“The world can’t give that serenity,” he said. “The world can’t give us peace. We can only find it in our hearts.”
“I hate that,” I said.
“I know. But the good news is that by the same token, the world can’t take it away.”
Jeg er vist verdens mest utålmodige menneske.
Fornylig var jeg i situation, hvor jeg ventede på, at tre ting skulle ske, og hver især af disse ting var afhængige af tre forskellige mennesker.
Jeg ventede på at en skulle komme fra Tyskland.
Jeg ventede på at min eksmand Mark skulle få tid til at hjælpe mig med min ovn.
Og jeg ventede på et svar, en eller anden form for svar …
Og da jeg sad der og ventede, gik det op for mig at jeg havde sat mig selv i et tomrum, hvor jeg ikke var i fred, glad eller tilfreds, for lejeren kom, ovnen var fixet og der var kommet et svar, en afklaring. Et eller andet.
Sagen er bare, at det er en ufed følelse at sidde med. Fordi jeg i den situation fik uddeleget følelsen af fred eller tilfredshed eller glæde til nogle andre omstændigheder eller nogle andre personer.
Min kraft lå udenfor mig.
Intet af det havde jeg magt over. Flyet kunne være forsinket, måske har Mark først tid på tirsdag og ovnen skal alligevel have en ny låge, eller jeg sal have en helt ny ovn … eller …
Måske får jeg ikke noget svar. (Det fik jeg da jeg bad om det, og selvom jeg blev meget, meget ked af det, gav det alligevel en afklaring.)
Anyway. Det er sådan set ligegyldigt, hvad problemet er. Det kan være alt mellem himmel og jord, og guderne skal vide, at folk har meget større problemer end disse.
Det er selve det at gøre sin indre fred afhængig af noget eller nogle andre. Og det handler også om at være udspændt, anspændt, spændt på noget. Istedet for rolig.
Jeg tænkte på, hvad jeg bedst kan lide at lave. At læse eller at skrive. Jeg besluttede mig for at give slip på alle tre dele og sige – Pyt. At finde fred og glæde i mig selv lige nu.
Give slip.
Følelser af sorg, utålmodighed, tristhed, irritation, vrede er trods alt blot skyer på himlen – og det er uhensigtsmæssigt at tillægge dem og ydre omstændigheder for stor betydning. Det er som at afgive sine superpowers; følelsen af kraft og autoritet til ydre omstændigheder, istedet for selv at bestemme, hvad der fylder i sindet.
Det er svært. Og nogle gange skal man bare føle dem, og acceptere dem. Og græde, hvis det er det man har brug for.
Jeg har aldrig været god til at slippe, men jeg øver mig, og jeg vil sige at det landede lidt dybere den dag. Lidt.
Citatet er fra Anne Lamott: Bird by bird : some instructions on writing and life.