“You will find the witch at the end of a pointed finger”
I aften er det Sct. Hans aften. En gammel midsommerfest, der som så meget andet har fået et kristent navn. Dybest set er det en markering af at vi går mod mørkere tider i årets cyklus.
Vi fejrer det ved at tænde et bål og synge Midsommervisen, hvori det blandt andet lyder:
“Hver by har sin heks,
og hver sogn sine trolde.
Dem vil vi fra livet med glædesblus holde.”
Vi sætter ovenikøbet en “heks” på bålet og futter hende af. Lad os endelig beholde heksen af strå og gamle klæder, selvom jeg altid har identificeret mig med hende, og synes at det var en mærkelig, morbid skik. Som om vi egentlig hellere ville brænde en rigtig heks af. Hvis vi kunne.
Jeg har også tænkt, at det Drachmann skriver i Midsommervisen er helt forkert. At en dybere mening med Sct. Hans kunne være ikke at holde trolden og heksen fra livet – men acceptere dem som del af os selv, og del af vores samfund.
Det er det med det onde, som jeg har skrevet om før. Vi genkender det bedre i andre, hvis vi erkender det hos os selv. Vi kommer ikke af med heksen og trolden ved at holde dem fra livet i en symbolsk afbrænding. Vi kommer i det hele taget ikke af med dem – for de er os.
Vi forsøger at komme af med dem, ved at lægge dem over i andre; “Hun er en heks, brænd hende”. Ved at pege andre ud, og gøre dem til de onde. De sker på alle niveauer, både mikro- og makroniveau.
Derfor kommer vi ikke af med det onde – istedet spiller vi en form for Sorteper. Og nissen følger med. Istedet for at anerkende at det onde også er i os, og tage ansvar for vores egen ondskab.
Bjælken i vores eget øje.
Det er den refleksion Sct. Hans afføder hos mig.
Hav en god aften. Pas på din heks