Paradokset

Oh girl that feeling of safety that you prize
Well it comes at a hard hard price
You can’t shut off the risk and the pain
Without losing the love that remains
Were all riders on this train

En kedelig regnvejrssøndag.

Jeg sidder og tænker på alle de gange jeg har følt mig sikker og lykkelig på at det var det rette at sætte kærligheden, mig selv og min(e) partner(e) fri. Jeg tænker på lysere tider, og jeg tænker på at have festen med i sit hjerte, som jeg skrev om i går på Facebook.

Jeg tænker også på at det ikke altid er muligt at bevare festen i sit hjerte. Jeg tænker på at jeg netop i går forsøgte at flygte fra en følelse af tristhed og ensomhed ved netop ved at være på facebook og drikke rødvin. Istedet for at føle det jeg nu følte. At det nogle gange er skidesvært at give kærligheden fri, at være i verden.

Jeg kommunikerede med gode mennesker som jeg glæder mig til at gense i kød&blod men det jeg virkelig havde brug for i går var at føle fysisk og kærlig nærhed, eller alternativt virkeligt at mærke længslen, uden at forsøge at abstrahere fra den. Flygte.

Det er min erfaring at længsel, når jeg tillader mig selv at mærke den, transformeres til noget større, der ligger ud over mit umiddelbare behov for at blive holdt om og elsket. En oplevelse af at kærligheden eksisterer og er langt større end noget vi kan begribe eller sætte ord på. Og at den omfatter alt, også det konkrete øjebliks følelse af forlis.

I går var jeg ikke i stand til at mærke længslen og den følelse af ensomhed og forladthed, som den også indeholdt – og heller ikke at lade forvandlingen ske.

Det er min erfaring at når man sætter kærligheden fri, og erkender at man ikke kan være sikker, også må acceptere risikoen ved at miste og smerten, der følger med.

Det er nødvendigt at acceptere begge dele; friheden og frihedens pris. At man nogle gange er usikker, sårbar og trist. At det at være alene, også kan føles som ensomhed.

Dybest set er det en erfaring, der ikke kun har med åben kærlighed at gøre, men med erfaringen af at elske og sætte sig selv på spil i det hele taget (også kreativt). Det er en almenmenneskelig erfaring. Men den åbne kærlighed betyder blot at man hele tiden bliver konfronteret med disse følelser, at det er en vedvarende bevidsthedsproces.

Erkendelsen af at når vi ikke tør friheden, men vil være sikre, fordi vi er bange for at føle smerte, tab, forladthed, ensomhed – så glider friheden og kærligheden os af hænde.

Det vi ikke tør mærke binder os, mens det vi tør mærke, også når det indebærer sårbarhed og smerte, sætter os fri.

Det er kærlighedens og frihedens paradoks.

Jeg aner ikke om dette giver mening, men tillader mig at skrive det alligevel. Jeg blev engang spurgt, hvorfor jeg blotter mig på min blog. Svaret er at hvis jeg ikke tør det, så er det ligemeget. Også her sætter jeg sikkerheden på spil og kommer ud af min comfort zone.

Nogle gange famler jeg i blinde. So be it.