Jeg vidste ikke at savn kunne føles sådan.
Det er savn på celleniveau. Hver celle i min krop er en magnetsplint orienteret ikke mod nord, men mod sydøst.
Det er min krop, der savner din, og varmen og duften af sol i din hud.
Det er elektrisk spænding der løber under min hud. Rørte du mig nu, ville det slå gnister.
Det er mine læbers længsel, mine hænders længsel, mine øjnes længsel efter at møde dine; dine læber, dine hænder, dine øjne.
Det er en sang i mit blod.
Jeg vidste ikke at savn kunne føles sådan. Det ved jeg nu.
Ih! Hvor er du dejlig at læse i disse dage.
Jeg kender godt den følelse <3
Pingback: Rejsefeber | Prima Materia
Pingback: Det tømte bæger | Prima Materia
Pingback: Længsel | Prima Materia