For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg om at Vi allerede er oplyste. Og om at det handler mere om at forstå og udvikle sine relationer til andre end at udvikle sig selv.
Selvudvikling er blevet en slags mantra, på linje med Mindfullness og Spiritualitet. Som om de er mål i sig selv. Faktisk bliver der vel set lidt skævt til én hvis man ikke ønsker at udvikle sig selv. Hvis man siger Selvudvikling – nej tak!
Det som jeg har et problem med i forhold til begrebet Selvudvikling er at det må forudsætte at vi ikke er dem vi skal være, at vi på en eller anden måde er uudviklede eller defekte, uperfekte. At vi bør udvikle os for at blive – hvad? Bedre udgaver af os selv? Nogle der opnår det de sætter sig for, perfekte? Eller bedre, mere harmoniske mennesker?
Sofia Manning beskriver det således i sin nye bog Hvad venter du egentlig på?
“Den primære grund til at jeg skriver denne bog, er, at jeg efter at have brugt masser a værdifuld tid, penge og energi på utallige selvudviklingsworkshopper fandt ud af, at alt det, jeg troede, jeg skulle finde udenor mig selv for at opnå det jeg søgte, rent faktisk var inden i mig.”
Jeg kan godt lide tanken om at vi allerede rummer det vi er. At vi er oplyste. Men at det handler om at erkende os selv, selv at tænde lyset, at blive bevidste om dem vi er. For ofte har vi selv lagt en skygge, et klæde, over lampen, og har glemt os selv og dem vi er, det vi rummer af godt og ondt.
At turde se sig selv og sine indre dæmoner i øjnene er svært. Det er en smertefuld proces. Det kræver mod, ærlighed, indsigt og tilgivelse. Måske magter vi ikke at se på os selv og at acceptere os selv som de mennesker vi nu er, ikke kun gode, ikke kun onde. Men bare som mennesker. Måske magter vi ikke at kende os selv og har derfor så travlt med at løbe væk fra os selv, for at “udvikle” os selv.
Selverkendelsen er imidlertid nøglen til skatkammeret, til det helligste. Gnothi Seauton stod der indskrevet ved Apollontemplet i Delphi. For at møde det guddommelige må du kende dig selv.
Også når det gør ondt – også når det at se sig selv i øjnene virkelig smerter. Sagen er at jo mere ondt det gør, jo mere lys tænder du, jo mere bliver du i stand til at se dig selv og det du virkelig rummer af godt og ondt.
Det lyder så oplagt, at det er inde i dig selv, du skal finde ‘selvudviklingen’, ja, det ligger i selve ordet.
Alligevel synes jeg ofte, at ‘selvudviklere’ leder efter et svar derude et sted. Enten i en bog, et kursus en hjemmeside eller hos en anden person. Underligt nok egentlig.
Det udspringer nok af den tendens, der er til, at vi forventer at andre løser vores problemer eller det kan købes.
Til allersidst – og efter at prøvet alt, hvad der er at prøve på markedet – så finder ‘selvudvikleren’ frem til sig selv igen og finder ud af, at det faktisk er både der, det starter og slutter.
Jeg kunne ikke være mere enig i din betragtning, men som du også skriver andetsteds så byder tiden os til at kigge indad og finde svarene der.
Jeg har arbejdet med selvudviklingen i flere år, også den udenfor. Jeg er én af de skyldige og bruger i øjeblikket meget tid på at redefinere og helt overveje et farvel til selvudviklingen som begreb og opgave.
Sandheden er, at vi ikke kan undgå udvikling, hvis vi lever i virkeligheden med øjnene åbne og ikke viger udenom smerten. Med mindre vi altså vil opleve den samme smerte om og om igen, Hvis ikke, så lærer vi af den til næste gang og så har vi flyttet os, om vi havde projekteret det eller ej.
Selvudvikling er gjort til meget mere end det egentlig er, men ligesom tendensen ses mange andre steder i vores tilværelse, så tror jeg også, at vi er – jeg er i hvert fald – på vej til en meget enklere (og sikkert også sværere) selvudvikling. Men i den ligger indsigten, balancen og stilheden, den ligger indeni os alle.
Tak for dine fine og meget smukke indlæg her på bloggen.
Kh
Lykke
Pingback: Tak | Hjertets Renhed
Pingback: Spirituel praksis | Hjertets Renhed
Pingback: Tarottens Djævel | Hjertets Renhed
Pingback: New Age | Hjertets Renhed
Pingback: Spørg | Prima Materia