Jeg har følt en stor tvivl de sidste dage angående det at skrive på denne blog, og det at være åben. Jeg har brugt min blog til at skrive om meget svære ting, til at rense ud, til at skabe katarsis.
Jeg ved at det kan virke voldsomt, når man ikke kender mig, og ved at jeg har en temmelig vid båndbredde.
Jeg har skrevet om min glæde, min smerte, og om mystiske ting, som fx alkymi.
Jeg tænker at det er et tveægget sværd. På den ene side, giver det mening for mig at skrive, og det glæder mig hver gang det har givet mening for andre.
Jeg har imidlertid tænkt på om det er for åbent, for meget, for udleverende. Det er ikke fordi jeg vil trække noget af det tilbage. Jeg kan ikke det allerede skrevne tilbage, lige så lidt som jeg kan skrue tiden eller livet tilbage. Omvendt hænger disse tanker også sammen med min frygt om at være “for meget“, og jo jeg har måske været for meget for nogle, men det betyder jo ikke at jeg kan eller skal blive mindre. Ingen skal blive mindre end de er, ingen skal sætte deres lys under en skæppe.
Jeg håber, at det har hjulpet nogle mennesker at læse det jeg har skrevet. Det har hjulpet mig selv at skrive det.
At være i tvivl – man kan være i tvivl om så mange ting. Og jeg er stadig i tvivl – om stort set alt. Men jeg er ikke fortvivlet.
Og et eller andet sted handler det her også om at træde i karakter – at eje sig selv, at tage både lys og skygge hjem. Styrke og smerte. Guldet – og lortet. At bære det selv. Men at dele med andre.