“Writers write …
if writing is your practice,
the only way to fail is not to write”
Da jeg var på ferie tænkte jeg ikke på at skrive. Der var adskillige dage, hvor jeg ikke skænkede det en tanke. Og faktisk følte jeg at det var en lettelse, da det slog mig, at jeg faktisk slet ikke tænkte på at skrive.
Det gik op for mig at tanken om skrive var blevet en kilde til stress. Ikke selve det at skrive. Men tanken om det, jeg mener jeg bør skrive.
Jeg har en indre overbevisning, der hedder, at jeg skal skrive noget andet end det jeg skriver på denne blog: en kronik, en essaysamling, en roman, en digtsamling. Og det skal være GODT.
I dag gav jeg mig til at granske, hvad formålet med at skrive er for mig.
Der er 2:
1. Jeg skriver for at få anerkendelse (og accept og ultimativt kærlighed).
2. Jeg skriver fordi jeg godt kan lide det, af lyst og glæde.
Det første er produktorienteret. Det andet er procesorienteret.
Men jeg kan få anerkendelse på andre måder. Og det underliggende behov for anerkendelse har taget LYSTEN og glæden ved at skrive fra mig. Jeg føler at det bliver at et spørgsmål om at performe og præstere, at være Frk Dygtig. Og hun er ikke særlig lystbetonet hende Frk. Dygtig. Hun er sådan en irriterende gammeljomfrunalsk type med hævet pegepind og knold i nakken.
Når jeg skriver her, så føler jeg mig i et helle. Det er mit RUM. Og jeg skriver ud af glæde og dét jeg føler en trang til at kommunikere i øjeblikket.
Til hverdag tænker jeg mere på at skrive end faktisk at skrive.
Jeg tænker på – med Sheers ord – at gøre det at skrive til min praksis, lige som andre beder eller mediterer eller dyrker yoga eller tantra. Alt sammen noget som det før er lykkedes mig at bilde mig ind at jeg også bør. Lige så snart bør bliver en del af sætningen er Frk. dygtig på spil. Lige så snart bør bliver en del af sætningen går lysten og legen ud af det.
Det slog mig så, at det at skrive sgu ALTID har været min praksis. Jeg har skrevet dagbog i 30 år. Jeg har snart ramt 500 indlæg på denne blog. Jeg skriver allerede. Så glæden ved processen er her og har altid været her. Jeg opfylder bare ikke mine egne forventninger, eller Frk. Dygtigs, om at være succesfuld. Fuck hende.
På en eller anden måde skal jeg have hende afmonteret. Jeg ved bare ikke helt hvordan.
Hun har taget spotlightet fra Digteren, Danseren, Drømmeren, som til gengæld ikke er bange for denne lille scene her. Jeg tror, at der skal lægges låg på alle andre ambitioner end at skrive på bloggen, og så i min dagbog.
Det er nemlig ikke deres ambitioner. De vil bare have friheden til at lege tilbage.