Tør du være skrøbelig?

Who do you need, who do you love
When you come undone?

For nylig kom jeg i kontakt med en sarthed eller skrøbelighed i mig selv, som de fleste der kender mig ser og holder af, men som jeg selv har haft virkelig svært ved at anerkende. I stedet er jeg ofte meget kritisk overfor den del af mig selv.

For mig er den hvide rose et af de ypperste symboler for skrøbelighed

Det er svært at anerkende at jeg som kvinde kan have den skrøbelighed og at det er fint at have det sådan. At lade paraderne falde og bare være med ALT det jeg rummer, og turde hvile i det.

For een ting er at vide det, noget andet er turde træde ud i det, og bære skrøbeligheden. Muligheden for at nogle gange gør livet bare at vi må lade masken falde og acceptere at vi kan gå itu. Og række ud …

Jeg ved ikke om jeg tør helt endnu.

Tør du?