Kunsten at leve

Jeg afsluttede mit essay om Kunsten at elske med en pointering af, at livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle livets facetter. Kunsten at leve er også en disciplin, og den starter ved at værdsætte selve livet. Og derefter bevidst at vælge, hvad vi vil give opmærksomhed:

The only thing that’s capital-T True is that you get to decide how you’re going to try to see it. You get to consciously decide what has meaning and what doesn’t. You get to decide what to worship.

Livet er et mirakel, bevidsthed er et mirakel, at have et godt helbred og være ved sin forstands fulde brug er et mirakel. Forleden dag kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg er på ikke at være i live – ihvertfald ikke i min nuværende tilstand – fordi jeg er født med en stofskiftelidelse, der kræver at jeg tager medicin hver dag for at kunne fungere.

Og hvor taknemmelig, jeg egentligt er, over at det er muligt – uden at jeg faktisk tænker særligt meget over det i min hverdag.

Der er en masse ting, vi tager for givet i vores hverdag – og det er der ikke noget galt med. Vi må gerne tage ting for givet, uden at vi behøver at være dybt taknemmelige hele tiden. Nogle gange lægger vi mere vægt på og mærke til det, som mangler, end til det som fylder.

Det vigtige er ikke, om vi ser på tilværelsen med taknemmelighed eller ej, eller om vi skiftevis opfatter glasset som værende halvt tømt eller halvt fyldt.

Men om vi gør det med bevidsthed; Om vi har en form for meta-perspektiv på livet og vores levevis.

Der er fx en masse ting i min helt almindelige tilværelse, der kan drille mig i hverdagen. Sagen er bare den, at hvis ikke jeg hver dag kunne tage to små hvide piller, så ville det hele være fuldstændigt ligegyldigt. Det sætter det hele i perspektiv.

Erkendelsen af at jeg faktisk ikke kan tage noget for givet – heller ikke de to små hvide piller – betyder at jeg får mulighed for at standse op og se på livet på en anden og ny måde.

Red or blue?I The Matrix er forskellen mellem viden og illusion
symboliseret af valget mellem den røde og den blå pille,
som Morpheus sætter Neo overfor

Det er det, jeg mener med bevidsthed og perspektiv.

Det er okay at opfatte livet som irriterende og mangelfuldt. At være ærgerlig, ked af det og fortryde ting. Ubehagelige situationer og konflikter vil opstå. Ting bliver væk, eller går itu. Relationer bliver brudt, eller løber ud i sandet. Vi mister mennesker, som vi holder af etc.

Hele forskellen består i, hvordan vi ser på disse ting. Om vi kan træde et skridt tilbage og se det hele, herunder vores egen andel og ansvar i dem udefra, med bevidsthed – istedet for at blive overvældet og identificeret. Istedet for at give andre skylden – eller omvendt tillægge os selv for stort et ansvar og betydning – i forhold til tingenes gang.

Der er to begreber her, som er værd at have in mente:

1. Det indiske begreb for ikke-viden; avidya – som betyder at ikke vide, ikke forstå, ikke se. Det opfatter jeg som værende ikke-bevidsthed eller ubevidsthed – og ikke mindst en manglende vilje til at blive (mere) bevidst. Det er ikke en dyd – og det er bestemt ikke en undskyldning! Selvom det tit anvendes som en undskyldning.

2. Det almindelige begreb interesse – som kommer af det latinske verbum inter-esse; at befinde sig midt i – men som almindeligvis betyder at tillægge noget positiv opmærksomhed.

Og hvis vi kombinerer disse to begreber, kan det hele handle om at være positivt interesseret i, hvordan livet udfolder sig, at tillade sig at blive opslugt, at leve sig ind i noget, at leve med. Og samtidigt kunne se, forstå og vide, hvilken andel, vi selv har i tingene. At kunne træde et skridt tilbage, og observere os selv og andre.

Det handler om balancen mellem at leve sig ind i levet, og se på det udefra – en kontinuerlig vekselvirkning.

Så for mig at se er livskunsten, kunsten at leve, overordnet set det at værdsætte selve livets mirakel, at kunne indtage et bevidst meta-perspektiv, at balancere mellem indlevelse og observation. Og endelig – og ikke mindst at vælge, hvad vi vil fokusere på. Hvad vi vil bruge vores dyrebare tid, frihed og opmærksomhed på:

The really important kind of freedom involves attention, and awareness, and discipline, and effort, and being able truly to care about other people and to sacrifice for them, over and over, in myriad petty little unsexy ways, every day. That is real freedom. The alternative is unconsciousness, the default-setting, the “rat race” — the constant gnawing sense of having had and lost some infinite thing.

I løbet af det næste stykke vil jeg skrive en række indlæg om det at leve – og hvad der er vigtigt for mig i livet. Det vil sige, dét jeg har valgt at fokusere på. Det er ment som inspiration, perspektivering og reflektion.

Du har foretaget andre valg. Det vigtige er bare, efter min mening, at det er bevidste valg.

Citater fra David Foster Wallace: This is water.

Tagget , , , Skriv en kommentar

Tour de Force gennem mit kærlighedsliv

Tour de force gennem mit kærlighedsliv
En rutschebane tur igennem mit kærlighedsliv i årene 2012-2016 og en tur ned ad Memory Lane. Det var hvad jeg oplevede, da jeg ryddede op i min Evernotekonto for at lukke den. Det er en del af en større oprydning i mine digitale profiler.

I den forbindelse sad jeg manuelt og flyttede ca. 160 breve og noter over i Dropbox. Og dermed fik jeg et gensyn med en masse tekster, breve, fantasier og digte som jeg har skrevet i den periode. Og tanker om frihed, kærlighed, forhold etc., som jeg har udvekslet med en ven.

Det var noget af en øjenåbner, i forhold til alle de ting, jeg kæmpede for. Ting jeg forsøgte at fikse, forklare, forstå og fokusere på. Det var måske mere (indre) kamp end et egentligt kærlighedsliv?

Der var nemlig også en masse tanker om aspirationer og fokuspunkter. En masse noter om ting jeg gerne måtte og ting, jeg ikke måtte; fx spise sundt, dyrke yoga, meditere på hjertet. Der er ikke noget af der ikke er i sig selv er godt. Det er mere den horisont, som det blev skrevet udfra; måske en illusion om at jeg ville opnå mere klarhed, eller jeg ville have en følelse af kontrol ved at følge alle disse “regler”?

Jeg fandt også mellem noterne et citat af Goethe: “Niemand ist mehr Sklave, als der sich für frei hält, ohne es zu sein”.

Ingen er mere slave end den, der føler sig fri uden at være det. Ironien er til at føle.

Det var en øjenåbner at skimme alle disse breve og noter. Sikke dog en rutschetur. Sikke meget hårdt arbejde, jeg satte mig selv på.  Sikke mange tanker og indre stemmer. Hvid støj. Sikke mange ting, jeg ville, som jeg nu på magisk vis har mistet interessen for.

Jeg er blevet klogere. Jeg har ihvertfald gjort mig nogle erfaringer, nogle ad flere omgange i manegen – men der er jo ingen facitliste i forhold til hvor mange erfaringer, man har brug for at gøre sig, før bægeret er fuldt.

For mig løb bægeret på et tidspunkt over. Og det var godt. Det skabte klarhed. Klarhed er bedre end kontrol. Det var først da jeg holdt med at ville forsøge at kontrollere alt, inklusive mig selv. Det var først da jeg erkendte, at ensomheden, og en radikal vilje til at se denne ensomhed i øjnene, er frihedens anden side. Ikke dens bagside – bare dens anden side.

At frihed ikke bare er frihed, men enten er frihed fra eller til noget. Og at der til frihed følger et ansvar – som betyder “at svare på”. Tilværelsen stiller os et spørgsmål, og det er så vores opgave at besvare dette spørgsmål: Hvem er vi?

At friheden måske føles som en befrielse – men måske i virkeligheden er en flugt – og hvad er det, vi flygter fra? Os selv?

I svaret på hvem vi er ligger en forløsende kraft.

Det har været godt, smukt og smertefuldt som ind i Helvede. Men jeg fortryder det ikke, for det er mit kærlighedsliv, som det nu har været. Jeg har lagt vidnesbyrdet om det ind i mapper, og lukket dem, og lukket døren for dét kapitel.

Jeg tror, at det jeg ønskede var at finde fred, at komme “hjem”. Og vejen var en rutschetur.
Det var et rent eventyr: Hjem – ud – hjem igen.

Jeg er hjemme nu.

Skriv en kommentar

Tao

At skrive om Tao er i virkeligheden en ørkesløs øvelse. Dels fordi jeg ikke ved nok, dels fordi det faktisk overhovedet ikke drejer sig om viden, men om væren. I princippet ville det give lige så meget mening at lave en kop the, danse eller spise en praliné.

Tao

At tale om Tao er ikke muligt, fordi den tao, vi kan tale om ikke er den sande Tao.
Ord giver blot ét perspektiv af virkeligheden. Alligevel ønsker jeg at tænke på eller tale om Tao, om strømmen, om tid, om bevidsthed, om væren.

Hvorfor? Fordi det gør mig glad. Som bobler i bækken stiger en følelse af glædesfylde op i mig, en slappen af, en følelse af at være kommet hjem. En intuitiv viden om at jeg allerede er hel, allerede hjemme.

I Tao holder al stræben op. Du er noget nu, og i det næste øjeblik er du noget andet, oplever du noget andet, ved du noget andet. Det betyder ikke hjerteløs nihilsme eller hjernetom hedonisme, og det betyder ikke, at du skal give afkald på at have en stemme, et sæt af værdier eller noget du kalder dit “jeg”. Det betyder blot at det ikke giver mening at identificere dig med et bestemt punkt i den strøm af liv, der er dig.

Tao er et ord;

What’s in a name? that which we call a rose
By any other name would smell as sweet.

Tao er et ord. Det betyder Vejen, eller sti, rute, nøgle eller princip. For Alan Watts er Tao en vandets vej (the watercourse way), og den strømmen vand har er en smuk og dyb metafor for Tao. Tao handler om at stole på processen.

Tao er blot et ord, en betegnelse, og det er ikke en ideologi, og på den måde giver det lige så lidt mening at sige at jeg nu er taoist, som hvis jeg pludselig kalder mig liberal, buddhist, kosmopolit, gnostiker.

Jeg holder mig til mit gode gamle alkymista – vel vidende at også alkymien handler om at stole på processen, at leve sig ind i og leve processen.

Selv om Tao opererer med polariteter sættes den ene pol ikke over den anden. Maskulin er ikke bedre end feminin, lys er ikke bedre end mørke – og så fremdeles. Polariterne har brug for hinanden og understøtter hinanden. Og skifter konstant.

Det handler om – som jeg vil komme ind på i et senere indlæg – om non-dualisme. Og at vi allerede er dét. En ide om at vi kan adskille os fra helheden er en illusion, selvom vi sorterer, dissekerer og diskriminerer. Vi analyserer – og det er også en del af processen. Analysen er indeholdt i syntesen. Vi er selv en del af Tao:

“The principle [is] that “you” cannot go along with “things” unless there is the understanding that there is, in truth, no alternative since you and the things are the same process – the now-streaming Tao. The feeling that there is a difference is also that process. There is nothing to do about it. There is nothing not to do about it. There is only the stream and its myriad convulsions – waves, bubbles, spray, whirlpools and eddies – and you are that.”

Og forandring, foranderlighed, forvandling, er uomgængelig.

Jeg er fascineret af Tao, fordi verden fortrylles i lyset af Tao. Tao sætter sjælen fri.

Alan Watts: Tao – the watercourse way.

Tagget , Skriv en kommentar

Alle veje fører til Rom

Men du er allerede fremme

Et spørgsmål om min blog, fik mig til at reflektere over, hvor jeg er på vej hen og hvor på vejen, jeg er.
Svaret er, at jeg ikke er på vej nogen steder hen. Der er ikke nogen steder at komme hen. Det er i sig selv en illusion.

Jeg, vi, du er allerede dér. Eller her. Det er en enkel indsigt, der er paradoksal, og svært begribelig. Og dog sand.

Det betyder ikke, at det vi gør bliver meningsløst, eller at det ikke giver mening at skabe noget nyt, lære noget nyt eller forandre verden. At danse, digte elske eller le. Men vi skal gøre det fordi det i sig selv giver mening, er dejligt eller godt.

Det betyder,  at vi ikke kan blive oplyste. For det er vi allerede. Vi er allerede bevidsthed, allerede lys. 

Jeg skrev på Facebook, at vi ikke er bevidsthedens indhold, men dens rum. Men det er egentlig at reducere det. Bevidsthed er ikke et rum, men urummelig, uendelig, som universet. Vi er hver især udtryk for denne bevidsthed. Vi tager allerede del i denne bevidsthed. Så måske er vi bevidsthedens rum, fordi vi hver især udtrykker bevidsthed på vor egen unikke og elskelige måde.

Metaforisk,  er bevidstheden et guddommeligt væsen, der spiller musik i forskellige tonearter, og i sin musik anslår hver vores klang.

For det, jeg her kalder bevidsthed har mange navne. Gud er det, nogle mennesker kalder det. Kærlighed, Tao, Anima Mundi er atter andre navne for det samme. Og egentlig er det ligegyldigt, hvad vi kalder dét. For i virkeligheden har det ikke et navn.

Det er. 

Den Tao, der kan tales tales om er ikke den sande Tao.

Det jeg her paradoksalt og futilt forsøger at give ord er en erkendelse af noget uudsigeligt og uudgrundeligt, som ikke kan indfanges med ord, fordi det kan erkendes, leves og elskes.

Så jeg gør ikke noget og jeg er ikke på vej nogen steder hen. Jeg er allerede fremme, allerede hjemme. Her.

Og det er du også.

Tagget , Skriv en kommentar

Panteren i mørket

“I am a forest, and a night of dark trees: but he who is not afraid of my darkness, will find banks full of roses under my cypresses.” Nietzsche

Sidste år på denne dato skrev jeg om, hvordan jeg ville lade mit lys skinne. At vise både pletter og lys. At 2016 skulle være leopardens år. Jeg kan konstatere, at jeg stort set har udført det jeg satte mig for.

Jeg kan også konstatere, at jeg – nu hvor året løber stille ud – føler mig mindre optimistisk i forhold til Verdens gang, end jeg tidligere har været.

2016 har for mig været et skelsættende år af flere forskellige årsager:

  • Jeg flyttede (mig)
  • Jeg forblev sober og klar
  • Jeg fulgte omsider mit kald
  • Jeg erkendte min kærligheds forlis
  • Jeg omfavnede min ensomhed
  • Jeg fulgte længslen tilbage i dybet
  • Jeg fandt hjem
    Og
  • Jeg lærte, at jeg ikke står til regnskab for nogen

Det var lidt af en omgang, ikke?

Af samme grund har jeg besluttet mig for at jeg vil trække mig lidt tilbage. Hvile mig.
At blive hjemme, i enhver betydning af det udtryk. At gå i mørket. At holde mit lys lidt lavere.

Jeg er sikker på, at de som vil det og ønsker det, vil finde mig.

Som Nietszsche udtrykker det ovenfor “he who is not afraid of my darkness, will find banks full of roses under my cypresses”.

Black leopard

Jeg vil at 2017 for mig bliver et panterens år.

  • Jeg vil føle mig hjemme
  • Jeg vil styrke min krop og min sjæl
  • Jeg vil skrive
    Og
  • Jeg vil som een udadvendt undtagelse byde på kaffe i kaffesalonen.

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkeligt Nytår.

Skriv en kommentar

We are breaking 

Jeg sidder og læser et essay. I en bog. Essayet som genre er i sig selv uddøende. Selve ordet kommer af det franske ord for at forsøge. Bloggenren er muligvis en videreudvikling af essayet i den virtuelle verden. 

Selve  dette essay handler om, hvordan vi er holdt op med at kommunikere med hinanden i samtale. Hvordan vi ofte foretager os andre ting, mens vi kommunikerer og konsumerer information. Hvordan vi er holdt op med at sende og skrive breve. Hvad det har gjort ved den måde vi relaterer til hinanden som mennesker. Også selv om det virtuelle space har sine smukke fordele. Jeg har fx mødt og genmødt mange gode mennesker på den måde. 

Men det er også blevet svært at være menneske med krop og sjæl, når kommunikation (og ikke-kommunikation)  skabes og bryder sammen i det virtuelle. 

Skrift er en ringe erstatning for lyde, tøven, modulering, øjenkontakt, duft, berøring. Stilhed. 

I think of that lost world, the world we lived in before these new networking technologies, as having two poles: solitude and communion. The new chatter puts us somewhere in between, assuaging fears of being alone without risking real connection. It is a shallow between two deep zones, a safe spot between the dangers of contact with ourselves, with others.

Det går ud over vores evne til koncentration, til refleksion, til fordybelse, til ensomhed, til intimitet, til at se hinanden i øjnene i samtale, også når denne samtale er svær og smertefuld.

Det er for nemt at kontakte hinanden i det virtuelle space og så forsvinde igen. Vi er blevet statusmarkører istedet for mennesker. 

Jeg har på forskellige måder måtte sande dette fornyeligt. Også på en meget smertefuld måde, der peger både ud og ind. Mod selvrefleksion.  

Det mest skræmmende er at den måde vi forfladigerer det intime og menneskelige felt. Jeg er bange for at vi er ved at blive en anden slags mennesker. En slags hybrider mellem varer og mennesker. For at sætte det på spidsen. 

At vi kan slå noget itu på denne måde. 

Og det er ikke  den slags menneske, jeg ønsker at være. Jeg ønsker at relatere dybere. Jeg ønsker samtalen og kontakten. Og det er også i den ånd, at jeg vil starte Kristines kaffesaloner i 2017. 

Rebecca Solnit: We are breaking up. 

En kommentar

Lykkelig nu

2016-08-31 20.05.11
Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Tagget , , , , , , , Skriv en kommentar

Stilhed

“Love, and be silent” Cordelia, King Lear

Stilhed er kolben, hvori kærligheden opbevares indtil den er klar.

Det er ikke så meget kærlighed, som væren. At blive den jeg er, hel.

Kærligheden kan ikke præsteres eller bydes ind med, den er blot, hinsides ord, et udspring af denne væren.

Stilhed er en cirkel, jeg slår om mig selv for at samle kraft. I stilheden, ikke i besværgelsen findes magien.

mandorla

Stilheden er en mandorla, den mandelformede mandala, der skabes når to cirkler overlapper; frihed og ensomhed. Dér, i  spændingsfeltet, findes stilheden.

En vibrerende tone der ikke kan høres. Men Er.

Stille.

Tagget Skriv en kommentar

Nydelse

orangeHvis jeg kan forkynde nydelse i betydningen sanselighed, krop, sensualitet, farver, skønhed, poesi, sjæl, og hvis det på nogen måde lykkes for mig in persona at udtrykke disse kvaliteter, så er jeg lykkelig. Så er mit formål opfyldt.

For det har med alle tre dele af mit credo at gøre. At have det godt i min væren, at stråle og at elske og blive elsket.

At elske livet.

Jeg har længe advokeret for kroppen som sjælens beholder, og for skønhed og sanselighed for deres eget skyld, og ikke som led i et projekt, for det at udvise puritansk kontrol. Det er et af mine budskaber, at vi har mistet kontakt med sjæledybderne til fordel for ånd og transcendens.

Nydelse er ikke et spørgsmål om at dykke ned i en sø af fristelser, at blive opslugt og opløst i opfyldelsen af fx seksuelle og materialistiske behov.  Det er derfor, at jeg med vilje ikke medtager det seksuelle, men det sensuelle i min definition af nydelse.

Der er en subtil forskel mellem at være nydelsessyg  – og nydelsesfuld. Eller det, jeg forstår som at være sanselig.

At være nydelsessyg er netop at være draget, på en ufri måde mod nydelse. I dette scenarie kan implicit ligge at man misbruger både sig selv og andre. Det nydelsesfulde derimod søger at skabe velvære for både krop og sjæl. Umiddelbart er formålet med dyrkelsen af den sanselige skønhed at dyrke og ære sjælen gennem sanserne. Det er ikke perfektionisme, puritanisme eller performance.

Det handler om at gøre det for min krop og sjæl som føles godt. At sole mig, at spise en dejlig dessert, at høre god musik, at finde hvile, at læse. Der er mange måder at omfavne nydelsen på.

For mit eget vedkommende er det fx ikke længere optimalt at blive beruset på grund af alkohol. Jeg søger beruselse, der bunder i livsglæde – joie de vivre – eller sensuel arousal. Jeg søger at være bevidst, klar og uforgiftet i min beruselse. Det handler om at mærke indefra hvad ønsket er, og så dyrke det som en sensuel gave til mig selv.

Det er interessant, at hedonisme populært opfattes som en tøjlesløs jagt på nydelse. Men vi har glemt, hvad det egentlig dækker over. For selvom Epikur kaldte “nydelse det højeste gode”, var vejen til nydelse at leve beskedent, at opnå viden om verden, og at begrænse ens begær og ønsker.  Dette ledte til opnåelsen af fredfyldthed, og ideelt til fravær af fysisk [og kunne jeg tilføje psykisk] smerte. Og kombinationen af disse to er glæde i sin højeste form, ifølge Epikurærerne.

Så der ligger også en ydmyghed i det, og et ønske om at tage udgangspunkt i der er muligt, her & nu.  At skabe glæde i ordets dybeste betydning.

Tagget , , , , , , Skriv en kommentar

Lysis

“We think that the point is to pass the test or overcome the problem, but the truth is that things don’t really get solved. They come together and they fall apart. Then they come together again and fall apart again. It’s just like that. The healing comes from letting there be room for all of this to happen: room for grief, for relief, for misery, for joy” Pema Chödron

I drømme er Lysis det tredje stadie, hvor der præsenteres en løsning på den konflikt, som drømmen er en symbolsk fremstilling af. Det er ikke i alle drømme, at vi når frem til en løsning eller en opløsning af konflikten.

Det gælder også for vores levede liv. Det bringer ikke altid forsoning og forståelse, det bringer ikke altid en løsning eller en lettelse.

Og nogle gange kan ønsket om at finde en løsning eller forståelse i sig selv medføre fortvivlelse.

Ønsket om at forstå, afhængigheden af forstå, hvorfor noget gik galt eller ikke udviklede sig som ønsket, kan paradoksalt nok være en forhindring for at forlige sig med det som rent faktisk er sket.

Fordi dette ønske om at forstå stiller sig i vejen for en umiddelbar accept.

Fx: Jeg kan ikke forstå, hvorfor han forlod mig eller ikke kunne elske mig.

I stedet for at acceptere savnet og tabet som det er, kan jeg bruge energi på at forstå, regne ud, fortælle mig selv historier om motiverne i et andet menneske. I nogle tilfælde skaber den manglende forståelse, eller rettere behovet for forståelse, lige så stor smerte som hvis jeg rent faktisk forstod det.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at afstå fra forståelse, at acceptere uvisheden, fordi vished ikke nødvendigvis er mindre sårende.

Måske er illusionen om, at forståelse bringer lindring i virkeligheden det som binder os til ønsket om forståelse og samtidig det, der forhindrer reel accept.

Nogle situationer og relationer ender i skuffelse, de er ufuldstændige eller ufuldbyrdede, eller uforståelige.

Og vi vil så gerne have en god ende på tingene eller denne forståelse eller sikkerhed eller vished.

20160727_203121En fin lille bog om at acceptere uvished og om at fejle.

Så vi klynger os til den eller famler i blinde efter en forklaring.

Men den kan ikke altid findes. Og den at finde en løsning forhindrer os i at acceptere det som rent faktisk kan udfolde sig. Og vi ved aldrig, hvad der sker, “Anything is possible”, som Pema Chödrön siger i den lille bog, Fail …

Vi finder vi den egentlige løsning og accept, og tilgivelse – af os selv eller andre – når vi slipper illusionen om at kunne forstå, og få vished, og i stedet omfavner uvisheden.

Dét er den egentlige Lysis.

At lade konflikten opløses, ikke i at finde løsning, eller en forklaring, men ved at transcendere den. Ved at acceptere at vi ikke kan forstå alle mennesker, situationer eller relationer, men at det ikke betyder at vi ikke kan være med det, der er.

Og vi kan åbne op for noget nyt og mirakuløst.

Tagget Skriv en kommentar