Traume

“Thi stykkevis erkender vi … “

Det er først nu, at jeg begynder at forstå det fulde omfang af hændelserne i min barndom. Det har været en lang proces, der er kommet stykkevist. Men det har givet mig en stor indsigt i mit eget sind – og den menneskelige tilstand, kan jeg sige uden at blinke.

For længe siden læste jeg, at det at have en alkoholiseret forælder kan afføde et traume på samme vis som krigsoplevelser, overgreb og ulykker. Dengang blev jeg overrasket over at det kunne være “så slemt”, og tog det ikke helt alvorligt – måske fordi jeg ikke ville erkende det.

I disse dage har jeg af forskellige årsager følt at jeg hang i en meget tynd snor. For andre, udenforstående, ville det forekomme uforståeligt, for det der sket i den foregående uge har blot været en ekstrem travlhed. Men samtidig med at der har været travlhed hjemme har der været omorganisering på arbejdet, og begge dele er triggere for stress.

Derfor fik det mig til at tabe luft. Jeg var på nippet til at blive stresset. For et år siden udløste private omstændigheder en akut stress, der fik mig til at gå kortvarigt ned med flaget. Heldigvis var det kortvarigt, og jeg kom op igen.

Jeg er stærk, en overlever, som voksne børn af alkoholikere ofte er.

Både nu og for et år siden var min umiddelbare reaktion derfor, at jeg burde kunne klare det. Men det kan jeg ikke, og erkendelsen af, at jeg ikke skal klare alt, men at det er okay – at erkende at jeg ikke kan, medfødte heling. Måske netop fordi jeg med tiden har lært at række ud og bede om hjælp – istedet for som da jeg var ung, at overleve – og lide – i stilhed. Jeg føler en intens sorg over den unge pige og kvinde, som dengang stod alene i kaoset.

Min pointe med alt dette er, at jeg har erkendt at jeg bærer på en post traumatisk stress, der kan udløses, når mit rolige, naturlige habitat udfordres – når der sker for mange ting på een gang. Og det er naturligvis ikke på nogen måde for at gøre mig selv til offer, at jeg skriver dette, snarere tværtimod. Mit liv er godt, jeg er – sædvanligvis – stærk, sund og glad.

Men min pointe har naturligvis også et videre perspektiv. Vi kan aldrig helt kan vide, hvad der foregår hos og i andre, og hvorfor de reagerer som de gør, og at vi derfor må være overbærende, opmærksomme og omsorgsfulde.

At bære over med – måske kunne det strækkes til at betyde, at vi hjælper andre med at bære deres byrde – at bære med. Jeg har heldigvis oplevet, at mange gode mennesker bærer over med mig.

At være opmærksomme – at se tegnene hos andre, når de er på nippet til at krakelere.

At være omsorgsfulde – måske er det blot at lytte, at sidde sammen med i stilhed – det kan betyde alt.

Og vilje og evne til omsorg er nødvendige i disse tider, vi har brug for det, vi har brug for hinanden, vi har brug for godhed og kærlighed.

Og uanset om vi tror på en højere magt eller ej, så kan kærligheden og det at være kendt jo betyde at vi simpelthen vælger at kende os selv i den Anden, og føler os kendte af den Anden:

“Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

This entry was posted in Prima Materia and tagged , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *