Den hellige Gral

“Alas that he did not ask the question then!
I still sorrow for him on that account.”

Parsifal stiller ikke spørgsmålet, om hvem gralen tjener, og forfejler derfor i første omgang sin Quest. Men det forekommer mig at vi har stillet spørgsmålet lige siden, uanset, om gralen har haft form af et kar, en kolbe, et krus, et bæger, et fad, en sten eller et hoved.

Intet andet symbol i den vestlige mytologi har vakt så stor inspiration og fascination som Den hellige Gral. Utallige moderne fortællinger har Gralslegenderne som en direkte eller indirekte reference. Helt op til det 21. århundrede beskæftiger vi os med dette mystiske og spirituelle ikon i bøger og film.

Det er et symbol, der bliver ved med at tale til os, det vil os noget, og vi vil det. Vi længes.

Jeg blev selv fascineret af Da Vinci Mysteriets kerneteori; at Den hellige Gral i virkeligheden var Maria Magdalene, og at hun spillede en langt mere central rolle for Jesus end hidtil antaget. Det kan naturligvis diskuteres, og det er sandelig blevet det, hvorvidt der overhovedet er nogen faktuel sandhed i den konspiration, som bogen bygger på.

Det interessante i den sammenhæng er for mig ikke – fordi jeg beskæftiger mig med mystiske begreber som fx Det symbolske liv, Det tredje sted, Active imagination og The transcendent Function – om det er sandt i betydningen faktuelt sandt. Men hvad ideen om at et menneske eller menneskét er Den hellige Gral, betyder på et dybere, symbolsk plan.

Jeg mener at, det som Da Vinci Code først og fremmest betød på et symbolsk plan var at introducere Ideen om det kvindelige som guddommeligt i mainstreamkulturen. En Det hellige Feminines genkomst. Og det ramte et sted, en længsel fordi der ER et tomrum, og det har der været i mere end 2000 år. I kulturen, i religiøsiteten, i det spirituelle  og i sjælen hos både indviduelle mænd og kvinder.

Parsifals og de andre ridderes søgen efter Den hellige gral, der fører dem igennem utallige trængsler og skaber uendelig lidelse er naturligvis en symbolsk, indre rejse efter oplysning og indre renhed. Således er begrebet ridderlighed central i gralsfortællingerne. Fx skrev Chrétien de Troyes i en kultur, hvor idealerne om ridderlighed (og den høviske kærlighed, troubadourernes kærlighed) var værdsat og dyrket.

I en jungiansk forståelse er Gralen et symbol på individuationens mulighed i alle mennesker, og som et omdrejningspunkt for det guddommeliges virke i vores liv. Gralen er på den måde en repræsentation af Kristus som symbolet på det guddommelige i det menneskelige. At søge gralen, som Parsifal, bliver dermed en kristusproces, en hjertes proces, som vil alle kan følge på vores vej, uanset hvor vi kommer fra og hvilken kultur og religiøs overbevisning vi tilhører.

For mig at se transcenderer Gralen sådanne skel, også selv om den i høj grad er et kristent symbol. Hele Arthur myten, som gralssymbolet er blevet vævet ind i er dog rodfæstet i en ældre, hedensk forestillingsverden, hvor Karret (fx Gundestrup karret)  traditonelt symboliserede liv, død, frugtbarhed og muligvis blev brugt i rituelle og shamanistiske sammenhænge.

Senest har den danske mystiker Lars Muhl beskæftiget sig med Gralslegenderne og Gralen som symbol. Gralsrejsen er her en spirituel rejse, en mulighed for det moderne menneske, som søger end indre sandhed, der peger ud over tomhed, udnyttelse, materialisme og fremmedgørelse.

Og det bringer mig tilbage til forestillingen om mennesket som Den hellige Gral – på samme måde som kroppen kan ses som symbol på det alkymistiske kar. Mennesket i Guds billede er Den Hellige Gral selv. Men først når bægeret er blevet tømt, er der mulighed for at fylde det med noget nyt.

Eller som det hedder i bogen Gral:

“Hjertet er den sande gral.”

Det tror jeg.