Billedet
Vi ser en båd, hvori der befinder sig tre skikkelser, to siddende, med ryggen til os, og en stående bag dem, der stager båden over vandet, mod den træbevoksede bred eller ø i det fjerne. Himlen er grå, måske er der en tågedis over vandet, en blid støvregn, eller også er det ved at skumre. De to siddende skikkelser, kutteklædte, ligner en kvinde og et barn, den tredie person en mand. Båden er lastet med de seks opretstående sværd. Stemningen i billedet giver indtryk af sorg og stilhed.
Element/nummer
Dette billede handler – paradoksalt måske – om harmoni og om skønheden i afskeden, i stilheden og i sorgen. Det er en form for resignation, en opgivelse, en afsked med noget, der lægges bag os – men som i form af de 6 sværd alligevel altid vil være med os. Både i form af sorgen over at slippe noget, men også som minder.
Det handler også – fordi vi har med Sværd at gøre – om vores mentale ballast; hvad vi tænker og hvordan vi tænker, om vores livsfilosofi og livsindstilling.
Vi har det hele med som erfaringer, der altid vil være en del af os og som er med til at forme opfattelsen af det vi oplever på vores videre færd. Selvom vi kunne ønske det kan vi ikke skubbe erfaringerne over bord. De er en del af os, de definerer os, men vi kan vælge om de skal tynge os ned eller hjælpe os.
Overgange
I tilværelsen vil der altid være disse overgange; passager i tiden, hvor vi forandres, fordi vi indtræder i nye roller og sammenhænge; når vi begynder i skolen, eller bliver færdige med den, når vi får et job, eller bliver gift eller skilt, eller når nogen dør, eller når vi flytter, eller når vi vores børn flytter hjemmefra.
Det kan føles som en død, og medføre sorg, fordi vi må sige farvel til dele af os selv, veldefinerede roller, tryghed eller mennesker vi har holdt af – for noget nyt og usikkert.
Der er vand i mange af tarotkortene – også de der ikke direkte har med Vand eller Bægre at gøre. Det er for at minde os om at alting flyder – Panta Rhei – alting er altid i bevægelse, i opløsning, og i forandring, og det er også det livsfaktum, som 6 Sværd minder os om; at acceptere og påskønne dette, og skønheden i forandringen.
Rejsen, at rejse som mytologisk og arketypisk proces er også et af dette korts betydningslag; hvad sker der når vi rejser; hvad gør rejsen ved os, psykologisk og bogstaveligt? Er vi parate til at rejse, når det er nødvendigt, at give slip, at forlade, at forandre os?
Endelig er der den mytologiske overgang, den endelige rejse. Karon der fører de døde over floden Styx, en vej vi alle skal. Det er også den stille accept af dét faktum, som kortet peger på.
Divinatorisk betydning
Afsked, rejse, sorg, stilhed, accept, døden, overgange, forandring, erfaring, livsindstilling.