Men vi er jo bange. Vi er bange for at blive opslugt af noget der er større end os selv. Vi er bange for at miste kontrol, vi er bange for at overgive os, blive væk, ikke kunne finde vej. Det er en del af det at være menneske.
Derfor er mål tit så væsentlige for os. At fokusere på målet føles sikkert, når selve processen er kaotisk og overskuelig. Men hvis vi netop vil være i processen – istedet for at fokusere på målet – hvordan overkommer vi så uvisheden om, hvor vi er på vej hen og hvordan det hele vil ende?
Hvordan imødegår vi angsten og frygten for det ukendte?
The Alchemical Tarot siger 9 of Swords – The Hero:
8 sværd hænger fra loftet, muligvis er der en risiko for at de vil falde ned over manden med det ene sværd. Muligvis er det mere et spørgsmål om, at han frygter at de vil falde, end at de reelt gør det.
Frygt handler om negative forventninger, og om den måde vi bruger vores mentale energi på at forudse og indirekte forsøge at kontrollere fremtidige begivenheder, som vi tror vil være negative, dårlige, onde.
Kortet kaldes Helten. Helten ser frygten i øjnene – og handler. Det er ikke fordi helte ikke er bange – det er de givetvis. Manden på kortet ser også temmelig bange ud. Men helte vælger at at handle, selvom de er bange. De vælger at se frygten i øjnene, istedet for at undlade at gøre noget af frygt; at lade sig lamme, forstene, immobilisere.
Vi er alle angste – også helte. Forskellen er om vi tør handle, alligevel.
Så når vi springer ud i processen, og vælger at lade os opsluge af den – og det kan være en hvilket som helst proces – så er det med frygten. Vi ser den, vi anerkender den, vi tager den på os. I virkeligheden kan det være langt mere farligt ikke at anerkende frygten, fordi vi så tror os uovervindelige, og det giver nogle blinde vinkler. Det kaldes hybris.
At acceptere frygten, og tage det første skridt bevidst og med åbne øjne, giver mulighed for at lade sig opsluge helt og fuldt af det vi møder på vores vej.
Images from The Alchemical Tarot, copyright Robert M. Place, are used with kind permission. Visit the Alchemical Tarot website.
Pingback: Presence | Hjertets Visdom
Pingback: Transparens | Prima Materia