Tid

“Alting har en tid
for alt hvad der sker under himlen,
er der et tidspunkt …”

Jeg elsker disse sommermorgener, hvor jeg vågner tidligt og alt er stille. Jeg elsker at vågne i mit eget tempo. Sætte kaffe over, lytte til vandet der koger, nusse katten, se på træet udenfor med de hvide blomster.

Finde min egen rytme, mærke sangen i blodet, ikke have travlt. Være i ét med tiden.

Teksten ovenfor er skrevet for omkring 3000 år siden, muligvis af Kong Salomo, og det indeholder en tidløs visdom. Accepten af at alt har sin tid; en tid til at elske, en tid til at hade, en tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede, en tid til at opsøge, en tid til at miste, en tid til at tie, en tid til at tale …

I vore tider har vi glemt dette. Vi har glemt tidens rytmiske, cykliske, natur til fordel for en lineær tid, hvor alt peger frem mod noget andet. Og vi bruger det meste af vores tid nu på at kontrollere et udfald, som vi alligevel ikke har kontrol over – for alt har sin tid. 

Vi glemmer at alt er foranderligt. At tid er som vand i en si. Den løber igennem os.

I den østerlandske, taoistiske forståelse går tiden ikke, den kommer imod os, som en stor bølge, og spådomsoraklet I Ching fortæller om tidens kvalitet, ikke om tidens kvantitet. Og vi ved jo godt, at vores fornemmelse af tid er mærkbart anderledes afhængigt af hvordan vi har det og hvordan vi bruger tiden.

Selvom det er netop er misvisende at sige, at vi bruger tiden. Måske er det snarere den der bruger os?

Jeg ser ud af vinduet, på det hvide træ, drikker min stærke kaffe med fløde, flyder ind i tiden, ud igen. lader tankerne vandre, siger tyst farvel til, det der har været og åbner for det, der skal komme. Lukker en bog og åbner en anden. Forsegler en kolbe og sætter den på hylden.

Jeg blander en ny eliksir, og lader den simre stille over en sagte ild.

Det er en ny tid for mig.