… at se i øjnene.
(Advarsel: dette indlæg bliver langt og personligt. Jeg håber, at det er vedkommende for andre er i situationer, hvor det kan være svært at se i øjnene at man har gang i et misbrug; hvad enten det handler om alkohol, sukker eller cigaretter.)
For et lille stykke tid siden skrev jeg om tarotkortet To Sværd. Det betyder noget for mig rent personligt, og dette vil jeg nu dele med dig.
Jeg skrev om kortet, at det handler om at vægre sig ved se virkelighedens realiteter i øjnene. For et par år siden fik jeg det op i et oplæg, der handlede om vægttab. Det var Det Keltiske Kors, som jeg vil skrive om senere i tarotkurset. Kortet faldt på den position, der hedder Nærmeste Fremtid. Det ironiske er at det kan være svært at sige, hvor lang tid et tarotoplæg “varer”. En drøm du har i nat, kan på samme måde handle om udviklingsmuligheder, der ligger flere år ude i fremtiden. Og det samme gælder for tarot. Og især når det handler om ikke at se virkeligheden i øjnene, kan situationen vare i evigheder.
Så. Nu er jeg begyndt at forstå hvad det kort handler om i relation til mit eget vægttab og den smerte, der er forbundet med at veje for meget.
Kortet påpeger, at der er noget jeg nægter at se i øjnene, men det fortæller mig ikke hvad det er. Og det er det, der ironisk nok, først er ved at gå op for mig nu.
Jeg nægter at se i øjnene, at jeg ikke både kan være slank og spise som jeg har lyst til, eller – som jeg har en tendens til at gøre, når jeg bare er helt ubevidst om hvad og hvordan jeg spiser. Jeg kommer ikke ud af situationen før jeg holder op med at vægre mig. Dvs. før jeg ser realiterne i øjnene og tager ansvar for situationen.
Det er både smertefuldt at være i situationen og vægre sig og at tage ansvaret. Spørgsmålet er hvilken smerte der er mest konstruktiv.
Det første kommer der ikke noget ud af. Andet end endnu mere smerte. Det andet er forehåbentlig en forbigående smerte og vrede, der vil udvikle sig til noget positivt og en ny styrke.
Det lyder snublende banalt. Men nogle gange er det, der for andre forekommer mest indlysende og klart, som vi nægter at se. Det er vores blinde vinkel.
At jeg ikke kan se i øjnene, at jeg ikke både kan spise, hvad jeg har lyst til og være slank, tror jeg, hænger sammen med at mit indre billede af mig selv (og min krop) og det vægten fortæller mig om min krops vægt ikke hænger sammen. Der er et mismatch. Inden i mig selv er jeg ikke “rigtigt” overvægtig. Og derfor gør det ikke så meget liiige at spise et stykke chokolade til. Jeg kan jo hurtigt tabe mig. Eller noget.
Den ubehagelige sandhed er at jeg vejer 15 kilo mere end min ideelle vægt. Og her taler jeg ikke om objektive kriterier som BMI etc, men om, hvad erfaringen siger mig er godt for mig og min krop.
Hvad vil jeg gøre ved det?
1. Arbejde på mit selvbillede og den indre kritiker/idealist, der begge er med til at skabe et forvrænget selvbillede.
Det er en indre proces, som jeg allerede arbejder med, stille og roligt.
2. Identificere det, der er problemet, rationelt, og arbejde på at ændre mine vaner.
På den måde bliver det lettere at håndtere, rent praktisk. Håber jeg.
Mine almindelige kostvaner; morgenmad, frokost og aftensmad er der sådan set ikke noget galt med. Jeg spiser mig sjældent stopmæt og jeg spiser både frugt og grønt. Det er faktisk alt det udenom, der er problemet, det som kan og skal skæres væk, fordi det er overflødigt.
Der er to tidspunkter på dagen, hvor jeg har en tendens til at falde totalt i; den sene eftermiddag og om aftenen. Sent på eftermiddagen er mit blodsukker lavt og jeg er træt og sulten. Derudover er der oftest travlhed omkring at hente børn, ordne praktiske ting og lave mad, så der ryger der ofte noget ned, også ned i indkøbskurven, der ikke skal ryge ned; kiks eller sodavand.
Så er der aftenen. Muligvis har vi en form for belønningscenter i hjernen, der siger at når arbejdsdagen er slut må vi gerne få noget sødt. I jægersamlerstenalderen var det frugt, nødder eller bær, men nu er det utallige andre muligheder. Såsom slik. Jeg er blevet bedre til ikke at spise slik. Istedet spiser jeg chokolade. Ja. Igen et spørgsmål om at være blind over for de smutveje, jeg tillader mig selv. Chokolade og nødder (som jeg også spiser) er muligvis sundere end skolekridt når det kommer til indholdet, men det er IKKE mindre fedende. Og det er stadigvæk “slik” – og overflødigt.
Istedet for kiks, cola og slik, må det så være grønt, frugt, knækbrød med mager ost. Jeg tænker at stenaldermennesket havde fat i den lange ende. Frugt er naturens eget slik.
Jeg har været her før. Det er jeg smerteligt klar over. Jeg er faktisk ude i noget yo-yo agtigt. Jeg taber mig seks-otte kilo, tager en pause, tager det på, bliver vred og ked af det, taber mig igen etc. Fordi jeg ikke kan acceptere, at jeg ikke kan spise det jeg har “lyst” til og være slank. På samme tid. At det handler om en varig livstilsændring. At det handler om en accept og erkendelse af, at at jeg ikke tåler sukker på samme måde som en alkoholiker ikke tåler alkohol.
Det betyder ikke at den hellige stad er velforvaret. Det betyder, at jeg er ved at tage bindet af mine øjne. Små skridt.
Flot indlæg.
Det er ikke stenaldermennesket som har fat i den lange ende. Det er Kristine.
Kender det kun alt alt for godt.
Tak for dit åbenhjertige indlæg.
Det er en lang vej frem og tilbage, og den er lige lang, uanset, hvordan vi går den. Men der kommer små glimt af viden, indsigt hen ad vejen, det har du også oplevet her.
Selvaccept, endda egenkærlighed, tænker jeg, når jeg læser det. Holder du af dig selv og din krop ? Synes du, at du er smuk og dejlig, når du tager alt tøjet af og stiller dig foran et spejl ? Hvis ikke du synes det, hvad er det så, du ser ?
Hvis du gider gode råd, så komme jeg lige med et par stykker, som virker:
Crom (kosttilskud) er godt til at tage toppen af den søde tand og det stabiliserer blodsukkeret. Fås i Matas.
Spis som en diabetiker og/eller hjertepatient hvad angår fedt, sukker og mængde. 3 hovedmåltider og 2-3 mellemmåltider dagligt. Husk dine mellemmåltider. Det er så vigtigt, ellers gå du “sukkerkold”.
🙂 Mange kærlige tanker
AC
Kære Kristine
Min udelte respekt! Din ærlighed er modig – og rør mig dybt i mit hjerte!
~ Hans Erik
Kære alle fire, tusinde tak for jeres kommentaerer. De varmer!
Knus fra Kristine
Tak, tak, TAK! For din ærlighed og mod
Kæreste Kristine,
når du skriver om at være i situationen og vægre sig ved at ansvaret, rammer det lige i hjertet. Som du så smukt beskriver, er smerten der, uanset hvad man vælger… derfor kan man også blive forvirret og fastlåst – for begge valg og veje er med smerte…
Det var faktisk den reminder, jeg lige havde brug for; jeg tager den med mig i dag… og forsøger at lade den bundfælde sig *S*
For 1½ år siden oplevede jeg noget tilsvarende til det du beskriver – jeg faldt ved en tilfældighed (?!?! *S*) over en bog af diætist Charlotte Hartvig – “Den store Skrumpebog”. Jeg oplevede hende som meget pragmatisk, praktisk og u-dogmatisk i sin tilgang. Jeg bruger stadig hendes principper… (men spiser stadig med hjertet, når ting bliver svære) men det hjælper mig til at holde mig på ret køl, plus/minus et par kilo…
Kærlige tanker
Rina
Jeg kan også en boganbefaling. Jeg kan røbe, at døren for mit vægttab åbnede sig, da jeg læste DrPhils 7 nøgler til varigt vægttab.
Det er virkelig en bog som tager kegler.
Har du brug for en udefrakommende struktur er rækkefølgen i nøglebundtet ganske fornuftig.
Har du brug for dit personlige “nøglebundt” – hvilket jeg tror de fleste har brug for – så læs bogen alligevel og skru din proces sammen med de 7 nøgler som vidde rammer for din proces.
1. nøgle: tankerne.
2. nøgle: følelserne.
3. nøgle: nærmiljøet.
4. nøgle: impulserne.
5. nøgle: mad.
6. nøgle: motion.
7. nøgle: fællesskab.
Har man hellere lyst til en lidt overordnet tilgang til at gennemføre sit mål syntes jeg at man skal læse samme forfatters bog om livsstrategier.
Det skal dog lgie siges, at de ændringer i min livsstil jeg har foretaget i min hverdag ikke er særlige DrPhil-teknikker….men beslutninger som jeg har truffet og gennemført. Derudover findes der ikke særlige DrPhil-teknikker. men bare ganske almindelige beslutninger som skal træffes, når man ønsker en tilværelse uden at skulle gå i tøjbutikker med de store tøjstørrelser.
NB: Vægttab 25 kilo; startede i sommeren2005. Mangler 15 kilo endnu før jeg vægtmæssig er i mål. Det kommer nok.
Tak for et brag af et indlæg, Kristine – nøj, hvor jeg kender det. Ser stadig mig selv som hende, der vejer 10 kg mindre for 20 år siden.
kh A