“Don’t try to use me or slyly refuse me,
win me or lose me,
that is that the darkness is for”
Jeg undrer mig nogle gange over det med relationer. Hvem vi “tænder” på – både som venner og elskere. Nogle personer trigger mig til at betro dem stort set alt. Og det forekommer utroligt enkelt – andre kan jeg bare ikke betro mig til …
Jeg tror det har noget med smertepunkter at gøre, som P.O. Enquist skriver om i Fra regnormenes liv. Jeg har mine smertepunkter – vi har dem alle, og det vi har brug for er ikke altid , at vores venner påpeger dem for os, trykker på dem, eller bruger dem imod os – men omsorgsfuldt hjælper os med at beskytte dem.
Jeg bilder mig ind at jeg kan mærke, hvem der vil trykke på dem og hvem der nænsomt vil puste på dem, velvidende at de er der, sagte, uden ord.
Jeg er ked af det når jeg er en kujon og ikke klart melder fra, som skrevet om tidligere. Jeg er ked af det når jeg lader mig misbruge eller selv misbruger andre.
Cohen har ret – det handler om at vinde eller tabe – nogle gange klikker det, og slår gnister – andre gange gør det ikke – sådan er det. Nogle betror man sine smertepunkter, andre ikke.
Det gælder både venner og elskere.
Jeg tror vi blot skal acceptere, at vi har smertepunkter, og at det er en del af livet. Vi er perfekte uperfekte, og det vil sige, at vi altid – ind i mellem – vil blive misbrugt eller selv misbruge.
Vi må blot være os selv det bevidst, når det sker eller er sket, og så tage ved lære.
Men jeg opfatter ikke Cohens ord – at tabe og vinde – i gængs forstand; det handler om at miste sig selv og, eller sin relationen. Eller at komme tættere på hinanden. Og det kan vi så bruge mørket til, hvor synet ikke snyder os. At vi ikke bliver forført af det visuelle, men lader dén sans guide os, som er den vigtigste; følesansen,. Sjælen.
Så er der ingen støj…
Og tør man først blotte sig, og vise sine smertepunkter, trods man igen og igen er blevet såret, så vinder man tilsidst….sig selv, sin venner og sine elskere….
Jeg tror, at Niels har fat i den lange ende… *S* Vi kalder det mange forskellige ting – skygger, “kemi”, smertepunkter – og jeg synes, at det er naturligt at ikke alle skal have lov at trykke på smerten. Om vi stoler på andre hvad det angår, kan både handle om os, men da sandelig også om “skæv indføling” (eller bare projektion *S*) hos den anden.
Puuuh, blev lige kortvarigt bevidst om det store stykke arbejde, der ligger forude (og bagude *S*) ;o)
Ja, jeg vil også gerne vælge dem, som skal trykke på MINE ømme punkter, med omhu. Men sådan kan det nok ikke være altid. Det må man så også accepterer. I et eller andet omfang.