“And love is not a victory march
It’s a cold and it’s a broken Hallelujah” Cohen
En veninde spurgte mig, om jeg – selv om jeg føler at kærligheden og forsøgene på kærlighed er forlist – hellere vil have været det foruden?
Kærlighed, kærtegn, kys, sex, intimitet?
Nej.
Det skaber en klangbund for min længsel.
En veninde spurgte mig, da vi gik tur i Tisvilde Hegn, hvor jeg er om 5 år. Og det havde jeg simpelthen ikke noget svar på. Fem år ude i fremtiden er lige nu ikke-eksisterende, ren abstraktion. Men da jeg havde været blank et stykke tid kom der et svar, et ønske.
At blive gift igen.
Jeg ønsker at jeg møder en mand, som jeg kan bygge et modent og dybt følelsesmæssigt, spirituelt og seksuelt forhold til – 1:1. Noget er blevet lagt endegyldigt bag mig, og de oplevelser med kærlighed, jeg har haft har efterladt mig ked af det, såret – og åben.
Men ikke klar.
Vi oplever alle frygt. Jeg frygter at miste mine børn og venner, jeg frygter at miste mit helbred, mit arbejde og min bolig. Det er grundangsten; at miste de nærmeste, helbredet og eksistensgrundlaget.
Jeg har ikke en “bucket list”, jeg skal ikke nå at bestige Mount Everest eller svømme med delfiner, selvom det sidste sikkert er skønt. Nogle af mine egne drømme, har jeg endda lagt på hold, suspenderet for at leve uden mål, men i nærværende, i nuet, i mødet. Det har været en lettelse.
Jeg har ikke en liste over oplevelser jeg skal have for at mit liv er en “succes”.
Men jeg har én dyb frygt. Jeg frygter at jeg ikke møder dén kærlighed. Jeg er nu klar over, at den blot er én del af spektret. Kærlighed er stor og åben, og i sin essens ubetinget. Dét er ikke en kærlighed, der skal gøre noget for mig, helbrede mig eller gøre mig hel. Det er en kærlighed, der deles med en mand, der selv kommer hel.
Måske har jeg mødt den, uden at være klar.
Klar.
For mig er det ord ladet.
Det kan betyde parat. At være parat til kærligheden. Men tager kærligheden, i form af Eros’ pile hensyn til, om man er parat? nej – det kommer som et lyn fra en klar himmel. Her kan man virkelig være på Herrens mark, Udsat på Hjertes Bjerge. Det er forelskelse. Det er en slags rus, en tilstand af impermanent sindssyge.
Klar.
Det kan betyde at være transparent, gennemsigtig, rolig, lysende, utvetydig, tydelig. I den forstand har jeg ikke været klar, det erkender jeg nu – og dét er en erkendelse, der stikker giftigt.
Men igen – min erfaring og oplevelser med kærlighed og tab af kærlighed, er med til at lutre mit hjerte, og selvom jeg ikke er klar endnu og nyder blot at være mig, så er længslen ikke død, ilden brænder stille.
Og een dag er jeg jo Klar. Vil jeg tro.
Det værste ved at være al-ene er længslen efter de fysiske kærtegn, den sensuelle og seksuelle intimitet, kys og kram. Dén længsel er en bitch. Og der altid en fare for at springe over, hvor gærdet er lavest, skyde genvej og ikke være alene i den periode, der skal til, før jeg bliver klar.
Min frygt er at jeg når at miste hår og tænder, at blive gammel, grim og fed – bitter – inden jeg når at opleve den passionerede dybe kærlighed, som ikke er nem, men måske enkel, og som jeg inderligt tror og håber er, også for mig. For mit hjerte, for min sjæl, for min krop, for mit sind.
Den har ikke manifesteret sig i blandt de titusinde ting.
Jeg er ikke klar. Det er som om at vandet i min indre sø, mit reservoir, skal være helt stille, mørkt og dybt i en periode. Der vil være en stilhed, der vil være en følelse af nåde, af glæde over livet som det er, en given slip på alle drømme, håb og ønsker til kærlighed i nogen specifik form. Men den store længsel kan ikke slippes, for så brister håbet. Der vil endda være en hengivelse til mørket og frygten for afvisning, forkastelse og min indre følelse af værdiløshed. Der vil være et fald ned i mørket, dybet – og det må ske.
Jeg sætter min lid til lyset i mørket – eller det alkymisterne kaldte Lumen Naturae. Til at klarheden og lyset skinner i mørket.
For mig rummer kærligheden helheden – både lyset og mørket.
“I love you as certain dark things are to be loved,
in secret, between the shadow and the soul.” Neruda