Kunsten at leve

Jeg afsluttede mit essay om Kunsten at elske med en pointering af, at livet er også det mirakel at være i live og at tage del i livet i alle livets facetter. Kunsten at leve er også en disciplin, og den starter ved at værdsætte selve livet. Og derefter bevidst at vælge, hvad vi vil give opmærksomhed:

The only thing that’s capital-T True is that you get to decide how you’re going to try to see it. You get to consciously decide what has meaning and what doesn’t. You get to decide what to worship.

Livet er et mirakel, bevidsthed er et mirakel, at have et godt helbred og være ved sin forstands fulde brug er et mirakel. Forleden dag kom jeg til at tænke på, hvor tæt jeg er på ikke at være i live – ihvertfald ikke i min nuværende tilstand – fordi jeg er født med en stofskiftelidelse, der kræver at jeg tager medicin hver dag for at kunne fungere.

Og hvor taknemmelig, jeg egentligt er, over at det er muligt – uden at jeg faktisk tænker særligt meget over det i min hverdag.

Der er en masse ting, vi tager for givet i vores hverdag – og det er der ikke noget galt med. Vi må gerne tage ting for givet, uden at vi behøver at være dybt taknemmelige hele tiden. Nogle gange lægger vi mere vægt på og mærke til det, som mangler, end til det som fylder.

Det vigtige er ikke, om vi ser på tilværelsen med taknemmelighed eller ej, eller om vi skiftevis opfatter glasset som værende halvt tømt eller halvt fyldt.

Men om vi gør det med bevidsthed; Om vi har en form for meta-perspektiv på livet og vores levevis.

Der er fx en masse ting i min helt almindelige tilværelse, der kan drille mig i hverdagen. Sagen er bare den, at hvis ikke jeg hver dag kunne tage to små hvide piller, så ville det hele være fuldstændigt ligegyldigt. Det sætter det hele i perspektiv.

Erkendelsen af at jeg faktisk ikke kan tage noget for givet – heller ikke de to små hvide piller – betyder at jeg får mulighed for at standse op og se på livet på en anden og ny måde.

Red or blue?I The Matrix er forskellen mellem viden og illusion
symboliseret af valget mellem den røde og den blå pille,
som Morpheus sætter Neo overfor

Det er det, jeg mener med bevidsthed og perspektiv.

Det er okay at opfatte livet som irriterende og mangelfuldt. At være ærgerlig, ked af det og fortryde ting. Ubehagelige situationer og konflikter vil opstå. Ting bliver væk, eller går itu. Relationer bliver brudt, eller løber ud i sandet. Vi mister mennesker, som vi holder af etc.

Hele forskellen består i, hvordan vi ser på disse ting. Om vi kan træde et skridt tilbage og se det hele, herunder vores egen andel og ansvar i dem udefra, med bevidsthed – istedet for at blive overvældet og identificeret. Istedet for at give andre skylden – eller omvendt tillægge os selv for stort et ansvar og betydning – i forhold til tingenes gang.

Der er to begreber her, som er værd at have in mente:

1. Det indiske begreb for ikke-viden; avidya – som betyder at ikke vide, ikke forstå, ikke se. Det opfatter jeg som værende ikke-bevidsthed eller ubevidsthed – og ikke mindst en manglende vilje til at blive (mere) bevidst. Det er ikke en dyd – og det er bestemt ikke en undskyldning! Selvom det tit anvendes som en undskyldning.

2. Det almindelige begreb interesse – som kommer af det latinske verbum inter-esse; at befinde sig midt i – men som almindeligvis betyder at tillægge noget positiv opmærksomhed.

Og hvis vi kombinerer disse to begreber, kan det hele handle om at være positivt interesseret i, hvordan livet udfolder sig, at tillade sig at blive opslugt, at leve sig ind i noget, at leve med. Og samtidigt kunne se, forstå og vide, hvilken andel, vi selv har i tingene. At kunne træde et skridt tilbage, og observere os selv og andre.

Det handler om balancen mellem at leve sig ind i levet, og se på det udefra – en kontinuerlig vekselvirkning.

Så for mig at se er livskunsten, kunsten at leve, overordnet set det at værdsætte selve livets mirakel, at kunne indtage et bevidst meta-perspektiv, at balancere mellem indlevelse og observation. Og endelig – og ikke mindst at vælge, hvad vi vil fokusere på. Hvad vi vil bruge vores dyrebare tid, frihed og opmærksomhed på:

The really important kind of freedom involves attention, and awareness, and discipline, and effort, and being able truly to care about other people and to sacrifice for them, over and over, in myriad petty little unsexy ways, every day. That is real freedom. The alternative is unconsciousness, the default-setting, the “rat race” — the constant gnawing sense of having had and lost some infinite thing.

I løbet af det næste stykke vil jeg skrive en række indlæg om det at leve – og hvad der er vigtigt for mig i livet. Det vil sige, dét jeg har valgt at fokusere på. Det er ment som inspiration, perspektivering og reflektion.

Du har foretaget andre valg. Det vigtige er bare, efter min mening, at det er bevidste valg.

Citater fra David Foster Wallace: This is water.

This entry was posted in Prima Materia and tagged , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *