Ude at svømme

I går var jeg ude at svømme, i mere end een forstand, men også sådan helt bogstaveligt, i et cirkulært bassin. Jeg kan godt lide at svømme i cirkler. Fordi det væsentligste ikke er hvor langt jeg svømmer, men AT jeg svømmer.

Det gode ved at svømme er det kan blive en meditativ tilstand, hvor tankerne bare kommer og går, lidt som i yoga.  Min yogalærer sagde at yoga er en proces.

Naturligvis tænkte jeg en masse tanker. Blandt andet på at jeg bedre kan lide at bevæge mig i en proces, eller cyklisk, organisk, som i svømning, yoga, vandring eller cykling.

At der er meget, der er blevet projekter, snarere end processer. At vi orienterer os lineært, snarere end cirkulært.

At have en krop fx. Alene dén formulering viser en  kroppen som objekt og os som ejere af den krop. Subjekt-objekt dikotomien igen.

Vi gør ting ved vores kroppe så de skal performe bedst muligt, eller vi undlader at lytte til kroppen indtil det er for sent. Især hvis vi med opmærksomheden mest er i vores tanker. Derfra kan man sende en masse beskeder til kroppen om at den skal opføre sig på bestemte måder, være på bestemte måder – og kritisere den og sig selv hvis den ikke er sådan.

Uanset om vi perfektionerer kroppen eller helt neglicerer den kan det være et udtryk for at sind og krop ikke har forbindelse. At vi ikke ER vores krop.

Og pludselig dér i bassinet, mens jeg svømmede rundt og rundt, besluttede jeg mig for, een gang for at alle at slutte fred med min krop. At indstille kampen mod kroppen. At bebo den og glædes over den, fremfor at vurdere og kritisere og forvente ting af den i mit ikke så stille sind. At give den kærlighed og omsorg.

At vende tilbage til Mit credo: Be. Shine. Love.

At skrive som det eneste jeg ønsker at GØRE (som i ambition, villen) – men hvor processen igen er det væsentlige.

Da jeg kom ind i saunaen, faldt det mig ind, at kroppen ikke tilhører os som objekter, men er instrumenter for at der kan le’s, danses, leves og elskes igennem dem. Og at det er ikke er os, der gør det, men universet. Og det egentligt er ligeglad med om vi er perfekte, for vi er perfekte når vi stiller os til rådighed for dets latter, dets liv, dets lyst, dets leg.