With a little help from my friends
I kommentarerne (på Facebook) til mit blogindlæg i går var det et gennemgående tema at række ud, bede om hjælp og aflastning.
I dag ovenpå endnu en halv søvnløs nat og en begyndede forkølelse, besluttede jeg mig for at gøre det i forhold til noget praktik og logistik. Jeg bad en skolekammerats mor om at tage Elisabeth med til fastelavnsfest, og jeg bad mine venner om at tage Tristan i nogle timer, så han kan lege med deres datter.
Det føltes ikke optimalt. Det ville være optimalt at tage begge børnene med, uanset hvordan jeg har det. Men sådan er det bare ikke i dag. Intet overskud, men jeg tager alligevel én ting ad gangen. Jeg har lavet matematik med Elisabeth og gjort hende til en pirat, der ovenikøbet vandt bedste udklædning. Helt umulig er jeg åbenbart ikke.
Jeg er sikker på at de begge har haft det sjovt, og jeg har fået hvilet ud.
Min pointe med dette er, at jeg opdagede hvor svært det er for mig at gøre noget så simpelt som at bede om (praktisk) hjælp. Der er sådan en lille indre stemme, der kværner løs derinde, om hvad jeg burde gøre, om at det jo er min egen skyld og blah, blah, blah. En lille, ondsindet, giftig hvisken.
Jeg spekulerer på om det bare er mig, eller om du har det på samme måde, og om det handler om at vi føler at vi blotter os, ved at indrømme at der er noget, vi ikke kan magte? Hører du også kritiske stemmer?
Hvorfor er det så svært at bede om hjælp?
Pingback: Spørg | Prima Materia