Alle veje fører til Rom

Men du er allerede fremme 

Et spørgsmål om min blog, fik mig til at reflektere over, hvor jeg er på vej hen og hvor på vejen, jeg er. 
Svaret er, at jeg ikke er på vej nogen steder hen. Der er ikke nogen steder at komme hen. Det er i sig selv en illusion. 

Jeg, vi, du er allerede dér. Eller her. Det er en enkel indsigt, der er paradoksal, og svært begribelig. Og dog sand. 

Det betyder ikke, at det vi gør bliver meningsløst, eller at det ikke giver mening at skabe noget nyt, lære noget nyt eller forandre verden. At danse, digte elske eller le. Men vi skal gøre det fordi det i sig selv giver mening, er dejligt eller godt. 

Det betyder,  at vi ikke kan blive oplyste. For det er vi allerede. Vi er allerede bevidsthed, allerede lys. 

Jeg skrev på Facebook, at vi ikke er bevidsthedens indhold, men dens rum. Men det er egentlig at reducere det. Bevidsthed er ikke et rum, men urummelig, uendelig, som universet. Vi er hver især udtryk for denne bevidsthed. Vi tager allerede del i denne bevidsthed. Så måske er vi bevidsthedens rum, fordi vi hver især udtrykker bevidsthed på vor egen unikke og elskelige måde. 

Metaforisk,  er bevidstheden et guddommeligt væsen, der spiller musik i forskellige tonearter, og i sin musik anslår hver vores klang. 

For det, jeg her kalder bevidsthed har mange navne. Gud er det, nogle mennesker kalder det. Kærlighed, Tao, Anima Mundi er atter andre navne for det samme. Og egentlig er det ligegyldigt, hvad vi kalder dét. For i virkeligheden har det ikke et navn. 

Det er. 

Den Tao, der kan tales tales om er ikke den sande Tao. 

Det jeg her paradoksalt og futilt forsøger at give ord er en erkendelse af noget uudsigeligt og uudgrundeligt, som ikke kan indfanges med ord, fordi det kan erkendes, leves og elskes. 

Så jeg gør ikke noget og jeg er ikke på vej nogen steder hen. Jeg er allerede fremme, allerede hjemme. Her. 

Og det er du også. 

Skriv en kommentar

Panteren i mørket

“I am a forest, and a night of dark trees: but he who is not afraid of my darkness, will find banks full of roses under my cypresses.” Nietzsche

Sidste år på denne dato skrev jeg om, hvordan jeg ville lade mit lys skinne. At vise både pletter og lys. At 2016 skulle være leopardens år. Jeg kan konstatere, at jeg stort set har udført det jeg satte mig for.

Jeg kan også konstatere, at jeg – nu hvor året løber stille ud – føler mig mindre optimistisk i forhold til Verdens gang, end jeg tidligere har været.

2016 har for mig været et skelsættende år af flere forskellige årsager:

  • Jeg flyttede (mig)
  • Jeg forblev sober og klar
  • Jeg fulgte omsider mit kald
  • Jeg erkendte min kærligheds forlis
  • Jeg omfavnede min ensomhed
  • Jeg fulgte længslen tilbage i dybet
  • Jeg fandt hjem
    Og
  • Jeg lærte, at jeg ikke står til regnskab for nogen

Det var lidt af en omgang, ikke?

Af samme grund har jeg besluttet mig for at jeg vil trække mig lidt tilbage. Hvile mig.
At blive hjemme, i enhver betydning af det udtryk. At gå i mørket. At holde mit lys lidt lavere.

Jeg er sikker på, at de som vil det og ønsker det, vil finde mig.

Som Nietszsche udtrykker det ovenfor “he who is not afraid of my darkness, will find banks full of roses under my cypresses”.

Black leopard

Jeg vil at 2017 for mig bliver et panterens år.

  • Jeg vil føle mig hjemme
  • Jeg vil styrke min krop og min sjæl
  • Jeg vil skrive
    Og
  • Jeg vil som een udadvendt undtagelse byde på kaffe i kaffesalonen.

Jeg ønsker jer alle et godt og lykkeligt Nytår.

Skriv en kommentar

We are breaking 

Jeg sidder og læser et essay. I en bog. Essayet som genre er i sig selv uddøende. Selve ordet kommer af det franske ord for at forsøge. Bloggenren er muligvis en videreudvikling af essayet i den virtuelle verden. 

Selve  dette essay handler om, hvordan vi er holdt op med at kommunikere med hinanden i samtale. Hvordan vi ofte foretager os andre ting, mens vi kommunikerer og konsumerer information. Hvordan vi er holdt op med at sende og skrive breve. Hvad det har gjort ved den måde vi relaterer til hinanden som mennesker. Også selv om det virtuelle space har sine smukke fordele. Jeg har fx mødt og genmødt mange gode mennesker på den måde. 

Men det er også blevet svært at være menneske med krop og sjæl, når kommunikation (og ikke-kommunikation)  skabes og bryder sammen i det virtuelle. 

Skrift er en ringe erstatning for lyde, tøven, modulering, øjenkontakt, duft, berøring. Stilhed. 

I think of that lost world, the world we lived in before these new networking technologies, as having two poles: solitude and communion. The new chatter puts us somewhere in between, assuaging fears of being alone without risking real connection. It is a shallow between two deep zones, a safe spot between the dangers of contact with ourselves, with others.

Det går ud over vores evne til koncentration, til refleksion, til fordybelse, til ensomhed, til intimitet, til at se hinanden i øjnene i samtale, også når denne samtale er svær og smertefuld.

Det er for nemt at kontakte hinanden i det virtuelle space og så forsvinde igen. Vi er blevet statusmarkører istedet for mennesker. 

Jeg har på forskellige måder måtte sande dette fornyeligt. Også på en meget smertefuld måde, der peger både ud og ind. Mod selvrefleksion.  

Det mest skræmmende er at den måde vi forfladigerer det intime og menneskelige felt. Jeg er bange for at vi er ved at blive en anden slags mennesker. En slags hybrider mellem varer og mennesker. For at sætte det på spidsen. 

At vi kan slå noget itu på denne måde. 

Og det er ikke  den slags menneske, jeg ønsker at være. Jeg ønsker at relatere dybere. Jeg ønsker samtalen og kontakten. Og det er også i den ånd, at jeg vil starte Kristines kaffesaloner i 2017. 

Rebecca Solnit: We are breaking up. 

En kommentar

Lykkelig nu

2016-08-31 20.05.11
Hvad er lykke?

Den kommer og går, lykken. Men den kan vise sig som en dyb vedvarende glæde, en følelse af nåde.

Jeg har skrevet meget om længsel og savn på denne blog. Og mens længslen er blevet stille(t), er savnet en realitet. Men det er fint og smukt at savne. Det kan bæres.

Jeg troede naivt at lykken opstår ved at blive opfyldt udefra – ved at længslen bliver stillet. Jeg søgte ud. Længtes vildt.

Men nu ved jeg at det er den anden vej rundt. Længslen stilles ved at vi bliver opfyldt indefra. Gennem den kilde, der udspringer i det inderste, men som dog ikke er os.

Men noget større og dybere. Den udspringer i vores gudommelige sjæl.

Helhed. Længslen stilles når vi heles og bliver hele. Dét er lykkens kilde.

Denne stille, boblende kilde af glæde, kærlighed, kreativitet.
Den kan ikke kompromitteres, den er en urtilstand.

Jeg er lykkelig nu.

Tagget , , , , , , , Skriv en kommentar

Stilhed

“Love, and be silent” Cordelia, King Lear

Stilhed er kolben, hvori kærligheden opbevares indtil den er klar.

Det er ikke så meget kærlighed, som væren. At blive den jeg er, hel.

Kærligheden kan ikke præsteres eller bydes ind med, den er blot, hinsides ord, et udspring af denne væren.

Stilhed er en cirkel, jeg slår om mig selv for at samle kraft. I stilheden, ikke i besværgelsen findes magien.

mandorla

Stilheden er en mandorla, den mandelformede mandala, der skabes når to cirkler overlapper; frihed og ensomhed. Dér, i  spændingsfeltet, findes stilheden.

En vibrerende tone der ikke kan høres. Men Er.

Stille.

Tagget Skriv en kommentar

Nydelse

orangeHvis jeg kan forkynde nydelse i betydningen sanselighed, krop, sensualitet, farver, skønhed, poesi, sjæl, og hvis det på nogen måde lykkes for mig in persona at udtrykke disse kvaliteter, så er jeg lykkelig. Så er mit formål opfyldt.

For det har med alle tre dele af mit credo at gøre. At have det godt i min væren, at stråle og at elske og blive elsket.

At elske livet.

Jeg har længe advokeret for kroppen som sjælens beholder, og for skønhed og sanselighed for deres eget skyld, og ikke som led i et projekt, for det at udvise puritansk kontrol. Det er et af mine budskaber, at vi har mistet kontakt med sjæledybderne til fordel for ånd og transcendens.

Nydelse er ikke et spørgsmål om at dykke ned i en sø af fristelser, at blive opslugt og opløst i opfyldelsen af fx seksuelle og materialistiske behov.  Det er derfor, at jeg med vilje ikke medtager det seksuelle, men det sensuelle i min definition af nydelse.

Der er en subtil forskel mellem at være nydelsessyg  – og nydelsesfuld. Eller det, jeg forstår som at være sanselig.

At være nydelsessyg er netop at være draget, på en ufri måde mod nydelse. I dette scenarie kan implicit ligge at man misbruger både sig selv og andre. Det nydelsesfulde derimod søger at skabe velvære for både krop og sjæl. Umiddelbart er formålet med dyrkelsen af den sanselige skønhed at dyrke og ære sjælen gennem sanserne. Det er ikke perfektionisme, puritanisme eller performance.

Det handler om at gøre det for min krop og sjæl som føles godt. At sole mig, at spise en dejlig dessert, at høre god musik, at finde hvile, at læse. Der er mange måder at omfavne nydelsen på.

For mit eget vedkommende er det fx ikke længere optimalt at blive beruset på grund af alkohol. Jeg søger beruselse, der bunder i livsglæde – joie de vivre – eller sensuel arousal. Jeg søger at være bevidst, klar og uforgiftet i min beruselse. Det handler om at mærke indefra hvad ønsket er, og så dyrke det som en sensuel gave til mig selv.

Det er interessant, at hedonisme populært opfattes som en tøjlesløs jagt på nydelse. Men vi har glemt, hvad det egentlig dækker over. For selvom Epikur kaldte “nydelse det højeste gode”, var vejen til nydelse at leve beskedent, at opnå viden om verden, og at begrænse ens begær og ønsker.  Dette ledte til opnåelsen af fredfyldthed, og ideelt til fravær af fysisk [og kunne jeg tilføje psykisk] smerte. Og kombinationen af disse to er glæde i sin højeste form, ifølge Epikurærerne.

Så der ligger også en ydmyghed i det, og et ønske om at tage udgangspunkt i der er muligt, her & nu.  At skabe glæde i ordets dybeste betydning.

Tagget , , , , , , Skriv en kommentar

Lysis

“We think that the point is to pass the test or overcome the problem, but the truth is that things don’t really get solved. They come together and they fall apart. Then they come together again and fall apart again. It’s just like that. The healing comes from letting there be room for all of this to happen: room for grief, for relief, for misery, for joy” Pema Chödron

I drømme er Lysis det tredje stadie, hvor der præsenteres en løsning på den konflikt, som drømmen er en symbolsk fremstilling af. Det er ikke i alle drømme, at vi når frem til en løsning eller en opløsning af konflikten.

Det gælder også for vores levede liv. Det bringer ikke altid forsoning og forståelse, det bringer ikke altid en løsning eller en lettelse.

Og nogle gange kan ønsket om at finde en løsning eller forståelse i sig selv medføre fortvivlelse.

Ønsket om at forstå, afhængigheden af forstå, hvorfor noget gik galt eller ikke udviklede sig som ønsket, kan paradoksalt nok være en forhindring for at forlige sig med det som rent faktisk er sket.

Fordi dette ønske om at forstå stiller sig i vejen for en umiddelbar accept.

Fx: Jeg kan ikke forstå, hvorfor han forlod mig eller ikke kunne elske mig.

I stedet for at acceptere savnet og tabet som det er, kan jeg bruge energi på at forstå, regne ud, fortælle mig selv historier om motiverne i et andet menneske. I nogle tilfælde skaber den manglende forståelse, eller rettere behovet for forståelse, lige så stor smerte som hvis jeg rent faktisk forstod det.

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at afstå fra forståelse, at acceptere uvisheden, fordi vished ikke nødvendigvis er mindre sårende.

Måske er illusionen om, at forståelse bringer lindring i virkeligheden det som binder os til ønsket om forståelse og samtidig det, der forhindrer reel accept.

Nogle situationer og relationer ender i skuffelse, de er ufuldstændige eller ufuldbyrdede, eller uforståelige.

Og vi vil så gerne have en god ende på tingene eller denne forståelse eller sikkerhed eller vished.

20160727_203121En fin lille bog om at acceptere uvished og om at fejle.

Så vi klynger os til den eller famler i blinde efter en forklaring.

Men den kan ikke altid findes. Og den at finde en løsning forhindrer os i at acceptere det som rent faktisk kan udfolde sig. Og vi ved aldrig, hvad der sker, “Anything is possible”, som Pema Chödrön siger i den lille bog, Fail …

Vi finder vi den egentlige løsning og accept, og tilgivelse – af os selv eller andre – når vi slipper illusionen om at kunne forstå, og få vished, og i stedet omfavner uvisheden.

Dét er den egentlige Lysis.

At lade konflikten opløses, ikke i at finde løsning, eller en forklaring, men ved at transcendere den. Ved at acceptere at vi ikke kan forstå alle mennesker, situationer eller relationer, men at det ikke betyder at vi ikke kan være med det, der er.

Og vi kan åbne op for noget nyt og mirakuløst.

Tagget Skriv en kommentar

Nær

“Sæt en saadan Tid opfandt de hurtigste Befordrings- og Communicationsmidler, utallige udveie til at disponere over forenede Pengekræfter: hvor ironisk, at Befordrings-Væsenets Hurtighed og Communicationens Hastvæk staaer i omvendt Forhold til Raadvildhedens Seendrægtighed”  Kierkegaard

I toget om morgenen sidder alle og kigger på en telefon. Det er efterhånden sjældent at nogen læser i en bog eller avis. Eller bare ser ud i luften, uden at lytte til noget, uden at se på noget. Bare er, tilstede og nærværende.

Jeg gør det også selv. Lytter til musik eller er på telefonen. Online.

Det er blevet sværere at flirte med mænd, fordi de kigger på deres telefon. Det samme er sikkert tilfældet, hvis man ønsker at flirte med kvinder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på at vi er blevet fjerne. Fjerne i blikket eller i fjerne i vores bevidsthedshorisont. Det foregår et Andet sted, end der hvor vi er.

I et virtuelt space.

Det er blevet sværere at få øjekontakt. Også på restauranter, caféer og i bylivet er mennesker, der ser ud til at være sammen, mere optaget af noget, der sker på telefonen, end af hinanden.

De sociale medier, dating sites etc. betyder også at kontakt, selvom vi i teorien hele tiden har kontakt eller potentiel kontakt med hinanden er blevet mindre nærværende og tager det nærvær, vi får givet som en gave, for givet i en sådan grad at andre mennesker og deres tid ses som objekter.

Vi kan swipe uinteressante mennesker væk i løbet af et nanosekund. Vi kan poke og like hinanden og indlede kontakter på internettet, og så lade være med at svare sms’er, beskeder og mails. Vi kan fryse og ghoste.

Kontakt og kommunikation bliver på den måde uforpligtende, tvetydig og ambivalent. Hurtig, nem og billig.

Sårende, dybest set.

Vi kan gemme os bag skærmen, og det er så det vi gør. Vi er blevet dårlige til at tage vare på hinanden, måske fordi vi har travlt med at beskytte os selv. Vi er blevet rådvilde, og som sådan sendrægtige, vi skyder tiden ud, eller spilder den.

Fordi den virkelige nærhed, den kødelige kontakt er blevet så svær.  Mødet, blikke der mødes, hænder der mødes, hud mod hud. Også når det gør ondt.

Det er blevet sværere at tale om hvordan tingene egentlig er. At bruge hjertet som telefon, istedet for at bruge telefonen som hjerte.

telephone

Tagget , , , Skriv en kommentar

Hjertets sorg

3oSw
Hvornår går jeg itu? Nu? Ja.

Nogle gange føler jeg, at jeg er kronisk defekt. Som om mit hjerte kontinuerligt brister, for så at skulle klistres helt igen.

Som om min bevidsthed splintres i tusinde stykker. Skrøbelig og skør som glas.

Alligevel – der er ikke noget galt med mig. Jeg er et helt menneske, en kvinde, der lever sit liv fuldt.

Mit hjerte lever sit liv.

Og nogle gange føles det som en melankoli, en hjertets sorg, når jeg vågner om morgenen – som et savn, der aldrig helt slipper sit tag.

Jeg spekulerer på, hvorfor jeg føler denne smerte. Men der er intet svar.

Det er.

Jeg besluttede mig for at give slip på modstanden. At byde det velkommen. At lade være med søge trøst, lindring og substitutter.

At lade være med at spørge, hvornår det holder op. Det holder ikke op. Savnet, denne skurrende sult vil aldrig forlade mig. Sorgen over det der ikke blev, smerten og ensomheden.

Det gør mig stærkere og blidere på én og samme tid. Spejlblank og blød.

Det skaber et åbent felt. Lader lyset strømme ind og ud. Det giver mulighed for genkendelse, erkendelse – og paradoksalt nok – frihed.

Der er en mening med sorgen.

Tagget , , , Skriv en kommentar

Danseren

Hvem er hun, der kigger frem som morgenrøden,
smuk som månen,
strålende som solen,
skræmmende som en hær under banner?

Hun rører på sig.

Hun har mange ansigter, mange skikkelser, en af dem er danseren.

Hun danser i takt med universets rytme, lader slørene falde, et efter et. Bag hvert et slør er en hemmelighed, som du vil kende, hvis du overgiver dig.

Hendes øjne skinner, hendes læber er røde, bløde og indbydende, hendes hår er flydende silke.

Hendes hud er salvet, duftende af patchouli, sandeltræ, cedertræ.

Hun bærer roser. Slangen og duen er hendes avatarer.

babalonHun har former, bløde bryster, vuggende hofter, bag sløret anes hendes vulva, og duften når dig, når hun hvirvler rundt. Du rammes på alle dine sanser, du er vækket. Ny.

Din bevidsthed er som ild, og tænder hele din krop. Du er en flamme, tændt af hendes flamme.

Hun er en kilde, en forseglet have, vár dine skridt.

Du må træde stille ind i strømmen, ind i forførelsen, i mysteriet, ind i hendes sfære.

Overgive dig.

Dansen og danseren bliver ét.

Hun hvisker i natten under stjernerne i dit øre, og du kan mærke hendes søde ånde mod din kind:

“Jeg er skøgen, og den hellige”

Tagget , , Skriv en kommentar