Når sandheden gør ondt …

… at se i øjnene.

(Advarsel: dette indlæg bliver langt og personligt. Jeg håber, at det er vedkommende for andre er i situationer, hvor det kan være svært at se i øjnene at man har gang i et misbrug;  hvad enten det handler om alkohol, sukker eller cigaretter.)

For et lille stykke tid siden skrev jeg om tarotkortet To Sværd. Det betyder noget for mig rent personligt, og dette vil jeg nu dele med dig.

Jeg skrev om kortet, at det handler om at vægre sig ved se virkelighedens realiteter i øjnene. For et par år siden fik jeg det op i et oplæg, der handlede om vægttab. Det var Det Keltiske Kors, som jeg vil skrive om senere i tarotkurset. Kortet faldt på den position, der hedder Nærmeste Fremtid. Det ironiske er at det kan være svært at sige, hvor lang tid et tarotoplæg “varer”. En drøm du har i nat, kan på samme måde handle om udviklingsmuligheder, der ligger flere år ude i fremtiden. Og det samme gælder for tarot. Og især når det handler om ikke at se virkeligheden i øjnene, kan situationen vare i evigheder.

Så. Nu er jeg begyndt at forstå hvad det kort handler om i relation til mit eget vægttab og den smerte, der er forbundet med at veje for meget.

Kortet påpeger, at der er noget jeg nægter at se i øjnene, men det fortæller mig ikke hvad det er. Og det er det, der ironisk nok, først er ved at gå op for mig nu.

Jeg nægter at se i øjnene, at jeg ikke både kan være slank og spise som jeg har lyst til, eller – som jeg har en tendens til at gøre, når jeg bare er helt ubevidst om hvad og hvordan jeg spiser. Jeg kommer ikke ud af situationen før jeg holder op med at vægre mig. Dvs. før jeg ser realiterne i øjnene og tager ansvar for situationen.

Det er både smertefuldt at være i situationen og vægre sig og at tage ansvaret. Spørgsmålet er hvilken smerte der er mest konstruktiv.

Det første kommer der ikke noget ud af. Andet end endnu mere smerte. Det andet er forehåbentlig en forbigående smerte og vrede, der vil udvikle sig til noget positivt og en ny styrke.

Det lyder snublende banalt. Men nogle gange er det, der for andre forekommer mest indlysende og klart, som vi nægter at se. Det er vores blinde vinkel.

At jeg ikke kan se i øjnene, at jeg ikke både kan spise, hvad jeg har lyst til og være slank, tror jeg, hænger sammen med at mit indre billede af mig selv (og min krop) og det vægten fortæller mig om min krops vægt ikke hænger sammen. Der er et mismatch. Inden i mig selv er jeg ikke “rigtigt” overvægtig. Og derfor gør det ikke så meget liiige at spise et stykke chokolade til. Jeg kan jo hurtigt tabe mig. Eller noget.

Den ubehagelige sandhed er at jeg vejer 15 kilo mere end min ideelle vægt. Og her taler jeg ikke om objektive kriterier som BMI etc, men om, hvad erfaringen siger mig er godt for mig og min krop.

Hvad vil jeg gøre ved det?

1. Arbejde på mit selvbillede og den indre kritiker/idealist, der begge er med til at skabe et forvrænget selvbillede.

Det er en indre proces, som jeg allerede arbejder med, stille og roligt.

2. Identificere det, der er problemet, rationelt, og arbejde på at ændre mine vaner.

På den måde bliver det lettere at håndtere, rent praktisk. Håber jeg.

Mine almindelige kostvaner; morgenmad, frokost og aftensmad er der sådan set ikke noget galt med. Jeg spiser mig sjældent stopmæt og jeg spiser både frugt og grønt. Det er faktisk alt det udenom, der er problemet, det som kan og skal skæres væk, fordi det er overflødigt.

Der er to tidspunkter på dagen, hvor jeg har en tendens til at falde totalt i; den sene eftermiddag og om aftenen. Sent på eftermiddagen er mit blodsukker lavt og jeg er træt og sulten. Derudover er der oftest travlhed omkring at hente børn, ordne praktiske ting og lave mad, så der ryger der ofte noget ned, også ned i indkøbskurven, der ikke skal ryge ned; kiks eller sodavand.

Så er der aftenen. Muligvis har vi en form for belønningscenter i hjernen, der siger at når arbejdsdagen er slut må vi gerne få noget sødt. I jægersamlerstenalderen var det frugt, nødder eller bær, men nu er det utallige andre muligheder. Såsom slik. Jeg er blevet bedre til ikke at spise slik. Istedet spiser jeg chokolade. Ja. Igen et spørgsmål om at være blind over for de smutveje, jeg tillader mig selv. Chokolade og nødder (som jeg også spiser) er muligvis sundere end skolekridt når det kommer til indholdet, men det er IKKE mindre fedende. Og det er stadigvæk “slik” – og overflødigt.

Istedet for kiks, cola og slik, må det så være grønt, frugt, knækbrød med mager ost. Jeg tænker at stenaldermennesket havde fat i den lange ende. Frugt er naturens eget slik.

Jeg har været her før. Det er jeg smerteligt klar over. Jeg er faktisk ude i noget yo-yo agtigt. Jeg taber mig seks-otte kilo, tager en pause, tager det på, bliver vred og ked af det, taber mig igen etc. Fordi jeg ikke kan acceptere, at jeg ikke kan spise det jeg har “lyst” til og være slank. På samme tid. At det handler om en varig livstilsændring. At det handler om en accept og erkendelse af, at at jeg ikke tåler sukker på samme måde som en alkoholiker ikke tåler alkohol.

Det betyder ikke at den hellige stad er velforvaret. Det betyder, at jeg er ved at tage bindet af mine øjne. Små skridt.