Billedet
To mennesker, en kvinde og en mand, står overfor hinanden og hilser hinanden med hver deres bæger i hånden. Over dem svæver en såkaldt Caduceus-stav, men som er associeret med den græske gud Hermes, og som ikke må forveksles med det medicinske symbol, Asclepius-staven. Caduceus-staven er sædvanligvis omviklet med to slanger og er vinget, her endog prydet med et vinget løvehoved. Det er et alkymistisk symbol – som jeg vil vende tilbage til i en senere post. Også behandlingen af selve hermes staven fortjener en post for sig.
Bemærk personernes tøj; kvinden er klædt i hvid og blåt, der symboliserer renhed og klarhed, hun bærer laurbærkransen på hovedet som et symbol på ære. Manden bærer en krans af roser på hovedet som et symbol på kærlighed, og hans tøj ligner Narrens. Han er parat til at ofre sig selv for kærligheden. Det betyder ikke at kvinder er eller skal være “rene” og mænd skal være “modige”, men at de egenskaber skal være tilstede i begge parter i et forhold. For at få det til at fungere er det ønskeligt at begge er altruistiske og parate til at give slip på deres egoistiske behov.
Element/nummer
To står her for dualitet og balance. Om at anerkende modsætninger og forskelligheder hos os selv og hinanden og at få dem til at blive en helhed, fremfor at opleve dem som uoverstigelige barrierer. Her er er forskellene nok hinandens modsætninger, men de er stadig forbundne og de kompleterer hinanden, dvs at de sammen skaber en helhed. Dette kort er tarottens svar på Yin og Yang symbolet.
Essets enhed er delt i to, men de kan stadig tilsammen forme en helhed. Vandets kærlige, helbredende og spirituelle egenskaber deles her. I betydningen at blive gjort fælles.
Høvisk kærlighed
Der er noget helligt og helbredende over den kærlighed mellem mennesker, der skildres her. Det er en fortælling om, hvor godt ægte, konkret kærlighed kan gøre os, når vi er parate til selv at give den. Det er også en fortælling om den romantiske, høviske kærlighed, vi kender fra middelalderens troubadourtradition og fra eventyrene, men som vi skal passe på ikke at glemme i vores moderne, fortravlede tid og liv.
Et væsentlig aspekt ved dette handler om det enkelte menneskes indre liv. Hvordan oplever vi modsætningerne og dualiteterne i os selv. Får de lov til at blive til splittelse, eller formår vi gennem kærlighed og selvværd til at acceptere alle dele af os selv?
Divinatorisk betydning
I oplæg kan To Bægre betyde kærlighed, partnerskab, ligeværdighed, anerkendelse, accept, tolerance, healing, sexualitet.