Tænk, det tog mig et halvt liv at fat’ at tiden løber ud
I denne artikel i weekendens information er der et billede af familien Setor, der sidder i et hus med vand om anklerne. Kvinden ammer en baby.
Hvor meget tid har de, før deres hus skyller bort som følge af klimaændringerne? Hvor meget tid har de? Hvor meget tid har vi? Hvad kan vi gøre ved det?
Billedet får mig til at føle mig magtesløs og det siger mere end alle de ord, som artiklen ellers består af.
Hvad kan jeg gøre ved det?
Jeg aner det simpelthen ikke. Sikkert ikke ret meget. Men en idé er ved at tage form i min bevidsthed, en idé som jeg har besluttet mig for at arbejde videre på.
Jeg vil få brug for hjælp. Og når ideen har taget mere form vil jeg bede jer om den hjælp. Det er ikke meget, jeg vil bede om. Lidt af jeres bevidsthed, noget af jeres tid.
Da jeg så billedet med vandet og babyen gik det op for mig hvor lidt tid, der er til at ændre mit mindset, ændre tingenes gang, skabe forandring.
Det gik op for mig, hvor kostbar og sjælden en ressource tid er, og hvor lidt vi som kultur værdsætter den.
Det gik op for mig (som følge af læsning af artikler af Steen Hildebrandt og Peter Rønnov-Jessen at vores politiske og ledelsesmæssige system er ved bryde sammen. Der er ikke nogen, der leder mere – således forstået, at de går imod strømmen og siger og gør de upopulære ting. Istedet snakker de om hvilke ord man må bruge om hvad.
Spild af tid.
Jeg ved ikke, om den idé jeg har fået vil ære frugt eller om den vil ændre noget på nogen nævneværdig måde. Måske er den blot et lille tandhjul – som i et mekanisk ur – der kan skabe en lille bitte forskel.
Det er mit ydmyge håb.
Tak for din tid.