Du er selv dit liv

Mit yndlingsdigt er dette af Fernando Pessoa fra De Flygtige Roser af Ricardo Reis (et af Pessoas adskillige aliaser):

“Du skal ikke, Lídia, i rummet opføre
Noget fremtidigt, eller love dig selv
Et i morgen. Tag for dig af i dag, vent ikke.
Du er selv dit liv.
Træf ikke beslutninger, der er ingen fremtid.
Hvem ved om ikke skæbnen mellem bægeret du tømmer
Og det du fylder op igen, har åbnet
Afgrunden for dig?”

Især sætningen Du er selv dit liv, gjorde stort indtryk (og gør det stadig) den første gang, jeg læste digtet.  Nogle gange kan en enkelt sætning få det til at løbe én koldt ned ad ryggen – den erfaring har alle læsere – og det gjorde den sætning ved mig.

Sandheden i den er så klar og så enkel. Du – i kød og blod – og den ånd eller bevidsthed – du er i dette nu – er dig. Hverken mere eller mindre. Men det er også meget, når man grunder nærmere over det. Alt det som vi ellers definerer os med (penge, job, interesser, ejendele etc) betyder intet i sammenligning med det liv vi er Her & Nu. Og dét er svimlende alt.

Det er ikke muligt at gribe fat i et i morgen eller i går, for det eksisterer ikke. Tiden, livet, nydelsen er flygtig. Kun nuet, hvor vi oplever nydelse og kærlighed, samt bevidstheden om dette nu,  gælder – om det handler hele digtsamlingen.

Men denne ene sætning opsummerer idéen perfekt.

Du er selv dit liv.

Husk det.