Om at miste

“Accept loss forever” – et af beat-forfatteren Jack Kerouacs skrive- og leveråd.

[Til Gitte]

Vi taber en lille smule hele tiden. Tid, kærlighed, håb, besindelse. Livet går, øjeblikke glider nådesløst fra os som sand i et timeglas, mennesker vi holder af dør eller forsvinder på anden vis ud af vores liv, og håb og forventninger bliver til støv. Forskellige omstændigheder gør at vi er ude af os selv momentvis.

Elskovsmødet er slut, og det er på tide at sige farvel, vi kan ikke holde fast i elskeren, den sødme, den lyst som var, er nu blot et minde – tilbage er en udefinerbar længsel, en skælven gennem kroppen. En melankoli.

Ideer fødes og dør inden de realiseres, drømme glemmes når vi løfter hovedet fra puden, vores børn bliver store og vokser fra os, iler ud i en fremtid vi ikke er en del af, som vi har tabt på forhånd.

Æblet falder fra stammen  og går i forrådnelse i græsset i efteråret.

Døden venter, på et tidspunkt mister vi os selv, uigenkaldeligt.

Hvori består trøsten i dette, hvori består håbet?

At at leve i nuet, at acceptere, at tage imod livet og dets gaver med længsel, med sult, at drikke livet ind, suge begærligt og ALDRIG tage noget eller nogen vi holder af for givet. Aldrig at miste barnesjælen men se på en ny dag med åbne øjne og i fuld bevidsthed, uanset hvad den bringer.

Altid at vide at det vi får er noget vi skal slippe, før eller siden. Jeg tror at denne erkendelse er kernen i al livsvisdom fra Heraklit til Kerouac.

Trøsten ligger i at der altid vil komme nye blomster på æbletræet i foråret.