tiden. Nogle gange lægger vi mere vægt på og mærke til det, som mangler, end til det som fylder.

Det vigtige er ikke, om vi ser på tilværelsen med taknemmelighed eller ej, eller om vi skiftevis opfatter glasset som værende halvt tømt eller halvt fyldt.

Men om vi gør det med bevidsthed; Om vi har en form for meta-perspektiv på livet og vores levevis.

Der er fx en masse ting i min helt almindelige tilværelse, der kan drille mig i hverdagen. Sagen er bare den, at hvis ikke jeg hver dag kunne tage to små hvide piller, så ville det hele være fuldstændigt ligegyldigt. Det sætter det hele i perspektiv.

Erkendelsen af at jeg faktisk ikke kan tage noget for givet – heller ikke de to små hvide piller – betyder at jeg får mulighed for at standse op og se på livet på en anden og ny måde.

Red or blue?I The Matrix er forskellen mellem viden og illusion
symboliseret af valget mellem den røde og den blå pille,
som Morpheus sætter Neo overfor

Det er det, jeg mener med bevidsthed og perspektiv.

Det er okay at opfatte livet som irriterende og mangelfuldt. At være ærgerlig, ked af det og fortryde ting. Ubehagelige situationer og konflikter vil opstå. Ting bliver væk, eller går itu. Relationer bliver brudt, eller løber ud i sandet. Vi mister mennesker, som vi holder af etc.

Hele forskellen består i, hvordan vi ser på disse ting. Om vi kan træde et skridt tilbage og se det hele, herunder vores egen andel og ansvar i dem udefra, med bevidsthed – istedet for at blive overvældet og identificeret. Istedet for at give andre skylden – eller omvendt tillægge os selv for stort et ansvar og betydning – i forhold til tingenes gang.

Der er to begreber her, som er værd at have in mente:

1. Det indiske begreb for ikke-viden; avidya – som betyder at ikke vide, ikke forstå, ikke se. Det opfatter jeg som værende ikke-bevidsthed eller ubevidsthed – og ikke mindst en manglende vilje til at blive (mere) bevidst. Det er ikke en dyd – og det er bestemt ikke en undskyldning! Selvom det tit anvendes som en undskyldning.

2. Det almindelige begreb interesse – som kommer af det latinske verbum inter-esse; at befinde sig midt i – men som almindeligvis betyder at tillægge noget positiv opmærksomhed.

Og hvis vi kombinerer disse to begreber, kan det hele handle om at være positivt interesseret i, hvordan livet udfolder sig, at tillade sig at blive opslugt, at leve sig ind i noget, at leve med. Og samtidigt kunne se, forstå og vide, hvilken andel, vi selv har i tingene. At kunne træde et skridt tilbage, og observere os selv og andre.

Det handler om balancen mellem at leve sig ind i levet, og se på det udefra – en kontinuerlig vekselvirkning.

Så for mig at se er livskunsten, kunsten at leve, overordnet set det at værdsætte selve livets mirakel, at kunne indtage et bevidst meta-perspektiv, at balancere mellem indlevelse og observation. Og endelig – og ikke mindst at vælge, hvad vi vil fokusere på. Hvad vi vil bruge vores dyrebare tid, frihed og opmærksomhed på:

The really important kind of freedom involves attention, and awareness, and discipline, and effort, and being able truly to care about other people and to sacrifice for them, over and over, in myriad petty little unsexy ways, every day. That is real freedom. The alternative is unconsciousness, the default-setting, the “rat race” — the constant gnawing sense of having had and lost some infinite thing.

I løbet af det næste stykke vil jeg skrive en række indlæg om det at leve – og hvad der er vigtigt for mig i livet. Det vil sige, dét jeg har valgt at fokusere på. Det er ment som inspiration, perspektivering og reflektion.

Du har foretaget andre valg. Det vigtige er bare, efter min mening, at det er bevidste valg.

Citater fra David Foster Wallace: This is water.

Tagget , , , Skriv en kommentar

Tour de Force gennem mit kærlighedsliv

Tour de force gennem mit kærlighedsliv
En rutschebane tur igennem mit kærlighedsliv i årene 2012-2016 og en tur ned ad Memory Lane. Det var hvad jeg oplevede, da jeg ryddede op i min Evernotekonto for at lukke den. Det er en del af en større oprydning i mine digitale profiler.

I den forbindelse sad jeg manuelt og flyttede ca. 160 breve og noter over i Dropbox. Og dermed fik jeg et gensyn med en masse tekster, breve, fantasier og digte som jeg har skrevet i den periode. Og tanker om frihed, kærlighed, forhold etc., som jeg har udvekslet med en ven.

Det var noget af en øjenåbner, i forhold til alle de ting, jeg kæmpede for. Ting jeg forsøgte at fikse, forklare, forstå og fokusere på. Det var måske mere (indre) kamp end et egentligt kærlighedsliv?

Der var nemlig også en masse tanker om aspirationer og fokuspunkter. En masse noter om ting jeg gerne måtte og ting, jeg ikke måtte; fx spise sundt, dyrke yoga, meditere på hjertet. Der er ikke noget af der ikke er i sig selv er godt. Det er mere den horisont, som det blev skrevet udfra; måske en illusion om at jeg ville opnå mere klarhed, eller jeg ville have en følelse af kontrol ved at følge alle disse “regler”?

Jeg fandt også mellem noterne et citat af Goethe: “Niemand ist mehr Sklave, als der sich für frei hält, ohne es zu sein”.

Ingen er mere slave end den, der føler sig fri uden at være det. Ironien er til at føle.

Det var en øjenåbner at skimme alle disse breve og noter. Sikke dog en rutschetur. Sikke meget hårdt arbejde, jeg satte mig selv på.  Sikke mange tanker og indre stemmer. Hvid støj. Sikke mange ting, jeg ville, som jeg nu på magisk vis har mistet interessen for.

Jeg er blevet klogere. Jeg har ihvertfald gjort mig nogle erfaringer, nogle ad flere omgange i manegen – men der er jo ingen facitliste i forhold til hvor mange erfaringer, man har brug for at gøre sig, før bægeret er fuldt.

For mig løb bægeret på et tidspunkt over. Og det var godt. Det skabte klarhed. Klarhed er bedre end kontrol. Det var først da jeg holdt med at ville forsøge at kontrollere alt, inklusive mig selv. Det var først da jeg erkendte, at ensomheden, og en radikal vilje til at se denne ensomhed i øjnene, er frihedens anden side. Ikke dens bagside – bare dens anden side.

At frihed ikke bare er frihed, men enten er frihed fra eller til noget. Og at der til frihed følger et ansvar – som betyder “at svare på”. Tilværelsen stiller os et spørgsmål, og det er så vores opgave at besvare dette spørgsmål: Hvem er vi?

At friheden måske føles som en befrielse – men måske i virkeligheden er en flugt – og hvad er det, vi flygter fra? Os selv?

I svaret på hvem vi er ligger en forløsende kraft.

Det har været godt, smukt og smertefuldt som ind i Helvede. Men jeg fortryder det ikke, for det er mit kærlighedsliv, som det nu har været. Jeg har lagt vidnesbyrdet om det ind i mapper, og lukket dem, og lukket døren for dét kapitel.

Jeg tror, at det jeg ønskede var at finde fred, at komme “hjem”. Og vejen var en rutschetur.
Det var et rent eventyr: Hjem – ud – hjem igen.

Jeg er hjemme nu.

Skriv en kommentar

Tao

At skrive om Tao er i virkeligheden en ørkesløs øvelse. Dels fordi jeg ikke ved nok, dels fordi det faktisk overhovedet ikke drejer sig om viden, men om væren. I princippet ville det give lige så meget mening at lave en kop the, danse eller spise en praliné.

Tao

At tale om Tao er ikke muligt, fordi den tao, vi kan tale om ikke er den sande Tao.
Ord giver blot ét perspektiv af virkeligheden. Alligevel ønsker jeg at tænke på eller tale om Tao, om strømmen, om tid, om bevidsthed, om væren.

Hvorfor? Fordi det gør mig glad. Som bobler i bækken stiger en følelse af glædesfylde op i mig, en slappen af, en følelse af at være kommet hjem. En intuitiv viden om at jeg allerede er hel, allerede hjemme.

I Tao holder al stræben op. Du er noget nu, og i det næste øjeblik er du noget andet, oplever du noget andet, ved du noget andet. Det betyder ikke hjerteløs nihilsme eller hjernetom hedonisme, og det betyder ikke, at du skal give afkald på at have en stemme, et sæt af værdier eller noget du kalder dit “jeg”. Det betyder blot at det ikke giver mening at identificere dig med et bestemt punkt i den strøm af liv, der er dig.

Tao er et ord;

What’s in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet.

Tao er et ord. Det betyder Vejen, eller sti, rute, nøgle eller princip. For Alan Watts er Tao en vandets vej (the watercourse way), og den strømmen vand har er en smuk og dyb metafor for Tao. Tao handler om at stole på processen.

Tao er blot et ord, en betegnelse, og det er ikke en ideologi, og på den måde giver det lige så lidt mening at sige at jeg nu er taoist, som hvis jeg pludselig kalder mig liberal, buddhist, kosmopolit, gnostiker.

Jeg holder mig til mit gode gamle alkymista – vel vidende at også alkymien handler om at stole på processen, at leve sig ind i og leve processen.

Selv om Tao opererer med polariteter sættes den ene pol ikke over den anden. Maskulin er ikke bedre end feminin, lys er ikke bedre end mørke – og så fremdeles. Polariterne har brug for hinanden og understøtter hinanden. Og skifter konstant.

Det handler om – som jeg vil komme ind på i et senere indlæg – om non-dualisme. Og at vi allerede er dét. En ide om at vi kan adskille os fra helheden er en illusion, selvom vi sorterer, dissekerer og diskriminerer. Vi analyserer – og det er også en del af processen. Analysen er indeholdt i syntesen. Vi er selv en del af Tao:

“The principle [is] that “you” cannot go along with “things” unless there is the understanding that there is, in truth, no alternative since you and the things are the same process – the now-streaming Tao. The feeling that there is a difference is also that process. There is nothing to do about it. There is nothing not to do about it. There is only the stream and its myriad convulsions – waves, bubbles, spray, whirlpools and eddies – and you are that.”

Og forandring, foranderlighed, forvandling, er uomgængelig.

Jeg er fascineret af Tao, fordi verden fortrylles i lyset af Tao. Tao sætter sjælen fri.

Alan Watts: Tao – the watercourse way.

Tagget , Skriv en kommentar

Alle veje fører til Rom

Men du er allerede fremme

Et spørgsmål om min blog, fik mig til at reflektere over, hvor jeg er på vej hen og hvor på vejen, jeg er.
Svaret er, at jeg ikke er på vej nogen steder hen. Der er ikke nogen steder at komme hen. Det er i sig selv en illusion.

Jeg, vi, du er allerede dér. Eller her. Det er en enkel indsigt, der er paradoksal, og svært begribelig. Og dog sand.

Det betyder ikke, at det vi gør bliver meningsløst, eller at det ikke giver mening at skabe noget nyt, lære noget nyt eller forandre verden. At danse, digte elske eller le. Men vi skal gøre det fordi det i sig selv giver mening, er dejligt eller godt.

Det betyder,  at vi ikke kan blive oplyste. For det er vi allerede. Vi er allerede bevidsthed, allerede lys. 

Jeg skrev på Facebook, at vi ikke er bevidsthedens indhold, men dens rum. Men det er egentlig at reducere det. Bevidsthed er ikke et rum, men urummelig, uendelig, som universet. Vi er hver især udtryk for denne bevidsthed. Vi tager allerede del i denne bevidsthed. Så måske er vi bevidsthedens rum, fordi vi hver især udtrykker bevidsthed på vor egen unikke og elskelige måde.

Metaforisk,  er bevidstheden et guddommeligt væsen, der spiller musik i forskellige tonearter, og i sin musik anslår hver vores klang.

For det, jeg her kalder bevidsthed har mange navne. Gud er det, nogle mennesker kalder det. Kærlighed, Tao, Anima Mundi er atter andre navne for det samme. Og egentlig er det ligegyldigt, hvad vi kalder dét. For i virkeligheden har det ikke et navn.

Det er. 

Den Tao, der kan tales tales om er ikke den sande Tao.

Det jeg her paradoksalt og futilt forsøger at give ord er en erkendelse af noget uudsigeligt og uudgrundeligt, som ikke kan indfanges med ord, fordi det kan erkendes, leves og elskes.

Så jeg gør ikke noget og jeg er ikke på vej nogen steder hen. Jeg er allerede fremme, allerede hjemme. Her.

Og det er du også.

Tagget , Skriv en kommentar

Panteren i mørket

“I am a forest, and a night of dark trees: but he who is not afraid of my darkness, will find banks full of roses under my cypresses.” Nietzsche

Sidste år på denne dato skrev jeg om, hvordan jeg ville lade mit lys skinne. At vise både pletter og lys. At 2016 skulle være leopardens år. Jeg kan konstatere, at jeg stort set har udført det jeg satte mig for.

Jeg kan også konstatere, at jeg – nu hvor året løber stille ud – føler mig mindre optimistisk i forhold til Verdens gang, end jeg tidligere har været.

2016 har for mig været et skelsættende år af flere forskellige årsager:

  • Jeg flyttede (mig)
  • Jeg forblev sober og klar
  • Jeg fulgte omsider mit kald
  • Jeg erkendte min kærligheds forlis
  • Jeg omfavnede min ensomhed
  • Jeg fulgte længslen tilbage i dybet
  • Jeg fandt hjem
    Og
  • Jeg lærte, at jeg ikke står til regnskab for nogen

Det var lidt af en omgang, ikke?

Af samme grund har jeg besluttet mig for at jeg vil trække mig lidt tilbage. Hvile mig.
At blive hjemme, i enhver betydning af det udtryk. At gå i mørket. At holde mit lys lidt lavere.

Jeg er sikker på, at de som vil det og ønsker det, vil finde mig.

Som Nietszsche udtrykker det ovenfor “he who is not afraid of my darkness, will find banks full of roses under my cypresses”.

Black leopard

Jeg vil at 2017 for mig bliver et panterens år.

  • Jeg vil føle mig hjemme
  • Jeg vil styrke min krop og min sjæl
  • Jeg vil skrive
    Og
  • Jeg vil som een udadvendt undtagelse byde på kaffe i kaffesalonen.

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkeligt Nytår.

Skriv en kommentar

We are breaking 

Jeg sidder og læser et essay. I en bog. Essayet som genre er i sig selv uddøende. Selve ordet kommer af det franske ord for at forsøge. Bloggenren er muligvis en videreudvikling af essayet i den virtuelle verden. 

Selve  dette essay handler om, hvordan vi er holdt op med at kommunikere med hinanden i samtale. Hvordan vi ofte foretager os andre ting, mens vi kommunikerer og konsumerer information. Hvordan vi er holdt op med at sende og skrive breve. Hvad det har gjort ved den måde vi relaterer til hinanden som mennesker. Også selv om det virtuelle space har sine smukke fordele. Jeg har fx mødt og genmødt mange gode mennesker på den måde. 

Men det er også blevet svært at være menneske med krop og sjæl, når kommunikation (og ikke-kommunikation)  skabes og bryder sammen i det virtuelle. 

Skrift er en ringe erstatning for lyde, tøven, modulering, øjenkontakt, duft, berøring. Stilhed. 

I think of that lost world, the world we lived in before these new networking technologies, as having two poles: solitude and communion. The new chatter puts us somewhere in between, assuaging fears of being alone without risking real connection. It is a shallow between two deep zones, a safe spot between the dangers of contact with ourselves, with others.

Det går ud over vores evne til koncentration, til refleksion, til fordybelse, til ensomhed, til intimitet, til at se hinanden i øjnene i samtale, også når denne samtale er svær og smertefuld.

Det er for nemt at kontakte hinanden i det virtuelle space og så forsvinde igen. Vi er blevet statusmarkører istedet for mennesker. 

Jeg har på forskellige måder måtte sande dette fornyeligt. Også på en meget smertefuld måde, der peger både ud og ind. Mod selvrefleksion.  

Det mest skræmmende er at den måde vi forfladigerer det intime og menneskelige felt. Jeg er bange for at vi er ved at blive en anden slags mennesker. En slags hybrider mellem varer og mennesker. For at sætte det på spidsen. 

At vi kan slå noget itu på denne måde. 

Og det er ikke  den slags menneske, jeg ønsker at være. Jeg ønsker at relatere dybere. Jeg ønsker samtalen og kontakten. Og det er også i den ånd, at jeg vil starte Kristines kaffesaloner i 2017. 

Rebecca Solnit: We are breaking up. 

En kommentar

Lykkelig nu

2016-08-31 20.05.11
Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Tagget , , , , , , , Skriv en kommentar