Two roads diverged in a wood, and I —
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference
Nogle gange, har jeg – har vi alle erfaret, er vi nødt til at foretage et valg.
Til mig kom det, da det gik op for mig at jeg ikke længere kunne svømme rundt i min ambivalens. Den var som en vortex, der kørte rundt og rundt i cirkler og til sidst ville den køre mig ned. Og jeg hyldede den, ambivalensen, måske fordi jeg så blev fri for at vælge.
Med valg følger ansvar, med valg følger at man indtager en position, med valg følger bestemte konsekvenser, som skal tages; måske sorg, ensomhed og en anden form for frihed.
Nogle gange kan valget bestå i at putte sig selv ned i en krukke og forsegle krukken i et længere stykke tid. Hvile, vente, hele.
I bogen The Dark places of Wisdom skriver Peter Kingsley:
We already have everything we need to know in the darkness inside ourselves. The longing is what turns us inside out until we find the sun and the moon and the stars inside
En klog kvinde sagde til mig, at den frihedsfølelse, der kan følge af at afstå i en periode, kan forveksles med ensomhed.
Nogle gange er det nødvendigt at forlade den slagne vej og gå ind i mørket, det kan være en tyst og stille vej, det kan være en kølig og ensom vej. Ind i mørkets hjerte. Hvem ved, hvad vi finder derinde?
Peter Kingsley, som nok bedst kan beskrives som en moderne mystiker, skriver også om, hvordan man i oldtidens Grækenland havde en tradition med at heale ved at gå i hi. Han kalder det incubation. I en mørk hule, uden at gøre noget andet end at ligge som død, vente i flere dage. Og healingen ville komme fra et andet sted “from another level of awareness, from another level of being”.
Når vi kommer ud af hulen er vi genfødte. Twice Born.