Uperfekt er det nye sort

I starten af juni måned skrev jeg om det uperfekte i forbindelse med Pernille Schnoors bog Miss Perfect, som jeg nu har læst.

Jeg synes det er så fedt, at der kommer gang i den debat, og hilser virkelig bogen velkommen.

Den er hurtigt læst, og kan tages med og læses i s-toget. Måske kunne jeg godt have tænkt mig at der var gravet et par spadestik dybere, og der havde været mere analyse – vægtet i forhold til interviewdelen.

Men. Det er et glimrende indspark og der er helt klart nogle pointer i den, som vi kvinder nok har grund til at tygge lidt på. Så læs den, og anbefal den  til en anden perfektionist, der kan have brug for at tage sig selv og verden mindre alvorligt.

Det som får mine alarmklokker til at ringe er om det uperfekte nu er ved at blive det nye sort? Altså, om vi ender i den omvendte situation, at det er cool at tillade os selv at være uperkekte, kaotiske (på en kontrolleret, kreativ måde) og så istedet bruger det det til at måle os selv og hinanden med? For så er vi vel lige langt?

Bare et spørgsmål og en eftertænksomhed.

Tjek lige dette citat fra bogen – af Marilyn Monroe. Måske den mest perfekte uperfekte kvinde, vi kan komme i tanke om:

“Imperfection is beauty, madness is genius and it’s better to be absolutely ridiclous than absolutely boring.”