En aften i kærlighed

“My mind must be free
To learn all I can about me”

Friheden synes at være et tveægget sværd. Enten bundet i vågen selvberoenhed eller i bitter ensomhed. Det er ikke et klart valg mellem den ene eller anden stemning. Nogle gange føles det på den ene måde. Andre gange på den anden.

Ikke desto mindre var budskabet fra mine drømme denne morgen, meget direkte udtrykt:

“Hvad er problemet?”

Underforstået med den situation, du er i nu. Som et venligt, men bestemt spark i røven. Vågn op, vær den du er, nyd det åbne felt, tag ansvar for dig selv, dit liv, din kreativitet, elsk dig selv, så du ikke kommer til at elske ud fra en følelse af mangel eller længsel. Det er min tolkning af budskabet.

For nylig skete der der at jeg mærkede at længslen efter denne fantasifigur, som jeg har kaldt Elskeren, pludselig var væk. Ikke eksisterende. Som om min længsel var vendt tilbage til mig selv. Eller opløst, og kærligheden nu atter kunne blive konkret, manifesteret i det jordbundne, almindelige – eller som U2 synger:

Cause we can’t fall any further if
We can’t feel ordinary love
And we can not reach any higher,
If we can’t deal with ordinary love

Når den manifesterer sig.

I aften manifesterer kærligheden sig som selv-kærlighed, besøg i en boghandel (det var dyrt), sol, jazz i radioen, ro til at skrive, og derigennem reflektere over forholdet mellem frihed og kærlighed. I virkelighed er der ikke nødvendigvis et modsætningsforhold.

bøger2

Så er der den underlige erkendelse af at det er muligt at længslen er væk, men der er opstået et savn, og for mig er savn bundet til det specifikke, det kropslige, det konkrete, det personlige. Hvor længsel er abstrakt og mere diffus.

Kunsten er at acceptere savnet og adskillelsen, at slippe det menneske, jeg savner og ikke henfalde i neediness. Det er fint at savne. Selv når jeg ikke bliver mødt i savnet.

Det er godt at være i det som er. Kærlighed, savn, ensomhed. Engang var der en klog kvinde, der lærte mig at der er forskel på at være ensom – og Al-Ene. I det at være alene er man både Alt og Een på samme tid.

Frihed er ikke længere et spørgsmål om at flyve ud, men i friheden til at hengive mig til det, der er. Nu.

Gail Sher skriver – om at lytte indad og at skrive, men jeg tænker at det også kunne være relevant for længsel og kærlighed, og dybest set handler om væren:

“Don’t even picture your body more narrow, your mind more agile, your soul more stout. Don’t go there. Don’t go anywhere. Simply stay where you are”

This entry was posted in Prima Materia and tagged , , , , , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *