Jeg nyder stilheden. Jeg er alene. Jeg har stadig en uges ferie, mens resten af familien er startet på arbejde og i institutioner. Jeg har tilladt mig denne uges fred, før jeg vender tilbage til arbejet og efterårssæsonens program, fordi det ellers i dagligdagen kan være svært nok at finde ro til fordybelse og stilhed.
Jeg har tænkt tanken; hvad skal jeg så bruge denne uge til? Men den skal egentlig ikke “bruges” til noget. (Der er dog desværre nogle praktiske og organisatoriske opgaver, der skal løses, men det må blive ind i mellem.)
Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg bare tænkt mig at være. At kontempletere, at hvile i mig selv, at være mindful.
Kontemplation defineres i den Store Danske som:
“[K]ontemplation er en erkendelses- eller oplevelsestilstand, hvor den kontemplerende skuer ind i selvet efter sandheden eller det guddommelige.
Skønt begrebet ofte har været forbundet med overnaturlige og “mystiske” foreteelser, er sand kontemplation en bøn uden ord og billeder. Man samtaler ikke med og tænker ikke på Gud, men hviler i Gud, i gudsforening.”
Jeg vil nu ikke gå så langt til at sige, at det er GUD, jeg søger forening med – medmindre Gud er i det daglige, i det hverdagsnære. Det er ikke specielt mystisk. Snarere er det blot det at være, at trække vejret, at mærke åndedrættet. At være tilstede, uden at søge noget bestemt.