Sidste søndags afsnit af Borgen har naget mig de sidste par dage. Vi har den kvindelige minister – spillet af Stine Stengade – med magt, dygtighed og erotisk udstråling. Hun bringer et lovforslag på bordet, som skal skabe ligestilling i alle bestyrelser. Naturligvis er det ikke populært, og det er så det afsnittet handler om. Lovforslaget bliver vedtaget – i sidste ende – men ministeren må gå af.
En smædekampagne er blevet sat igang om, at hun har bollet sig til tops. Det er ikke det, der fælder hende. Det der fælder hende er, at hun har snydt med sine eksamensbeviser i bedste Anna Castberg stil.
Det er historiens gang, hun bliver bedt om at trække sig tilbage med henvisning til smædekampagnens betydning for hende og hendes familie. Sagen er, at Statsministeren ikke kan have en minister, der har løjet om sine kompetencer og kvalifikationer. Det er forståeligt nok.
Det der irriterer mig er, at det rent narrativt – på metaplanet – ikke er muligt at fortælle historien på en anden måde. At skabe en anden – “happy ending” – hvor hun godt kan være smuk , magtfuld og dygtig på samme tid. Hvor hun har kvalifikationerne og kompetencerne, samtidig med at hun er smuk, attråværdig OG magtfuld.
Virkeligheden viser jo, at det er sådan – at det kan lade sig gøre; at kvinder kan det hele. Men den historie kan måske ikke fortælles? Borgen sidder fast i en sump, hvor disse ting stadig er uforenelige. Det er en kliché.
Jeg er bekymret for, hvad det alligevel fortæller om virkeligheden – eller vores opfattelse af den?