I feel like I’m spinning, spinning on a wheel,
it always stops beside a name, a prensence I can feel
I, I believe in love
I dag er det et år siden at jeg sad i min vindueskarm og stirrede ned på gaden. Fortabt, mens jeg ventede på min veninde.
Meget er sket siden da. Det forløbne år har været en blandet fornøjelse. Relationer er opstået og har ændret sig, og jeg føler mig både mere ensom og mere fri end jeg havde turdet regne med – og håbe på.
Hjulet er drejet en omgang, og der er sket forandringer i mit liv. Jeg har skabt forandringer i mit liv.
Dels ved jeg, hvad jeg føler, dels vågner jeg ikke op og er nedtrykt, bange eller skamfuld.
Jeg har skabt fred med min krop og gjort op med en ideel opfattelse af hvordan jeg bør se ud, bør være, bør kunne, bør sige, mene og tænke.
For et par dage siden kom jeg et væsentligt skridt nærmere at flytte fra min lejlighed med omtalte vindueskarm. Fra dens lys og fra et hjem, der har rummet de sidste 15 år af mit liv. Min børns barndomshjem, det hjem, som jeg skabte med min eksmand. Gode minder og minder om det, der gik itu.
En god mand mindede mig fornyligt om at se på det, jeg har oplevet som noget, der har givet mig erfaring og visdom – og måske også styrke. En viis kvinde er ved at lære mig at holde væsken i kolben og ikke dele alt ud til alle og enhver.
Jeg bærer hjertet på tøjet. Det er en del af det at være mig. Jeg har fået tatoveret et hjerte på mit håndled – heart on my sleeve – i en kontekst, som nu er skyllet væk med bølgerne i stranden.
Jeg øver mig i at holde energien inde i. Det er svært at lære ikke at stå til regnskab, ikke at skulle please, ikke at skulle dele alt med alle, ikke at skulle være hudløs ærlig. Samtidig med at jeg tør stå i et sårbart felt, samtidig med at jeg ikke lægger skjul på mine følelser, samtidig med at jeg er den jeg er.
Den, jeg tilbyder verden.
Det, der skulle til for at lære det, få det ind under huden, var et år alene – og dog ikke helt alene – det der skulle til var endnu en oplevelse af føle mig forladt. Åbningen af de gamle sår, og oplevelsen af smertefulde følelser, der mindede mig om, at jeg allerede er hel.
Pema Chödrön minder os om at guruen er den vi møder på vores vej, som viser os lyset, og at de mennesker som bliver vores guruer kan være helt anderledes end vi havde regnet med, og det sker ikke nødvendigvis i en eller anden ophøjet bevidst tilstand.
Vejen dertil går ofte gennem smerte.
Jeg besluttede mig for at benytte denne lørdag til at anerkende at hjulet har taget en drejning, at jeg nu er en anden og dog den samme. At der har fundet en heling sted.
Jeg besluttede mig for at sige farvel til alt det der har været. Starte på en frisk.
Jeg besluttede mig for i mit stille sind at elske de mennesker, der har været og forsat er i mit liv, i nye konstellationer og relationer, og takke dem for alt det de har lært mig.
Jeg besluttede mig at viske tavlen ren, give slip på det, der har været, tilgive mig selv for mine fejltagelser og fejlslutninger. Se med kærlighed på det, som var – og altid er – dejligt.
Finde min egen indre vej. Anerkende at jeg bevæger mig.
Jeg ved, hvem jeg er.
Tak.