“Oprigtighed er ikke et faktum man een gang for alle kan vænne sig til, det er en proces, et hver gang nyt afkald på faste holdepunkter.”
Før vi løfter vores slør, er det interessant at undersøge hvori de består.
En mulighed er identifikation med roller; kvinde, mor, bibliotekar, kæreste, gift, single, eller med roller i psykologisk forstand; offer, krænker, redder. En mulighed er at identificere os med de sår eller traumer, livet har givet os. En mulighed er identifikation med tro eller ideologi.
At identificere sig med enten en rolle, en ideologi og eller et fællesskab er alment menneskeligt. Vi ønsker at tilhøre en stamme, en gruppe eller en klan. Men som vi har set det gang på gang, og jeg behøver vist ikke komme med konkrete eksempler, så kan det være farligt. Det er imidlertid ikke et spørgsmål om ikke at være med i konkrete fællesskaber, men om ikke at identificere sig 100 %.
At stille sig udenfor, enten fordi man føler sig ekskluderet eller fordi man selv vælger at gå sine egne veje, kan skabe en følelse af exil, af udstødelse. I nogle sammenhænge er det dødeligt – socialt eller bogstaveligt – i andre sammenhænge er der nødt til at være et brud, skabt af en enkeltperson; en mønsterbryder eller udbryder, der skaber noget nyt.
At på tage sig den rolle kan være som at lade et slør falde. At opgive identifikationen. Men paradoxalt kan det også være at man blot påtager sig en anden rolle, tilslører sig på en anden måde.
*
Det er klart at det føles som en beskyttelse at bære et slør, at gemme sig bag en bestemt identitet eller rolle. I nogle sammenhænge er det nødvendigt, indtil det ikke føles nødvendigt mere.
For individet kan der opstå en eksistentiel krise, hvis den rolle eller persona, man har påtaget sig eller som forventes i en bestemt dynamik (familien, parforholdet eller gruppen) ikke længere føles som den man er eller ønsker at være. Det kan føles smertefuldt, hvis man gemmer sig bag et slør, men i sig selv aner, at man ikke kan eller vil leve op til det, længere. Især hvis man ikke ved, hvordan man skal give udtryk for eller plads til det som ligger bag sløret. Nogle gang er man ikke bevidst om at der er noget andet. Og så kommer dette andet ud som skygge, eller mærkelige impulser og handlinger. Når man omsider lader sløret falde, kan det føles som en lettelse.
Det at til-sløre sig kan være en strategi til overlevelse, og det at blive af-sløret kan føles katastrofalt. Der kan være en strategi i at til-sløre hemmeligheder eller at af-sløre “fjendens” hemmeligheder.
Dette er alt sammen eksempler på strategier til overlevelse og selvopholdelse, som vi alle benytter os af, og som vi har lært gennem et langt liv. De bygger på frygt og ønsket om tryghed, og de kan og vil ofte føre til smerte, enten for os selv eller andre. Fordi de bygger på u-oprigtighed.
*
Som det indledende citat indikerer, så er vejen mod oprigtighed frygtindgydende, fordi den byder os at give slip på vores faste holdepunkter; det vi har lært eller det vi har løjet os til.
Høeg vender det om på elegant vis. Vi kunne jo tro, at løgnen var en opgivelse af faste holdepunkter i form af ærlighed, redelighed og soberhed. Jeg taler egentlig heller ikke om løgn – som er et barsk ord – som det at sige enkelte ting, der ikke passer. Men om løgnen som det vi selv tror er sandt eller det vi ønsker er sandt. Livsløgne.
Eller simpelthen om det spind vi tilslører os med, fordi vi er bange for at stå åbne i verden. På den måde er oprigtighed netop en proces, henimod at lade de syv slør falde eet efter eet.
Selvom vi desperat ønsker at holde fast i dem.
To be continued …