I’m walking on sunshine
I dag gik jeg på solens stråler og bød foråret velkommen. Jeg strålede og de mennesker, jeg mødte, strålede tilbage.
En helt ny begyndelse er ved at tage form. Jeg ved det, jeg ved det helt ind i min sjæl.
En helingsproces har fundet sted, en ny renselse ved ild; calcinatio. Det er ikke sjovt. Det brænder, men det som kommer ud af flammerne er som bekendt Fugl Føniks.
Temaer har det med at gentage sig selv på nye niveauer – og vi skal danse i flammerne flere gange i livet. Føle at vi bliver brændt til aske, for så at flyve igen.
Det betyder ikke, at sårene er væk. Jeg blev faktisk lige mindet om, at de altid vil være der.
Jeg vil have en tendens til genopleve al den gamle smerte, når jeg føler mig afvist eller forladt eller såret. Men nu ved jeg at det er min smerte, mine sår, og egentligt intet har at gøre med det menneske, der aktuelt trigger dem. Ikke at jeg ikke føler vrede eller sorg. Men jeg kan bære det, og undlade at vende det mod mig selv. Jeg kan dis-inficere (!) eller dis-identificere mig – og dog føle det.
Jeg kan takke for refleksionen, for det jeg fik tilbage, og jeg kan stå ved og i mine egne følelser, de negative og de positive. Jeg kan være være tro mod mig selv, min passion, min Eros.
Jeg kan undlade at forlade mig selv, når jeg føler mig forladt. Jeg kan lade være med at samle brødkrummer eller gå på knive. Jeg kan blive hjemme og være tro mod mig selv.
Jeg kan hviske til mig selv i mørket; “Jeg er her, nu”. Og jeg kan være her – i verden.
Jeg kan være i ambivalensen og paradokset:
“Ride your horse along the edge of a sword;
hide yourself in the middle of flames”