Bitch I

For nylig læste jeg Bitch – In praise of Difficult Women af Elisabeth Wurtzel.

Hvis jeg skal være ærlig, så ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene om den. Jeg kan godt lide dens grundlæggende budskab – som jeg  kommer til straks – men den har nogle problemer. Dels er den for lang, dels taler den om amerikanske forhold i sluthalvfemserne og det føles sjovt nok som værende meget længe siden.

Men dens grundbudskab er godt. Jeg synes bare at det ville have stået skarpere, hvis forfatteren havde brugt færre ord til at pakke det ind i.

Det er en feministisk bog, der handler om kvinder, der på forskellige måder er svære at have med at gøre, og/eller som kommer galt af sted, fordi de er svære at have med at gøre. Som på forskellige måder ikke indordner sig. Eller er deprimerede, eller begår vold, eller er præsidentfruer eller bliver myrdede af deres jaloux eksmænd. Faktisk er der tale om en samling af fem essays, og derfor stritter bogen også i mange forskellige retninger. Men jeg vil nu give et bud på hvad dens samlede budskab er.

Først beskriver den, hvordan kvinden som Prima Bitch i såvel mode- og makeupindustrien hyldes og feteres, og hvordan hun beskrives i film som Fatal Attraction, Basic Instinct, og ikke mindst Thelma & Louise – som jeg elsker.

Sagen er bare, at når det kommer til stykket viger de fleste – såvel kvinder som mænd – tilbage for kvinder der opfører som bitches – dvs er besværlige, krævende, selvhævdende. Som ikke indordner sig under de almindelige udskrevne regler for god opførsel – for kvinder. Som vil have magt til at definere deres egen identitet og seksualitet.

Der er utrolig mange gode citater at hente i bogen, og her kommer et, der beskriver hvad den (bogen)/det (hele) handler om:

“But for a woman, to assume she has to be not nice, it puts her outside the system outside og what is acceptable … She can be anyone who decides that what she wants and needs and believes and must do is more important than being nice …  [A]s soon as she says, catch me if you can, I’m so free, this is my life and the rest can fuck off and die – as soon as she lay down the option of my way or the highway, it’s amazing how quickly everyone finds her difficult, crazy, a nightmare: a bitch” p. 30.

So. So what?

Den tanke jeg sad tilbage med er, at der på det sociokulturelle plan stadig eksisterer dobbelte standarder for mænd og kvinder. For hvordan vi kan opføre os erotisk, kulturelt, politisk etc. Nypuritanismen har iøvrigt ikke gjort det nemmere – hverken for mænd eller for kvinder. Men. Vi skal ikke tilbage i skyttegravene. Det er ikke et spørgsmål om kvinder versus mænd.

Desværre er det sådan at kvinde stadig er kvinde værst – og misundelse,  nid og angst blandt kvinder – afholder kvinder fra at slippe den pæne pige og være dem selv.

Der er et bestemt sted i Helvede for kvinder der ikke hjælper andre kvinder sagde Madeleine Albright. Men der er også et særligt sted i Helvede for kvinder der prøver at ligne de andre. Citat: Julia Lahme.

Guess what. Vi kan ikke ligne de andre, for vi er ikke som de andre, og derfor er det fuldstændigt sandt at det er helvede at forsøge at indordne sig under, hvad man tror de andre er eller hvad de forventer. Det er umuligt.

Og det er det bogen også får mig til at tænke på. At det dybest set handler om at finde og være sig selv. At værdsætte sig selv, i.e. om selvværd, som Gloria Steinem har skrevet en hel bog om. At få sit eget værelse, som Virginia Woolf sagde, og som jeg selv siger: Om at være sit eget excentriske hus. At blive sig selv.

Måske er prisen – for kvinder – stadig – at være en bitch. Men er det (ikke) prisen værd?