Theodicé

Vi spørger, hvorfor det onde kan finde sted – ja hvorfor det onde eksisterer i verden – når Gud er god, altvidende og almægtig?
Dette er et ældgammelt spørgsmål. Men det gør det ikke mindre aktuelt. Det kaldes Theodicé-problemet og dilemmaet går kort sagt ud på netop det;  Hvordan kan det onde eksistere, når Gud er god, altvidende og almægtig?

Den lærde Aksel Haaning behandler problemet i sin bog Antikrist, og ridser kort sagt problemet op således (han citerer Svendsen: Ondskabens filosofi, 2002) :

1) Gud vil overvinde det onde men kan ikke. 2) Gud kan overvinde det onde men vil ikke. 3) Gud hverken kan eller vil overvinde det onde. 4) Gud kan og vil overvinde det onde … Disse fire alternativer udlægges således at Gud enten er ond eller magtesløs (eventuelt ond og magtesløs) eller det onde findes ikke.

Som jeg forstår det, betyder det, at eksistensen af det onde benægtes, fordi Gud ikke kan være ond. Eller også fornægtes Gud fordi det onde ikke kan benægtes. I den kristne teologi er det onde iflg Haaning blevet forklaret som fraværet af det gode, privatio boni.

Kort sagt (se Haaning for mellemregningerne): Det onde benægtes en selvstændig eksistens, Gud holdes fri fra kendskab eller vilje til det onde – eller hvis det eksisterer er det for det gode, altså i en højere sags tjeneste, som vi ikke kan forstå – og mennesket alene har ansvaret for det onde – eller skylden i form af arvesynden.

Det er ikke en løsning jeg – som menneske – bryder mig specielt meget om. Det kan du læse mere om i en senere post i denne serie om ondskab, nemlig om arvesynden.

Der er andre muligheder (og dette står for min egen ulærde regning):

Gud er ikke god, alvidende og almægtig. Gud er ligeglad. Såvel gode som onde ting sker, men det har intet med Gud at gøre. Eller Gud hæver sig over alle de dualistiske modsætninger, som vi stiller op. Eller Gud er en helhed af disse modsætninger. Det vil sige Gud er både god og ond.

I virkeligheden er problemet måske overhovedet at ville tillægge Gud nogen som helst egenskaber. Menneskets siges at være skabt i Guds skikkelse, men måske er Gud i virkeligheden skabt i menneskets billede? Og mennesket tillægger Gud dets egne egenskaber, såvel det gode, som det onde.

Men måske er det heller ikke så enkelt endda. End blot at konkludere at Gud er skabt i menneskets billede og ikke omvendt.

I den udstrækning, der findes en kraft større end mennesket – og det tror jeg der gør –  er det måske slet ikke muligt er erkende denne kraft, ihvertfald ikke ad vore sædvanlige rationelle “kanaler”, langt mindre at ville definere den. Måske er det slet ikke muligt at sige noget om den kraft vi kalder Gud?

(En lille snirkel på dette indlæg er at Eksistens på P1 netop nu (sidst i programmet) handler om dette problem; ovenpå jordskælvskatastrofen i Lissabon i  1755 blev teodicé problemet aktualiseret med så interessante debattører som Leibniz (om gav theodicéproblemet dets navn), Voltaire og Rousseau, fortalt af lektor i idéhistorie Morten Haugaard Jeppesen).