Ambivalens

At leve med ambivalens er som at have en glassplint i hjertet. Altid.

For nyligt delte jeg et link på Facebook, der handler om de vanskeligheder voksne børn af alkoholikere har. Der var ti punkter, og jeg kunne genkende mig selv i dem alle, og det var egentligt ikke særligt sjovt – men tankevækkende.

Men der mangler ét punkt på den liste: Ambivalens.  Jeg kender den. Jeg har følt ambivalens i forhold til alt; min krop, min rolle som mor, og da jeg var gift til at være hustru, til sex, til kærlighed, til at være alene og mange andre ting.

Ambivalens i forhold til min eksistens.

Det er at være fanget i spændingsfeltet mellem to eller flere muligheder, uden at kunne holde den spænding ud. At slippe ambivalens handler ikke om at vælge én pol, én ekstrem, for det fører lige lukt i ekstremens modsætning. Men at udholde spændingen i sig selv – og den sætning  kan jo igen forstås på to måder …

Jeg har nogle gange taget nogle beslutninger, der bunder, ikke i et reelt ønske, men i min manglende evne til at udholde den spænding. At erkende det nu er trist, men sådan har det været.

Ambivalensen er også ikke at kunne holde flertydighed ud. Normalt er det ikke et problem, men for nogle måneder siden oplevede jeg at blive “drillet” i en selskabsleg, hvor der pludselig gjaldt nogle særlige, men uudtalte regler for mig. Og det kunne jeg simpelthen ikke være i, selvom drilleriet i udgangspunktet var kærligt ment. Og jeg tror det har at gøre med den usikkerhed der ligger i aldrig at vide, hvor jeg havde min mor.

Det handler om ikke at vide, om jeg er voksen eller barn. Børn af alkoholikere har det med at enten forblive barnlige (puer aeternus) eller at blive for voksne for tidligt (senex). Men jeg oplever det ikke som et enten eller, jeg oplever det som en fundamental usikkerhed på min rolle i verden. For mit eget vedkommende er jeg barnlig, men jeg blev også følelsesmæssigt voksen tidligt, idet jeg lærte at mærke min mor og hendes behov knivskarpt, at have radaren og antennen dér nonstop.

Noget som nu viser sig som en veludviklet evne til at tune ind på andre mennesker og deres aktuelle mood, og den stemning, der hersker i en given situation, i et rum, i en samtale, i et blik. Med andre ord, empati. Kunsten består i ikke at gøre det til mit ansvar. Det at blive voksen for tidligt indebærer også at være kontrollerende og perfektionistisk – og dét bunder dybest set i frygt.

Først sent har jeg lært at føle min krop, at acceptere min vrede, ikke at skamme mig over at hun drak. Skammen er del af billedet; barnet af alkoholikeren skammer sig over ikke at blive elsket; “for hvis mor/far elsker mig ville hun/han da ikke drikke, vel? Jeg må være u-elsk-værdig”.

Børn af alkoholikere, der selv bliver forældre kan have en følelse af at fake. Fake it till you make it. At fake at være en ansvarlig, voksen forælder . Vi “leger” far, mor og børn. Børn af alkoholikere, der selv får børn, kan opleve en stærk længsel efter selv at blive holdt af en god mor eller far, men den forælder eksisterer ikke, og den forælder eksisterer heller ikke på det indre plan, for den indre forælder er bare ikke blevet bygget op i opvæksten af de egentlige forældre, der havde den psykologiske opgave at skabe en internaliseret, moden ansvarlig voksen i barnet i det rette tempo.

Voksne børn af alkoholikere har det med til stadighed at føle at de bevæger sig i et minefelt. At verden er  et minefelt, selvom omstændigheder og livssituation har ændret sig til det meget bedre. Voksne børn af alkoholikere kan opleve at være sårbare, skrøbelige, og sensitive; en børnevoksen, der ikke rigtig har fundet sig selv i verden.

Voksne børn af alkoholikere er også benstærke.

Det gode ved det er at der ligger en smuk mulighed for at blive åben og empatisk i forholdet til andre mennesker. Det smertefulde er, at det kan opleves som en konstant sårethed.

At se og an-erkende mig selv med dette sår har både været en lettelse og en forklaring af mange ting (her var jeg ved at skrive sting (stik), og det er også sandt), der er sket i mit liv. Fx hvorfor jeg kan have det svært ved at føle mig låst fast, hvorfor jeg har behov for at føle mig intellektuelt dygtig og anerkendt for dette, hvorfor jeg føler at mine projekter kuldsejler, hvorfor min stresstærskel er lav, hvorfor jeg føler angst i nogle situationer, hvorfor jeg har svært ved at styre min vrede etc.

Det har været en lettelse at se i øjnene at sådan ser de kort nu ud, som jeg er blevet givet. Ikke at se det sådan, og føle at jeg var værdiløs, og det var min skyld, har været ekstremt pinefuldt i perioder. Dette er ikke skrevet for at forklare alt med en svær barndom, og at lægge ansvaret for mig selv fra mig. Det er skrevet for at sige, at det at se, mærke og være i såretheden og se at det, såret, ambivalensen, skammen, altid vil være en del af mig, af min kompleksitet. Og at dét faktisk er en vej til helbredelse og heling – en måde at blive større end såret. Det er ikke hele mig, jeg er ikke dét.

Skabes der bevidsthed i dette sårede felt er det muligt at transcendere såretheden, at leve med den og acceptere, at sådan er jeg, at tage min søgende åbenhed på mig, og turde blive i dét felt. Og dermed har jeg lært at bedre at turde være  i det ambivalente felt, istedet for at forfalde til ekstremer.

Det tager tid, tillid og tilgivelse.