“Der Rest ist Schweigen.”*
Da jeg var barn oplevede jeg at min far kunne straffe mig ved at give mig The Silent Treatment i flere dage. Jeg tænker at han også har gjort således ved min mor.
Jeg haft andre oplevelser med tavshed og afvisning fra min fars side. Da jeg blev teenager kunne han ikke forholde sig til min spirende seksualitet. Da han ikke kom hjem en aften, hvor min mor, alene med mig, havde taget for meget medicin og alkohol. Da han ikke tog mig, da mine forældre blev skilt, da han blev syg, da han døde etc. Alt sammen eksempler på følelsen – for mig – af, at han har afvist mig.
Jeg har igen fået anledning til at overveje, hvad tavshed gør ved mig. Dette at kommunikation og relation afbrydes. I tavsheden ligger der, for mig en meget stor følelse af afvisning, en følelse af at blive forkastet. Være u-værdig. U-elsk-værdig.
Jeg har det programmeret som en psykologisk kode. Men nu er jeg kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg ikke længere behøver at leve efter den kode. Det er muligt at skrive et andet stykke kode.
For nogle år siden, da jeg følte mig afvist og mødt med tavshed, fik jeg anledning til at få hele komplekset gennemlevet igen. Og på det tidspunkt gik det op for mig, at jeg aldrig havde rettet min vrede over at blive afvist mod min far, men mod mig selv, i en følelse af skam og uværdighed.
Jeg blev vred mod mig selv, og følte mig derfor dobbelt forkastet. Jeg har haft stor grund til at blive vred på min far. Men jeg blev det aldrig.
Jeg blev vred på mig selv. Det var en stor øjenåbner. Det var muligheden for at omfatte mig selv med kærlighed, når jeg føler mig afvist af andre.
Når jeg møder tavshed i dag, eller følelsen af folk afviser mig, mærker jeg komplekset røre på sig. Det gør helt sikkert noget ved mig stadigvæk. Men jeg behøver ikke at føle mig afvist, forkastet, uværdig pr. automatik.
Og jeg har besluttet mig for ikke at møde andre med tavshed. Hellere vrede, ked af det hed eller åben sorg.
Jeg blev dog klar over, at jeg gjorde det her i sommer i en situation, hvor jeg var vred, og ikke vidste hvad jeg skulle sige. Jeg gør det aldrig igen.
Jeg tænker det bedste er at sige: “Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg vender tilbage, når jeg er klar over det”.
Når kanalen er klar, flydende, åben, vil jeg altid ønske at der er mulighed for at kommunikere, verbalt eller nonverbalt. Når kanalen er klar, flydende, åben, ønsker jeg at turde blive i feltet, det tredie sted, det sted, der altid er i en relation, uanset art og som er mere end de to mennesker tilsammen. Og jeg håber, at de mennesker jeg har et forhold til, også tør blive i feltet.
Uanset hvor svært det kan være at blive i.
Jeg ved, hvor invaliderende tavshed kan være i en relation. Og hvordan den kan bruges som straf, som kulde. Når relationen er ophørt, kan der muligvis kun være tavshed. Jeg har jo fx ikke mulighed for at blive vred på min far, direkte. Nogle gange er der ikke mere at sige.
Men den indre psykologiske kode kan skrives om.
*C.G. Jung i et sidste brev til Freud.