“Blessed be the fierce of want and the howl of despair”
Igen møder jeg ulven.
Sulten lister den rundt i mørket, søgende, ventende på at sætte rovdyrtænderne i en ny luns frisk, dampende kød.
Hello darkness, my old friend.
Jeg har mærket længslen, det gør jeg ofte, men det er længe siden jeg har mærket det begær, der ligger vibrerende under længslen, dens mørke grundtone.
Men der er den sørme. Ulven. Den hyler mod månen i skovkanten, dens øjne, der lyser hvidt og ildevarslende i mørket. I mit mørke vel at mærke. Det er længe siden, at jeg blev konfronteret med dens rå sult, dens begær, den primitive drift, dens animalske drive.
Den er som altid drevet af et urgammelt instinkt. Den er som altid vild, utæmmelig.
Selvom den er min ven, selvom jeg sætter pris på den, fordi den er livet i sin rå form, og minder mig om at mit vilde hjerte slår, ved jeg at den må dø.
I alkymien bliver kongen halshugget og hans krop givet til ulven, der sluger den. Ulven bliver brændt på bålet. Ilden er lidenskab, passion – og bevidsthed, der destruerer ulvens vilde begær, så noget andet kan fødes i flammerne.
Fugl Fønix.
