Sår

“There’s a hole in my soul you can see it in my face”

Jeg kender ikke et menneske, og har ikke mødt det menneske, der ikke bærer på noget. Noget der på en eller anden måde præger dem. Det kan være en fysisk sygdom som diabetes, sklerose eller en diskusprolaps, der er invaliderende eller en psykisk sygdom som depression eller angst. Det kan være en sorg, der forkrøbler indefra.

Nogle gang er det åbenbart, nogle gange en intuitiv fornemmelse og nogle gange får du det først at vide, når du giver dig til at lytte.

Nogle af de ting, der sker tidligt i livet får konsekvenser hele livet, og vi bærer dem med os. Vi har alle vore sår. Fysiske eller psykiske. Mine egne er af psykisk karakter, ikke i form af psykisk sygdom, men i form af sår på sjælen, forårsaget af svigt og misbrug. Det er det jeg kalder eros sår, og det har ikke noget med seksualitet (ihvertfald ikke direkte) men med relation at gøre.

Fornyligt gik det op for mig at, jeg trods alle forsøg på heling, aldrig bliver hel. Det er et paradoks, og accepten eller erkendelsen af dette paradoks, var – paradoksalt nok – i sig selv helende, befriende.

Erkendelse af at jeg  ALDRIG bliver hel, og at jeg ikke kan hele mig selv, men blive mere hel ved at acceptere at jeg ikke er det, at jeg  må bære de sår jeg nu engang har. På en måde føles det som en lettelse, og som kærlighed, vendt mod mig selv, at acceptere dét.

Paradokset er at jeg muligvis bliver mere hel ved at acceptere at jeg ikke kan blive det. Måske kan jeg godt blive hel – men jeg kan ikke ville det.

I den græske mytologi møder vi den sårede healer, kentauren Chiron, som igen paradoksalt healer andre, men som ikke kan hele sit eget sår, som han har pådraget sig ved at blive skudt med en forgiftet pil. Nogle gange ligger helbredelsen i mørket:

Chiron, the centaur and wounded healer of anciet Greece, expresses consciousness rooted in the darkness, and reveals the medical seeds of light in the psycosomatic darkness”

Vi har alle vores gift i systemet. Vi går ikke uskadte gennem livet, og nogle gange er den største frygt, som min elskede veninde sagde til mig, ikke at blive såret – men frygten for ikke at blive det. Vi er  nødt til at gøre os sårbare, at give andre mennesker muligheden for at komme ind i det sårbare felt. Ikke alle, men dem, der har fortjent det.

Vi har alle vores gift, vi har alle sammen en arkilleshæl eller en mistelten, der fordi den ikke blev taget i ed, kan dræbe os. Og vi kan ikke tage alt i ed, vi kan ikke gardere os imod sygdom, pine, hjertesorg og smerte. Det er prisen for at være i live, at være menneske. Men netop denne gift kan være medicinen i mørket, som slangens gift bærer kimen til sin egen modgift.

I erkendelsen af vores sår, sårethed og sårbarhed finder vi vores ultimative menneskelighed, og selvom vi ikke skal lukke alle mennesker helt ind til kilden, så er det i åbenheden, at vi virkelig kan nå hinanden, og derigennem finder vi en måde at hele os selv og hinanden på.

Ved at turde stå i det åbne, sårbare felt.