En person, jeg har kær, spurgte mig, hvorfor der er en rød prik på min nederdel. Tjah, det er der bare.
Senere tænkte jeg, at den er et punktum.
Et kæmpestort rødt punktum for hele mit teenage- og voksenlivs kamp for at acceptere mig selv og min krop som den er. Da jeg købte nederdelen, som var dyr og som jeg har ønsket mig længe, stod jeg og tænkte på om jeg skulle tage en mindre størrelse, for jeg vil jo gerne tabe mig.
Og så tænkte jeg: Fuck det. Jeg taber mig ikke. Jeg gider ikke længere kæmpe den kamp. Jeg accepterer min krop, som den er lige nu, og slutter her, og køber nederdelen til den fantastiske kvinde jeg er NU.
Da jeg kom hjem tog jeg en tur i mit klædeskab. Jeg fandt en flot lilla vest jeg havde glemt alt om, jeg prøvede mine sorte og hvide jeans, dem kunne jeg godt passe. Jeg prøvede to kjoler, som jeg engang kunne passe, men ærmerne har altid været et problem. Jeg gider ikke glo på de kjoler mere, så jeg har sat dem til salg.
Jeg lovede mig selv da jeg stod der og prøvede den nye nederdel, at jeg accepterer mig selv 100 % nu, at jeg holder mit løfte til mig selv om at spise sundere, sove godt og spadsere.
Da jeg spadserede i dag så jeg et citat i en butik af Sophia Loren:
“Nothing makes a woman more beautiful than the belief that she is beautiful.”
Smukt!
Har lige spontant krammet mig selv, kysset mig på armen og sagt “jeg elsker dig”. Det er første gang jeg har følte en indre ureflekteret tilskyndelse til at gøre det og pling i det samme lød “der er mail”-lyden og din blog tikkede ind;-)
Smukt!