Tidligere på sommeren siden startede jeg en miniserie om venlighed. Jeg skrev at venlighed består af følgende elementer: Nærvær, anerkendelse, generøsitet og ærlighed. Nu vil jeg tage temaet op igen.
Jeg har spekuleret på, om det er respekt, og ikke anerkendelse, der indgår i begrebet venlighed.
Og jeg tror at det er anerkendelse. Fordi anerkendelse forekommer mig at være mere neutral end respekt. Der er ikke noget galt i respekt. Sagen er blot at vi ikke respekterer alt og alle. Og det skal vi heller ikke nødvendigvis. Vi kan ikke respektere eller være enige i alles holdninger og handlinger, men vi kan anerkende dem. Det vil sige anerkende at dette menneske har dem og at det har gjort som det har gjort. Der ligger ikke nødvendigvis accept i dette, vi kan og skal heller ikke acceptere eller tolerere alle handlinger, fx løgn, tyveri, bedrageri etc.
Men vi kan anerkende et andet menneskes handlinger og holdninger, attituder og adfærd, livsstil og levemåde, uden at respektere dem, uden at acceptere dem og uden at være være enig med dem. Vi kan anerkende at dette andet menneske fx har den holdning det har, uden at blive ophidset eller vred på vedkommende for det.
Alle mennesker har krav på at blive set for det de er, at blive anerkendt, at blive behandlet værdigt.
Det vil sige, ikke at blive gjort mindre (eller større) end det de er.
Det er måske det jeg tænker på, når jeg skriver anerkendelse; at alle mennesker uanset hvem de er har krav på at blive behandlet med værdighed og venlighed.
I begrebet venlighed ligger der en neutralitet, der hjælper til at holde en emotionel balance. Man kan godt være vred på en venlig måde. Mere herom i en senere post.