Venlighed

Jeg har nu oprettet en facebook gruppe, der hedder 3 Acts of Kindness. Jeg blev inspireret til det idag af Kendra under en workshop jeg deltog i til Persuasive Technology konferencen, der netop har fundet sted i København. (Det er derfor jeg ikke har været helt til stede de sidste par dage – næste gang vil jeg advare om det først. Jeg beklager.)

Anyway. Persuasive Technology handler om at anvende teknologi til at overbevise andre om at ændre deres attituder eller adfærd. Fx til at spare på vandet, bevæge sig mere eller hvad det nu kan være. Der er naturligvis nogle etiske overvejelser at gøre sig i den anledning, men det vil jeg nu ikke komme ind på her. Det væsentlige er at man kan gøre dette på en meget enkelt måde.

Jeg fik ideen til til denne gruppe under en workshop om, hvordan man kan anvende Persuasive Technology til at ændre folks vaner i forhold til helbredsspørgsmål, fx i forhold til overvægt eller motion. Men jeg ser helbred også i forhold til sådan noget som søvn, mindfulness – og venlighed.

Da jeg stod på bussen ud til Biblioteksskolen i morges sagde chaufføren meget glad og entusiastisk God morgen til alle der stod på bussen. En pige der spurgte om vej hen til 1A blev hjulpet meget venligt af chaufføren. Og jeg kom til at tænke på, hvilken betydning venlighed har. Jeg tror at venlighed lige så vel som irritation smitter. Min egen irritation smitter Mark og vice versa. Når jeg er irriteret på min børn, bliver tingene kørt lidt højere op etc. Det samme gælder for venlighed. Og venlighed – som en modgift til eller forbyggelse af –  irritation og arrigskab, er godt for vores helbred. Det dæmper stressniveauet.

Så denne gruppe handler altså om at du på en daglig eller ugentlig basis kan beskrive tre venlige handlinger, som du har foretaget i forhold til andre, eller som andre har foretaget i forhold til dig. Dette er IKKE for at prale eller pudse glorien. Vi kan alle blive irriterede, frustrerede og arrige. Men vi kan blive mere opmærksomme på at være venlige i forhold til andre. Vi kan øge vores bevidsthed.

Lad mig lige her til sidst fortælle dig, hvordan jeg opfatter begrebet venlighed.

Jeg holder af det kristne næstekærlighedsbud “Du skal elske din næste som dig selv”. Og jeg prøver i en eller anden grad at efterleve det. Men realistisk set elsker de fleste mennesker deres nærmeste (kæreste, forældre, børn, ægtefælle, familie etc) mere end den fremmede, der udfra buddet faktisk er ens næste. Hvordan kan dette ideal/bud da efterleves i praksis?  Ved at være venlig. Ved at udvise venlighed. Ved at handle venligt.

Måske er du irriteret på damen i supermarkedet, fordi hun bare er for langsom. Men du behøver ikke at være uvenlig. Du kan bide irritationen i dig. Jeg har selv svært ved det. Sjovt nok ikke så meget overfor fremmede som overfor min mand, men det gælder naturligvis også i de nære relationer. Så venlighed handler om at være nærværende, anerkendende, generøs og ærlig.

Det vil jeg komme ind på i senere poster.

Som sagt kan jeg selv være irritabel. Så denne gruppe er også skabt for at hjælpe mig selv til at huske på venlighed i hverdagen. Men måske kan du også blive inspireret af den. Det håber jeg.

Gruppen 3 Acts of Kindness finder du her.

This entry was posted in Prima Materia and tagged , , , .

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *